8 pointer til dig, der er pædagog: Sådan får du øje på børn, der stammer
Dette kendetegner stammen
Stammen kendes som brud i flydende tale i form af gentagelser, forlængelser og blokeringer. Langt de fleste stammetilfælde begynder i småbarnsalderen og betegnes som udviklingsstammen.
Hold især øje med drengebørn
4-5 procent af alle børn begynder almindeligvis at stamme i to- til femårsalderen. Langt de fleste holder op, inden de når skolealderen, men en del fortsætter med at stamme. Piger holder i snit op, når de er 43,5 måneder, mens drenge er 50 måneder. Flere drenge end piger fortsætter med at stamme, og blandt større børn og voksne er kønsfordelingen derfor cirka 4 drenge/mænd pr. 1 pige/kvinde.
Småbørn snubler ofte over ord
De fleste småbørn kommer i kortere eller længere tid til at snuble over ord og gentage sekvenser af ord, men det giver sjældent anledning til bekymring. Barnet siger måske: ’Må jeg, må jeg, må jeg få et æble, mor?’. Uanset hvor mange gange barnet gentager de to første ord, er der næppe tale om stammen. Det samme gælder, når barnet kommer med en indskydelse: ’Må jeg få … æblerne smager godt … jeg kan ikke nå, mor.’
Tre grunde til bekymring
Du skal være opmærksom på børn, der ikke taler flydende svarende til deres alder og sproglige færdigheder:
● Hvis et barn siger ’M-m-mor, må jeg tage et æble?’, ’bi-bi-bilen kører ind i garagen’ og ’mor-mor-mor, må jeg tage et æble?’, kan der være grund til bekymring.
● Når en sproglyd ufrivilligt forlænges som i ’m>>>>>>>å jeg f>>>>>>>å et æ>>>>>>>ble?’, er der tale om stammen modsat langsom tale: ’Må … jeg … få … et … æble?’
● Blokering, hvor talestrømmen afbrydes ufrivilligt og unaturligt for en stund: ’Må jeg ................. få et æble?’, indikerer også stammen.
Derfor kan barnet synge
Mennesker, som stammer, taler mere flydende under visse aktiviteter. Det kan være sang, men også når de taler til et dyr eller i enrum. I sang forlænges ord ofte, der er glidende overgange mellem ordene, og linjer har også ofte en rytme, som giver en tidsmæssig guidning.
Barnet er bevidst om sin stammen
Børn er allerede i en tidlig alder bevidste om, at de stammer. Men de reagerer ikke som lidt ældre børn, der kan opleve, at de gør noget forkert, når de vil sige noget, og derfor kan være på vagt. Hos små børn vil reaktionerne oftest alene være frustration, når de ikke kan få ordene frem.
Tag fat i PPR
I langt de fleste tilfælde ophører stammen hos småbørn af sig selv. Det fik tidligere fagfolk til at anbefale at se tiden an. Det bør blankt afvises i dag, mener eksperter. Ikke fordi der nødvendigvis kan tilbydes en løsning, men en logopæd fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) kan undersøge barnet og tilbyde en intervention med det mål, at stammen forsvinder eller begrænses.
Når stammen bliver kronisk
Når børn, der stammer, kommer i skolealderen, er deres stammen typisk blevet kronisk. Barnet er efterhånden blevet mere bevidst om, at det stammer, og det fylder mere for barnet nu. Også selv om barnet ikke viser bekymring om sin talevanskelighed. Men barnet kan blive afbrudt af andre børn, blive drillet eller på anden vis marginaliseret.
Kilder: Bogen ’Stammen og løbsk tale – en grundbog’ af Per Fabæch Knudsen og Hans Månsson med bidrag af Hilda Sønsterud samt interview med Per Fabæch Knudsen. Bogen er den første danske grundbog på området i mange år og henvender sig til logopædistuderende, logopæder og andre professionelle.