Kan vi være mindre bekendt end Børstes vuggestue?
De fleste småbørnsforældre kender det lille, buttede pindsvin Børste fra DR’s Minisjang-univers. Et sjovt og lærerigt bekendtskab. I Børstes univers kan man både lære at hoppe og danse, lege med ord og besøge bondegården. Der er et klart pædagogisk formål med minifilmene.
Det er, alt efter øjnene der ser, enten et studie i, hvordan god pædagogik udfolder sig, hvis der er faglighed og tid nok til det enkelte barn, eller et deprimerende indblik i et ideal, vi er meget langt fra at nå.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
Børstes seneste eventyr er otte afsnit om dagligdagen i vuggestuen. Det er helt sikkert sjovt for de mindste at se, men bør være obligatorisk materiale for alle voksne med interesse i og ansvar for børneområdet. Det er et blik ind i den hverdag, vi bør stræbe efter at sikre for alle børn i vores daginstitutioner. Det er, alt efter øjnene der ser, enten et studie i, hvordan god pædagogik udfolder sig, hvis der er faglighed og tid nok til det enkelte barn, eller et deprimerende indblik i et ideal, vi er meget langt fra at nå.
Madpakke-pædagogik
Første afsnit handler om madpakker. En, for udenforstående, banal aktivitet. Hvor meget pædagogik kan der klemmes ind i en aktivitet, der handler om at tilfredsstille et behov for at få fyldt maven op?
Den fantastiske pædagog Dagmar inviterer 2-årige Agnes med ud til køleskabet, hvor madpakkerne ligger. Sammen lægger de madpakkerne på rullevognen, og tilbage på stuen deler Agnes madpakkerne ud til de andre børn. I denne umiddelbart simple serie af handlinger er der rigtig meget på spil for Agnes. At være den, der deler madpakkerne ud, giver hende en oplevelse af at mestre noget og være en vigtig del af fællesskabet. For en stund har hun en helt særlig rolle.
Samtidig oplever de andre børn at blive set af Agnes, når hun deler madpakkerne ud til dem, hvilket er med til at styrke relationerne mellem børnene. Og ikke nok med det, så er situationen også med til at styrke både Agnes’ sprog og motorik.
Undervejs i frokosten bøvler Agnes med stilken på sit jordbær. Sammen med pædagogen får hun skåret stilken af det genstridige bær. Igen en mestring af noget, hun ikke kunne før – og et selvtillidsboost, som giver mod på at prøve nye ting af.
For begge eksempler gælder, at det ville være væsentlige hurtigere overstået, hvis pædagogen bare havde klaret det selv. Og sådan er hverdagen desværre alt for ofte, når tiden er knap, og pædagogerne mangler.
Og så går Agnes glip af noget vigtigt.
Høj kvalitet er et særsyn
Minimumsnormeringer er nu indført ved lov og træder i kraft ved årsskiftet. Det er en historisk lov, som gør en forskel. Men det er en gigantisk fejlslutning, hvis man tror, at så bliver alt som i Børstes vuggestue. Vi kommer cirka på niveau med 2009, hvor flere forskere og professorer på børneområdet fortalte, at daginstitutionernes kvalitet var så dårlig, at det risikerede at gøre skade på børnene.
Vi er med andre ord rykket tilbage til kanten af afgrunden. Men vi stirrer stadig lige ned i den.
Og det er med kæmpe lokale variationer. Nogle steder gør rammer, personalesammensætning, ledelse og normeringer, at kvaliteten kan beskrives som ”høj”. Det gælder for 13 procent af landets vuggestuer. Men for 38 procent er den utilstrækkelig eller det, der er værre. Tallene stammer fra den nationale undersøgelse af kvalitet i kommunale dagtilbud, som er udført af EVA og VIVE på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet i 2023.
4 ud af 10 børn i alderen 0-2 år går altså i et dagtilbud, hvor kvaliteten er utilstrækkelig eller decideret ringe. Det er indlysende utilfredsstillende for alle.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
4 ud af 10 børn i alderen 0-2 år går altså i et dagtilbud, hvor kvaliteten er utilstrækkelig eller decideret ringe. Det er indlysende utilfredsstillende for alle. For de børn, der er så heldige at have ressourcestærke forældre, kan mankoen nok dækkes derhjemme. For børn i udsathed er der ingen hjælp at hente. Den kompenserende forskel, vuggestuen kunne udgøre, udebliver.
Hjulene på bussen
Tilbage i vuggestuen er det ved at være tid til Vilfreds middagslur. Inden de når så langt, skal den søvnige dreng lige have en ren ble på.
Vilfred kravler selv op på puslepladsen, som pædagogen Dagmar derefter kører op i arbejdshøjde. Han har medbragt en fin, gul ambulance. Dagmar griber Vilfreds interesse for ambulancen til at skabe et øjeblik med fordybet kontakt mellem de to. Den er gul ligesom en bus, siger hun til Vilfred, som svarer ”bus” tilbage – og Dagmar begynder at synge "hjulene på bussen" med de fagter, der nu kan lade sig gøre, når man er midt i et bleskift. Vilfred er tydeligvis meget begejstret for "legen" med Dagmar. Der bliver både arbejdet med sprog og motorik og Vilfred oplever tryghed og nærvær omkring noget, han selv synes er sjovt; Ambulancen.
Inde ved barnevognen lader Dagmar Vilfred selv klatre op i vognen ad den stige, der er sat til. Det udvikler både hans motorik og oplevelsen af at mestre noget. Krydsbevægelserne, når han kravler, styrker hans hjernebjælke og samarbejdet mellem hans to hjernehalvdele, som er vigtige for udviklingen af sproget. Han bliver trygt puttet ned under dynen med sutten i munden.
Det er de bittesmå byggeklodser, som over en hel barndom skaber et helt menneske. Trædestenene til resten af livet. Men i en anden vuggestue på en travl dag ville bleskiftet være klaret uden tid til samspil og klatreturen blevet til et løft og en hurtig putning.
Og Vilfred ville være gået glip af noget vigtigt.
En samfundsmodel – ikke en naturlov
Som fagforening for pædagogerne bakker vi selvsagt op om den samfundsmodel, vi har i Danmark. Forældrene går på arbejde og bidrager til at skabe vækst, velstand og velfærd. Modydelsen for forældrene er, at de kan være trygge ved, at deres børns udvikling og trivsel bliver varetaget imens. For mange børn er det otte timer om dagen. For de fleste gælder det, at vuggestue og børnehave har mere tid med børnene end forældrene har.
Tag ikke fejl: Det er en unik samfundsmodel. 68 procent af danske børn under 3 år er i daginstitution mere end 30 timer om ugen. For resten af EU er tallet 22 procent. For vores naboer i Sverige er tallet 38 procent. Med andre ord stikker vi gevaldigt ud i Danmark.
Det er en samfundsmodel – ikke en naturlov. Og den består kun, indtil forældrene river samfundskontrakten midt over. Det gør man klogt i at tage meget omhyggeligt bestik af, hvis man samtidig kalder på, at danskerne skal arbejde mere. Det er ikke et hypotetisk scenarie.
Flere og flere forældre vælger hjemmepasning til. Med eller uden kommunalt tilskud. Tal fra Danmarks Statistik viser en markant stigning i forældre, der modtager tilskud til hjemmepasning. Fra 815 familier i 2018 til knap 2.000 i 2022. Dertil kommer så de familier, der selv finder ud af det uden tilskud fra kommunen.
Hvis arbejdskraft virkelig er den nye valuta, er lav kvalitet i daginstitutionerne lemfældig omgang med midlerne.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
For nylig viste en forældreundersøgelse, foretaget af Epinion for BUPL, at næsten hver femte forælder til et barn i 0-9-års-alderen har sat deres arbejdstid ned, fordi de ikke synes, kvaliteten af deres barns dag- eller fritidstilbud er tilstrækkelig høj.
Hvis arbejdskraft virkelig er den nye valuta, er lav kvalitet i daginstitutionerne lemfældig omgang med midlerne.
Sandkassedrama
Nu er det tid til at komme ud på legeplads. Efter lidt oprydning går Dagmar med Lucia ud i garderoben for at få tøj på. Lucia klarer det meste, inklusiv jakken, selv. Hun får lidt hjælp til at få lynlåsen i hak, men lyner selv op og tager bagefter gummistøvlerne på. Hun har godt nok fået "grisetæer", men sammen får de vendt støvlerne om. Dagmar støtter og hjælper tålmodigt, men lader Lucia gøre så meget som muligt selv. Det er godt givet ud. For det gør både Lucia mere selvhjulpen og styrker hendes motorik, men booster også hendes oplevelse af mestring og dermed hendes selvværd.
Ude på legepladsen sidder Dagmar og Lucia i sandkassen og laver is med plastikvafler og tilhørende chokoladekugler. Oliver kommer til. Han får væltet sin "vaffel" med indhold over i Lucias bunke. Oliver tager den plastic-chokoladekugle, der jo rettelig var hans indtil uheldet, men da Lucia ser det, tror hun selvfølgelig, Oliver har bemægtiget sig hendes. "MIN" siger Lucia bestemt. Heldigvis er Dagmar til stede og kan hurtigt deeskalere, hvorefter hun støtter de to børn i at få startet en fælles leg omkring "vaflerne". Lucia er glad igen, og Oliver oplever sig som del af fællesskabet omkring legen.
Konflikter er uundgåelige. Men ved at være til stede i børnenes sandkasseleg, kan Dagmar understøtte børnenes sociale kompetencer og evne til at løse konflikter. Uvurderlige evner senere i livet.
På en typisk vuggestuelegeplads i eftermiddagstimerne er der ofte langt mellem pædagogerne. Scenen i sandkassen ville med garanti have medført en konflikt, der ville ende i gråd og tårer. Lucia og Oliver ville være gået hver til sit.
Og begge ville være gået glip af noget vigtigt.
Pædagogerne er i mindretal
Under halvdelen af de ansatte i landets daginstitutioner er nu pædagoger. Så selv i de dage, hvor der rent faktisk er tid til Agnes, Lucia og Vilfred, er det ofte ufaglærte pædagogmedhjælpere, der står med opgaven. Vi kan ikke forvente, at de har et blik for, hvordan de små hverdagssituationer kan bruges pædagogisk.
Når pædagogerne kommer i mindretal, bliver de tilmed ofte en form for faglige supervisere, der får ansvar for papirarbejdet og fordelingen af opgaver. På den måde bliver de fjernet fra de momenter sammen med børnene, hvor deres faglighed gør en forskel.
1 ud af 4 pædagoger er den eneste faste pædagog på deres stue. 100 daginstitutionsledere har mindst én stue, hvor der slet ikke er en pædagog. Det er dybt bekymrende. Og det betyder, at børns hverdag alt for mange steder tangerer mere til det, der kan betegnes som råpasning. Det har konsekvenser for børns udvikling og trivsel. Også senere i livet.
100 daginstitutionsledere har mindst én stue, hvor der slet ikke er en pædagog. Det er dybt bekymrende.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
Hver femte pige og hver tiende dreng i 9. klasse har lav livstilfredshed. Hver anden forælder til et barn i grundskolen vurderer, at deres barn kun i nogen grad, i mindre grad eller slet ikke trives. Det er skræmmende tal.
Sidste sommer gik over 1.000 psykologer ud med et åbent brev i Politiken. De var stærkt bekymrede over den stigende mistrivsel, der breder sig blandt børn og unge. Og de advarede om, at hvis der ikke skabes rammer, der er tilpasset børns behov, samt vilkår for, at pædagoger og lærere kan møde børnene med ro, overskud og nærvær, kan udviklingen ikke vendes.
Hver eneste gang de mindste børn går glip af noget vigtigt, som en pædagog ville kunne give, svigter vi. Og vi lægger kimen til mistrivsel senere i livet. Det kan de ansvarlige politikere simpelthen ikke lukke øjnene for. Forældrene reagerede i 2019. Konsekvensen blev minimumsnormeringer, som mange politikere både på Christiansborg og i kommunerne helt åbent ønsker hen hvor peberet gror. Dét er virkelig tankevækkende.
Opgaven er langt fra løst, når 4 ud af 10 børn går i vuggestuer af utilstrækkelig kvalitet. Næste skridt må være at sørge for, at den faglighed, der skal stå på mål for kvaliteten, er til stede.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
Uden minimumsnormeringer ville der være mindst 4.000 færre ansatte i daginstitutionerne, hvoraf de 1.000 er pædagoger. For ud over den krævede opnormering, loven har medført, modvirker den mange flere besparelser på de mindste børn. Uden den var samfundskontrakten med forældrene med statsgaranti allerede makuleret. Og så kan vi skyde en hvid pind efter det øgede arbejdsudbud, der står så højt på ønskelisten på Christiansborg.
Men minimumsnormeringerne må og skal ikke være en sovepude. Opgaven er langt fra løst, når 4 ud af 10 børn går i vuggestuer af utilstrækkelig kvalitet. Næste skridt må være at sørge for, at den faglighed, der skal stå på mål for kvaliteten, er til stede.
Jeg vil anbefale de ansvarlige politikere i kommuner og på Christiansborg at se Børste i Vuggestuen og spørge sig selv: Kan vi være mindre bekendt?