Kompetenceudvikling for ansatte på Frie Grundskoler
Inspiration: Sæt kompetenceudvikling på dagsordenen
Som ansat kan du altid bruge MUS-samtalen til at drøfte og kvalificere dine ønsker om efteruddannelse sammen med din leder. I kan også arbejde strategisk med jeres kompetenceudvikling i fællesskab på arbejdspladsen ved at:
- Tage udgangspunkt i de faglige udfordringer I oplever, og hvilke kompetencer det kalder på.
- Klarlægge, hvilke kompetenceudviklingsforløb der passer bedst til jeres behov.
- Drøfte, hvordan I får kompetenceudvikling knyttet til bedst muligt til jeres pædagogiske praksis.
Start samtalen med BUPL’s ”Dialogredskab til strategisk kompetenceudvikling”.
Uddannelsestyper og støttemuligheder
Typen af uddannelse afhænger af, om I ønsker fælles eller individuel kompetenceudvikling. Tilsvarende er der forskellige muligheder for økonomisk støtte.
Hvor får jeg overblik over mine muligheder for efter- og videreuddannelse?
Hvor får jeg overblik over mine muligheder for efter- og videreuddannelse?
Der findes flere tjenester, der giver overblik over kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse indenfor det pædagogiske område:
- eVejledning tilbyder telefonisk vejledning om dine muligheder for efter- og videreuddannelse indenfor det officielle uddannelsessystem. Bl.a. AMU, akademi- og diplomuddannelser. Som arbejdsplads kan I også få vejledning, hvis I har flere medarbejdere der skal på opkvalificeringsforløb.
- Voksenuddannelse.dk giver overblik over offentlige voksen- og efteruddannelsesmuligheder i Danmark, tilgængelige hold og tilmelding – både for dig som medarbejder og for jer som arbejdsplads.
Hvor kan jeg søge økonomisk støtte?
Hvor kan jeg søge økonomisk støtte?
Der er flere muligheder for at søge økonomisk støtte til din efteruddannelse, så arbejdspladsen ikke skal dække hele udgiften selv. Blandt andet:
- Omstillingsfonden: I omstillingsfonden kan du søge støtte til at få dækket op til 10.000 kr. af uddannelsesgebyret, mens arbejdsgiver skal finansiere resten af det beløb, uddannelsen koster. Muligheden gælder for både pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere.
- VEU-godtgørelse og befordringstilskud: Får du ikke løn under din AMU-uddannelse, kan du som medarbejder søge om VEU-godtgørelse, mens du er afsted. Hvis du får løn, kan arbejdsgiveren søge godtgørelsen til for eksempel vikardækning, mens du er afsted.
- SVU(Statens Voksenuddannelsesstøtte): SVU er uddannelsesstøtte til voksne over 25 år som ikke har en mellemlang videregående uddannelse (fx. en pædagoguddannelse). Ordningen gælder dog fortsat for nogle af BUPL’s medlemsgrupper.
Læs mere om de tre støttemuligheder, og se, hvordan du søger på ”Økonomisk støtte til uddannelse”.
Opkvalificeringspuljen: For dagtilbud under Frie Grundskoler
Arbejder du på et dagtilbud under en fri grundskole kan din leder anmode om midler til kompetenceudvikling gennem jeres kommune. Kommunen kan tildele jer midler fra opkvalificeringspuljen – en statslig pulje målrettet opkvalificeringsforløb for pædagoger og øvrigt pædagogisk personale i dagtilbud på tværs af det offentlige og private område.
Hvilke typer uddannelse kan man søge støtte til gennem puljen?
Hvilke typer uddannelse kan man søge støtte til gennem puljen?
Gennem opkvalificeringspuljen kan uddannede pædagoger søge støtte til formel voksen- og efteruddannelse:
- Akademi- og diplomuddannelser med henblik på specialisering inden for enten ledelse eller relevante pædagogiske temaer.
- Fagspecifikke kurser udbudt af professionshøjskoler – for eksempel korte målrettede forløb om specifikke pædagogiske emner.
Pædagogiske assistenter og medhjælpere kan bl.a. søge støtte til:
- Relevante arbejdsmarkedsuddannelser(AMU)
- Almene voksenuddannelser(AVU).
I kan som samlet arbejdsplads også søge støtte til uformel voksenuddannelse, der dækker over:
- Undervisning internt på jeres egen arbejdsplads.
- Private kurser
Hvilke muligheder har jeg som medhjælper eller pædagogisk assistent?
Hvilke muligheder har jeg som medhjælper eller pædagogisk assistent?
Er du medhjælper eller pædagogisk assistent, kan du gennem opkvalificeringspuljen få støtte til at læse til pædagog via merit, mens du arbejder. Læs mere om uddannelsen på Uddannelsesguiden, og få overblik over adgangskrav og uddannelsessteder nær dig.
Hvordan ansøger man?
Hvordan ansøger man?
Det er din leder, der skal ansøge kommunen om at få midler til kompetenceudvikling fra opkvalificeringspuljen. Det er kommunen, som råder over midlerne og træffer beslutning om tildeling. Kommunen er forpligtet til at sikre, at privatinstitutioner får del i midlerne på lige fod med andre institutioner i kommunen.
I ansøgningen skal lederen dokumentere, at I planlægger kurser, der holder udgifterne inden for rammerne af puljen. Derefter skal kommunen udbetale et tilskud til privatinstitutionen til dækning af udgifterne. Læs mere om puljens rammer og muligheden for tilskud fra 2026-2030 i Børne- og Undervisningsministeriets vejledning.
Samarbejde med professionshøjskoler og kommuner
Som arbejdsplads kan I også indgå et samarbejde med kommuner, andre arbejdspladser og professionshøjskoler om kompetenceudvikling. Fx ved i fællesskab at få oprettet eller fyldt et uddannelseshold. I kan også undersøge muligheden for at få udviklet eller skræddersyet uddannelsesforløb til jeres lokale behov. Kontakt jeres nærmeste uddannelsessted, og hør nærmere.
Få en forsker på besøg
Med BUPL's ordning "Få en forsker" kan jeres institution helt gratis få besøg af en forsker, som holder oplæg til inspiration og udvikling af den pædagogfaglige praksis - med så forskellige emner som køn, leg, fritidspædagogik og trivsel for både børn, unge og pædagoger.
Læs mere om ordningen, kravene til ansøgning og hold øje med, hvornår næste ansøgningsrunde åbner på denne side.