Hr. Skæg var pædagog i 11 år – særligt én ting undrer ham stadig
I 18 år har manden med det lange skæg fået børn til at lyse op, når han ser lige netop dem i mængden.
Selv halvvoksne teenagere insisterer på en selfie med manden, som er Hr. Skæg, også når kameraerne er slukket.
Det er dog ikke kun i den ikoniske Ramasjang-rolle, at Hr. Skæg – som egentlig hedder Mikkel Lomborg – er generøs med sig selv.
Det var han også, da han i 11 år arbejdede som pædagog på et opholdssted for socialt udsatte unge.
Og netop det – at være sig selv, samtidig med, at man er pædagog – er en dyd, han opfordrer andre pædagoger til at holde fast i:
”Pædagoger skal ikke være så bange for at tage sig selv med på arbejde,” siger Mikkel Lomborg, som er uddannet fra Frøbelseminariet på Frederiksberg.
Når vi spørger børn om hjælp, viser vi dem, at de har værdi
Børn har nemlig brug for at kunne mærke de voksne. Og det skaber tryghed, at de kan mærke, at de voksne bare er mennesker med al deres sårbarhed og fejl, mener Mikkel Lomborg.
Dermed ikke sagt, at pædagoger skal bede børn om at løse alle deres komplicerede problemer. Men de bør spørge børn til råds ofte, mener han.
”Jeg ønsker at give mine børn sund mad, men de nægter at spise grøntsager… Har I en idé til, hvad jeg gøre?” siger han som et eksempel.
I det hele taget ærgrer Mikkel Lomborg sig over, at det i øjeblikket bliver opfattet som sejest, hvis man kan klare sig uden hjælp.
”Det ville være fantastisk, hvis det faktisk var det sejeste at bede om hjælp til noget. Når vi beder andre om hjælp, viser vi, at de har værdi."
”Tvivlen er pædagogikkens nådegave”
Mikkel Lomborg er af 'Jesper Juul-skolen' og tror 100 procent på det kompetente barn.
De institutioner, hvor han har trivedes bedst, har hvilet på et jævnbyrdigt forhold mellem både de voksne og børnene og rammer, hvor børn og unges input blev taget alvorligt. Institutioner med stærke hierarkier har han haft det svært med.
”Jeg tror, at det er farligt, når pædagoger arbejder ud fra idéen, at nu har de nået et erfaringsleje, der gør, at de ved bedst og en ’sådan gør vi her-tilgang’. Som pædagog er man nødt til at tvivle og være lydhør. Tvivlen er pædagogikkens nådegave,” mener han.
Af samme grund opfordrer Mikkel Lomborg pædagoger til løbende at stille sig selv dette spørgsmål:
”Sidder du fast i en fordom om et givent barns behov og reaktionsmønstre?
