Trepart skal gøre det mere attraktivt at være pædagog

Lige om lidt begynder trepartsforhandlingerne, som skal løfte lønnen og arbejdsvilkårene for faggrupper på de store velfærdsområder. 

En trepart er ikke i sig selv usædvanlig. Det er et velkendt redskab i den danske model, der gør det muligt for regeringen at samle arbejdsgivere og lønmodtagere for at løse store og akutte udfordringer i samfundet. 

Men det er både ekstraordinært og historisk, at det er lykkedes fagbevægelsen at overbevise regeringen om, at det også er nødvendigt at gøre noget ved lønnen, hvis der også skal være pædagoger, sygeplejersker og sosu-assistenter nok i fremtiden. 

Regeringen formulerer det selv sådan her i regeringsgrundlaget, der er afsættet for treparten: “Der er rekrutteringsudfordringer flere steder i den offentlige sektor, og på nogle områder forventes en forværret rekrutteringssituation frem mod 2030. Det kan ikke løses med ét tag, men regeringen anerkender, at løn og arbejdsvilkår har betydning for at fastholde og rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere.”

Det kan vi kun nikke genkendende til i BUPL. Som regeringens egen Lønstrukturkomité netop har dokumenteret, tjener pædagoger mindst af alle offentligt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse. Unge fravælger uddannelsen, fordi lønnen og vilkårene ikke er attraktive nok, og mange erfarne forlader faget af samme grund. Det er en ond spiral. 

Nye tal fra AE-rådet viser, at der vil mangle mindst 8000 pædagoger om ti år, hvis udviklingen ikke vendes. Det er en brændende platform, der er til at mærke allerede nu. Og regeringen har da selv ved flere lejligheder nævnt pædagoger som én af de faggrupper, der skal tilgodeses ved en trepart. 

Når det er sagt, så kender vi ikke det præcise forløb. Vi kender formålet med treparten, og vi ved, at regeringen har afsat én milliard kroner til det fra 2024 stigende til tre milliarder kroner om året fra 2030. Vi ved også, at det er FH, som skal forhandle på vores vegne, mens de andre pladser rundt om bordet går til arbejdsgiverne i KL og Dansk Regioner, samt AC, der er hovedorganisation for akademikerne. Men hvordan pengene ender med at blive udmøntet, og hvad der ellers kommer på bordet – ja, det er en del af forhandlingen. 

For trepart er en forhandling, hvor alle parter møder op med ønsker og krav – også regeringen, der på forhånd har bebudet, at den ”nye valuta” er arbejdsudbud. Derfor kommer forhandlingerne nok også til at handle om, hvordan sygefraværet kan nedbringes, og om flere kan lokkes op i tid. Der er også ønsker om mere lokal løndannelse som “modydelse” - og der vil nok også dukke andre ting op, der opleves som tidsler i vores og fagbevægelsens have. 

Treparten har i udgangspunkt ikke noget med overenskomstforhandlingerne i 2024 at gøre. Medlemmerne stemmer heller ikke om resultatet af en trepartsaftale, som man gør med en overenskomst. Men det kan sagtens være, at de to ting alligevel bliver svære at adskille. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg drømmer om, at vi allerede har en klar aftale om et ekstraordinært lønløft i bagagen, når vi går ind i OK24 for at forhandle en god aftale hjem her, der sikrer pædagogerne reallønsfremgang. Det kan hurtigt blive noget rod, hvis tingene bliver blandet sammen.

Mange spørger mig med god grund, hvad BUPL’s forventninger er til treparten. Hvor mange tusinde kroner skal der til, før vi er tilfredse med resultatet? Vi går selvfølgelig efter at komme vores lønefterslæb til livs. Men jeg ved også godt, at man sjældent får det hele på én gang, også fordi pædagogerne ikke er den eneste faggruppe, der skal have andel i den ekstraordinære pulje. Og jeg vil være helt ærlig og sige, at hvis valget står mellem at kaste en historisk chance fra sig ved at stå fast på et urealistisk krav - eller at komme et godt skridt i den rigtige retning med et trods alt mærkbart lønløft, så er valget ikke så svært.

Da Lønstrukturkomitéen blev nedsat, skrev jeg i denne blog, at det var afgørende, at regeringen også afsatte penge til at gøre noget ved de skævheder, der kom frem. Jeg kaldte det en historisk mulighed for at rette op på uretfærdigheden og investere i pædagoger nok til børnene i fremtiden. Nu står vi her, og det gælder stadig. Treparten er MULIGHEDEN for at gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog. Grib den nu!