Skyd ikke på de bundloyale ledere i børnehaver og vuggestuer

Hold en MUS, skift to bleer, lav en indberetning til kommunen, trøst to børn på legepladsen, giv faglig sparring og få vagtplanen til at gå op. Den slags formiddage er helt almindelige for de pædagogiske ledere i landets daginstitutioner. Lederne spiller hver dag på et meterbredt fagligt klaviatur og bevæger sig fra det ene minut til det andet fra implementering af strategiske mål til mudder og børnegråd.

I Lederforeningen i BUPL er vi derfor glade for den kæmpe anerkendelse og store opbakning til pædagogerne og lederne i landets institutioner, som vi møder fra forældre i hele landet i hverdagen - og i den seneste tid ved protestdemonstrationer og på sociale medier.

Men vi må også konstatere, at forældreprotesterne har intensiveret abespillet mellem stat og kommuner, der lige nu konkurrer om at fralægge sig ansvaret for forholdene på børneområdet og de manglende ressourcer i institutionerne. Der er afsat masser af penge, lyder det fra ministeren. Vi er bundet på hænder og fødder af budgetloven, svarer kommunerne.

Og nu drager kommunerne så også de pædagogiske ledere ind i abespillet. Michael Ziegler, der er formand for løn- og personaleudvalget i KL og konservativ borgmester i Høje-Taastrup Kommune, siger til Politiken, at det er en ledelsesopgave at sørge for, at opgaverne hænger sammen for den enkelte institution og den enkelte medarbejder.
Som formand for en stor del af lederne i landets daginstitutioner kan jeg garantere, at det forsøger lederne i dén grad også – trods de ringe ressourcer, de har at arbejde med. Derfor klæder det heller ikke KL at tørre ansvaret af på landets cirka 4.200 institutionsledere, som i den grad spænder den faglige og menneskelige bue hver eneste morgen, de træder ind i vuggestuer og børnehaver.

Må kalkulere med at voksne er alene med børnegruppen
BUPL’s nye vilkårsundersøgelse, som næsten 14.000 pædagoger og ledere har deltaget i, taler sit tydelige sprog om, hvor stor en opgave det er for lederne, at få hverdagen i institutionerne til at hænge sammen organisatorisk. 53 procent af lederne fortæller, at de har så få personaleressourcer, at de ikke kan lægge en vagtplan, hvor pædagogerne undgår at stå alene med den samlede børnegruppe.

Som leder gør det ondt i maven hver eneste gang, man må planlægge med, at pædagogisk personale står alene med børn. Det vil man gøre alt for at undgå - og det gør lederne også. Jeg hører dagligt beretninger fra vores ledermedlemmer, som trods bunker af administrativt arbejde alligevel er på gulvet med børn og medarbejdere for at få enderne til at nå sammen. Jeg møder ledere, som i stigende grad må tage administrativt arbejde med hjem og lave det om aftenen.
Selv ikke den dygtigste dagtilbudsleder kan løse udfordringerne i vuggestuer og børnehaver med en kreativ vagtplan. Der skal langt skrappere midler til i form af en genopretningsplan for børneområdet, der sikrer tilstrækkeligt med personaleressourcer til det pædagogiske arbejde med børnene.

Loyale institutionsledere i klemme
Som institutionsledere har vi ansvaret for børnenes trivsel og læring, vi har ansvar for pædagogernes arbejdsforhold, og vi skal leve op til alle de krav og ambitioner, som i en lind strøm vælter ned over børneområdet fra politikere og kommunale forvaltninger. Og vi er bundloyale over for alle parter - nogle gange også ud over hvad der er rimeligt.

Jeg hører om ledere, der tier stille og hellere vil gå ned med stress end at råbe op om urimelige forhold. Det gælder også i forbindelse med de seneste forældreprotester. Og jeg forstår det godt, for i Lederforeningen i BUPL kender vi til ledere, der bliver indkaldt til kammeratlige samtaler i den kommunale forvaltning, hvis de har ytret sig i kritisk.

Men hvem skal man som institutionsleder egentlig være mest loyal over for? Børn og personale, som man har ansvar for? Eller politikere og forvaltningen, som betaler ens løn? I Lederforeningen i BUPL mener vi, at vi som ledere i velfærdssamfundets frontlinje også har et ansvar for at ytre os og gøre politikere i folketing og kommuner opmærksomme på konsekvenserne af deres beslutninger.