Derfor skal du holde fast i din faglige dømmekraft, når det brænder på
Syv drenge i en specialklasse trives ikke i fællesskabet. De er nervøse og bange, både for hinanden og for lærerne og pædagogerne.
Klassepædagogen Bo vælger at sætte et brydeprojekt i gang med klare regler. Først øver de bare kampsportsteknikker. Senere får drengene lov til at tumle med pædagogerne, og drengene opdager, at når de samarbejder, kan de vinde. Pludselig tør de mere, også i klassen. Det fører til markant bedre trivsel og fællesskab.
Eksemplet er bare en af mange praksisfortællinger fra et nyt forskningsprojekt, hvor forskerne Anette Boye Koch og Hanne Hede Jørgensen sammen med ni pædagoger og to pædagogiske ledere fra dagtilbud, skole-fritid og specialklasser udviklet et pædagogisk trivselsbegreb, der er forankret i pædagogisk teori og praksis (se mere i faktaboksen nederst).
Tro ikke, at andre faggrupper ved mere om trivsel
Og Anette Boye Koch håber, at pædagoger særligt vil tage ét budskab fra forskningen til sig:
”Pædagoger er den vigtigste faggruppe i forhold til at arbejde med trivsel blandt børn og unge. Og de skal ikke lade sig forføre af, at der er andre, der tænker, at de ved mere om trivsel,” siger hun.
Ved at arbejde kropsligt og relationelt gennem brydning fik drengene i specialklassen nye erfaringer med hinanden. De lærte at afkode hinandens grænser, tage hensyn og samarbejde. Trivsel opstod ikke som et individuelt resultat eller en tilstand hos den enkelte, men voksede frem i fællesskabet.
Mange pædagoger lader selv deres faglighed glide i baggrunden
Det pædagogiske perspektiv på trivsel ofte bliver overset i debatten og i det tværprofessionelle samarbejde, der er præget af mere psykologiske og sundhedsfaglige blikke på børns individuelle trivsel eller mistrivsel.
Og den bevægelse er mange pædagoger selv med til at understøtte, advarer Anette Boye Koch. Ofte trækker pædagoger nemlig selv psykologiske teorier og metoder ind i deres arbejde for at få et fagsprog at læne sig op ad.
Det kan give en oplevelse af faglighed og sikkerhed i det tværfaglige samarbejde. Men det kan også betyde, at det pædagogiske perspektiv træder i baggrunden.
”Så snart der er noget galt, begynder pædagogerne ofte at trække metoder ind og henvende sig til eksperter uden for professionen for at få svar på, hvad de skal stille op? Så slipper vi pædagogikken,” siger hun.
Unikt: Ser ikke trivsel som en individuel tilstand
Det er et problem, når pædagogerne lader andre fagligheder tage styringen. For det pædagogiske trivselsbegreb er på mange måder unikt.
Anette Boye Koch og Hanne Hede Jørgensens forskning viser nemlig, at trivsel i pædagogisk sammenhæng forstås som noget, der opstår i relationer, fællesskaber og konkrete situationer - og ikke ses som en individuel tilstand.
Det betyder blandt andet, at trivsel kan se forskelligt ud fra barn til barn og fra fællesskab til fællesskab, og at det kan forandre sig over tid.
Og de mange praksisfortællinger i projektet viste netop, at pædagoger ofte arbejder med trivsel ved at justere rammer, situationer og samspil fremfor at rette indsatser mod det enkelte barn.
Dømmekraften er afgørende i praksis
Det gælder for eksempel i brydeprojektet i specialklassen med de syv drenge:
”Indsatsen var ikke rettet mod én specifik dreng, men mod hele gruppen med henblik på at styrke fællesskabet og drengenes evne til at udtrykke sig kropsligt, tage sig af hinanden og indgå i en fælles aktivitet,” siger Anette Boye Koch .
Det peger på et grundlæggende pædagogisk perspektiv, hvor trivsel opstår gennem deltagelse, gensidighed og mulighed for at indgå i fælles aktiviteter. Her er pædagogens dømmekraft helt afgørende, både i forhold til hvornår der skal gribes ind, og hvordan situationer kan formes, så børnene får nye erfaringer med hinanden.
Pædagoger må insistere på egen faglighed
Hvis pædagoger fremover skal have større indflydelse på, hvordan trivsel forstås og arbejdes med, kræver det ifølge Anette Boye Koch, at de insisterer på deres egen faglighed, også når andre diskurser fylder.
Det handler ikke om at afvise andre fagligheder, men om at stå fast på det pædagogiske perspektiv og gøre det tydeligt, både internt i professionen og i samarbejdet med andre.
”Pædagogerne skal tale det pædagogiske perspektiv frem og holde fast i, at det sprog, de har, er godt nok. De skal holde fanen højt og insistere på deres dømmekraft.”