Børnene var klæbet til skærmene, og fællesskaberne led – så indførte vi skærmforbud og ændrede alt

I Klub Nord i Hvidovre blev pædagogerne opmærksomme på, at flere børn sad med hovedet nede i telefonen, mens fællesskabet i klubben smuldrede rundt om dem. Efter skoletid fortsatte klassernes chats med deres dramaer og konflikter i fritiden, og børnene kunne ikke slippe telefonerne for at deltage i aktiviteterne i klubben.

“Der var mange, som rigtig tit sad med hovedet ned i en skærm, og vi kunne se, at fællesskaberne led under det,” fortæller pædagog Lone Marie Willaredt.

Noget måtte ske.

Første skridt: Vi afdækkede problemerne

Pædagogerne satte gang i en undersøgende proces, hvor både børn, forældre og medarbejdere blev inddraget. De ville forstå, hvad der henholdsvis styrkede og drænede børnenes trivsel og fællesskabet.

”Det var nærmest en arkæologisk opdagelsesrejse. Vi gik tilbage og spurgte både de unge og forældrene. Vi talte med dem om trivselsproblematikker, og hvad der gør, at man har det supergodt eller superdårligt,” siger hun.

Andet skridt: Vi sikrede os et fælles sprog om udfordringerne

Pædagogerne brugte energi og lang tid på forældremøder, workshops og oplæg, som gav dem et fælles sprog for de udfordringer, børnene oplevede:

• Afbrydelser
• Uro
• En konstant strøm af beskeder og notifikationer, der trak dem ud af relationerne med de andre børn i klubben.

På personalemøderne drøftede pædagogerne, hvordan deres arbejde blev påvirket af det tilbagevendende behov for at regulere, begrænse og til tider lukke ned for både mobilbrug og gaming. Drøftelserne kredsede om, hvordan den regulering risikerede at skygge for kerneopgaven, nemlig relationsarbejdet.

Tredje skridt: Vi afgjorde, at skærmforbud var nødvendigt trods risiko for medlemsflugt

Efter måneder med undersøgelser og forskellige tiltag tog ledelsen og personalet i Klub Nord en svær beslutning, der kunne have kostet dem medlemmer: Klubben skulle være helt skærmfri.

“Det var ikke en nem beslutning at tage. Det kunne jo have gjort noget ved vores medlemstal, som potentielt også kunne koste nogle medarbejdere. Men vi har aldrig bare taget de populære beslutninger, men har kigget på, hvad der er godt for børnene,” siger Lone Marie Willaredt.

Nederst i artiklen kan du finde 4 reflekssionsspørgsmål til fritidspædagoger, som overvejer at indføre skærmforbud eller begrænsinger af børn og unges mobilbrug i SFO og klub. 

Fjerde skridt: Vi lavede helt lavpraktiske retningslinjer

Pædagogerne i Klub Nord vedtog en række retningslinjer for, hvordan skærmforbuddet skulle fungere, og hvordan pdæagogerne skulle håndtere de nye regler.

Blandt de nye retningslinjer var:

• Telefonerne bliver ikke samlet ind. Men de skal blive i lommen.
• Telefoner må kun komme frem i en særlig telefonboks, hvor børnene lige kan tjekke beskeder eller ringe hjem i ro. Ellers skal telefonen slet ikke frem i klubben.

“Vi skal ikke stå med en løftet pegefinger. Men når du er i klubben, deltager du i fællesskabet her. Har du brug for at sidde og spille på skærmen i to timer, er det helt o.k., men gå hjem og gør det, og kom igen bagefter,” siger Lone Marie Willaredt om den rammesætning, pædagogerne brugte.

Som forventet skulle nogle af de unge lige teste grænserne i starten, fortæller Lone Marie Willaredt.

“I starten var der jo lidt sådan: Hvor meget mener vi faktisk det her? Men vi har været meget vedholdende. Vi har ikke gjort det halvt, men har holdt fast i beslutningen hele vejen,” siger hun.

Femte skridt: Vi observerede ændringer i forbindelse med forbuddet

Forandringerne kunne hurtigt mærkes. De hemmelige chats i hjørnerne forsvandt, og
med telefonerne ude af billedet skete der noget i rummet i klubbens værksteder, fortæller Lone Marie Willaredt.

“Der er kommet en anden plads til fordybelse. Hvis du sidder i et kreaværksted og er i gang med noget, bliver du ikke afbrudt af, at mor ringer,” siger hun og peger også på relationerne:

“Det her med øjenkontakten. Det at få øjnene op gør det nemmere at være sammen med nogen, man ikke kender så godt.”

Sjette skridt: Vi fulgte op og tog ved lære af erfaringerne

Særligt én erfaring fra arbejdet med skærmfri klub kan være vigtig for andre pædagoger, der selv overvejer at indføre skærmforbud:

Det har været helt afgørende, at man ikke bare fjernede muligheden for at bruge telefonerne uden at sætte noget andet i stedet for.

”Det har vi brugt rigtig meget energi på – at sætte noget fedt i stedet. Vi har valgt at rette et strategisk pædagogisk fokus mod udeliv og kreativitet. Rollespil og skovstratego har for eksempel fået en opblomstring. Mobilforbuddet forudsætter medlevende og aktivt deltagende voksne, som etablerer tydelige og inkluderende pædagogiske rammer,” siger Lone Marie Willaredt.

Sådan går det i dag: Stærke fællesskaber og stabilt medlemstal

Tidligere frygtede pædagogerne, at skærmforbud ville føre til, at de unge meldte sig ud af klubben. Men i dag ser de det modsatte. For første gang i flere år er medlemstallet stabilt, og der tilgår løbende nye medlemmer.

Både forældre og børn giver udtryk for anerkendelse af de pædagogiske valg, der er truffet, og til andre klubber, som overvejer at gå samme vej, er Lone Marie Willaredts vigtigste råd:

“Man skal turde stå fast. Den undersøgende fase er afsindig vigtig, for der er ikke én model, der passer alle steder. Man skal ikke være bange for at finde pædagogiske svar fra kanter, man normalt ikke afsøger viden fra. Altid i dialog med børn, unge og forældre. De har nogle ret gode svar.”

Læs også: Hvis vi styrer efter de unges ønsker, ender vi let med pizza og PlayStation