Coronatrætheden murrer i børneværelset

Coronastormen raser. Det knager og brager i samfundets fundament, og konstruktionens styrke bliver i sandhed sat på prøve. Den kommende tid bliver afgørende for, hvilken forfatning vores fælles hus står tilbage i, når uvejret er drevet over.

Børneværelset har knaget særligt højlydt på det seneste. Måneders kamp, hvor pædagoger og ledere både har skullet passe godt på børn og unge, deres liv, trivsel og udvikling, samtidig med at navigere i uendelige restriktioner og et stigende smittetryk har tæret hårdt på kræfterne. Fraværet af kolleger, der har været til testning eller syge, har vekslet dårlige normeringer til det værre, og mange steder var man før jul tæt på at knække. Allerede inden de sværeste måneder i pandemien overhovedet er begyndt.

Pædagogerne var blandt de første i verden på børneområdet, der åbnede døren og uden værnemidler gik på arbejde. Ud til en sygdom, vi ikke kendte konsekvensen af. Det gjorde vi, fordi vi brændende ønsker at være der for børnene. Store som små.

Jeg ved, at alle kommuner ønsker det samme. Det mærkede vi i foråret, hvor holdånden var stor, og hjælpen til etablering af alt fra udendørs håndvaske til telte og rengøring – samt flere personaleressourcer og et varmt forårsvejr – gjorde os i stand til at skabe en god og tryg hverdag for børnene – på trods. Men da pandemien for alvor vendte tilbage i efteråret, oplevede mange, at hjælpen til den nye situation udeblev. Man blev glemt.

Alt for mange steder murrer corona-trætheden i alle led. Vinteren er over os, og nye udfordringer har mødt os. Lange dage på legepladsen uden ordentligt lys, varmekilder og håndvaske. En strøm af sygemeldinger, som betyder, at man står med alt, alt for mange børn, hvis behov man ikke kan dække. Ressourcerne mangler, og frustrationerne og utrygheden hober sig op. Der mangler hjælp til rengøring, krav om mundbind til forældrene, og mulighed for dimensionering.

Desværre har både pædagoger og ledere oplevet, at når man har taget bladet fra munden, og påpeget, hvor sprækkerne kunne findes, og fortalt om en hverdag, der ikke længere hænger sammen – vel at mærke, for at sprækken kan repareres – så er der blevet uddelt mundkurve.

Vi må og skal en anden vej.

Det står lysende klart, at pædagogerne på dagtilbudsområdet, i SFO’en, klubben og specialinstitutionerne er en bærende søjle i samfundet. Hvis vi går i stykker, skvatter resten af fundamentet sammen. Derfor er det nu, at samarbejdet skal stå sin prøve.

Sørg for, at alle har de ressourcer, de har behov for. Både til rengøring og vikardækning. Lav vinterplaner, så udeliv bliver nemmere i de kommende måneder. Stil krav til forældrene om brug af mundbind, eller sørg for, at der er kræfter til stede, så aflevering og afhentning kan ske udendørs. Sørg for, at ledere kan dimensionere prompte, hvis det ikke hænger sammen. Spørg, lyt, og vær der. Så skal vi nok bære.