Sænk skuldrene: Børn har brug for uperfekte forældre og pædagoger

Forældres præstationspres forplanter sig til pædagogerne

De urealistiske krav, som forældrene stiller sig selv, gør dem samtidig usikre og kontrollerende, og det skaber mistillid til pædagogerne og sætter en uhensigtsmæssig spiral i gang:

”Når pædagogerne ikke oplever forældrenes tillid, føler de sig mere presset og udsat for kritik, og det gør det sværere at arbejde ud fra pædagogisk sindsro og intuition, der ikke kan måles og afrapporteres,” siger hun.

Et forskningsprojekt, som Lene Tanggaard for et par år siden arbejdede på sammen med kollegerne Noomi Mattiesen og Paula Cavada-Hrepich, viste netop, at forældrenes præstationspres kunne forplante sig til pædagogerne.

Pædagoger skal være klar til at forsvare og forklare sig

”Forældre og pædagoger oplevede, at der blandt forældrene var opstået en form for forældrepoliti, der krævede, at man var forælder på den helt rigtige måde. Det smittede af på pædagogerne, der oplevede et pres for at skulle stå på mål og være klar til at forsvare og forklare alt, hvad de lavede med børnene,” siger hun.

Samtidig blotlagde forskningsprojektet, at mange forældre oplevede det som kritik og et indgreb i deres forældreskab, når pædagoger gav dem helt almindelige pædagogiske råd, som tidligere var en naturlig del af den pædagogiske opgave.

En bog om, at forældre skal gøre mindre, end de tror

Den indsigt blev siddende i hende som en indre alarmklokke. Lene Tanggaard gik på jagt i de forskningsbaserede argumenter for, hvad børn har brug for, hvis de skal undgå at falde ned i den afgrund, der åbner sig, når afstanden mellem realitet og utopiske idealer bliver for stor.

Det blev til bogen ’En lille bog om, hvorfor forældre bør gøre langt mindre, end de tror’, som udkom på Gyldendal sidste år.

Børn har allermest brug for nærvær og ro

Kort fortalt er bogens budskab, at de fleste forældre roligt kan sænke skuldrene og bruge deres urkraft og intuition. Simpelthen droppe alle de forskrifter og præstationskrav, som udmatter og gør det vanskeligt at give det, som børn har allermest brug for: nærvær, ro og almindelig hengivenhed.

I år udkom så en opfølger med titlen ’En lille bog om, hvorfor børn kan mere, end vi tror’.

”Jeg er flere gange siden blevet helt rystet over de eksempler, der har mindet mig om, hvor stort behov der er for bøgernes budskab,” konstaterer Lene Tanggaard.

Forælder på den rigtige, fokuserede måde

For eksempel da en af de journalister, der interviewede hende om den seneste bog, efterfølgende fortalte om den lettelse, bogen havde ramt hende med.

”Hun troede helt alvorligt, at hun for at være en god forælder, skulle være færdig med alle praktiske opgaver, før hun kunne være sammen med sit barn på den rigtige, fokuserede måde,” konstaterer Lene Tanggaard og sukker dybt.

Forældre skal erstatte børneprojekter med de daglige gøremål 

Der var også den mor, der sad og ammede sit barn til et af hendes foredrag. Hun følte sig utilstrækkelig overfor sit treårige barn, fordi hun måtte have hende med i køkkenet, mens hun lavede aftensmad, da de havde brugt hele eftermiddagen på et kreativt værksted, for at stimulere barnets kreativitet.

”Det er jo nok noget af det mest kreative, der findes, at lade sit barn eksperimentere i køkkenet og skære en agurk skævt. Mange er de udviklingsprojekter, som unge forældre i dag har så travlt med, kan de fint erstatte med at lade deres børn være med i de daglige praktiske gøremål i hjemmet,” siger Lene Tanggaard.

Det vigtigste kan vi ikke måle

Når forældre bliver usikre, tyr de ofte til kontrol. Men det er det modsatte, børn har brug for, også fra pædagoger, pointerer Lene Tanggaard: 

”Børn har allermest brug voksne, der skaber rum for deres udvikling med afsæt i helt klassiske pædagogiske kerneværdier: ro, nærvær, tid til spontanitet, leg, selvforglemmende fordybelse. Alt det, der ikke kan måles og afrapporteres til forældre og myndigheder,” siger hun.

Kunne bogen også have heddet: Hvorfor de fleste pædagoger skal gøre langt mindre, end de tror?

”Ja, det tænker jeg bestemt. Og jeg får da helt lyst til også at skrive en version af bogen til pædagoger,” siger hun og lyser op ved tanken.

De voksne forstyrrer børn med alle deres planer

Da hun skrev bogen til forældrene, var hun stærkt inspireret af den italienske læge, pædagog og tænker Maria Montessori, der argumenterede for, at pædagoger skulle holde igen med at planlægge alting for børnene.

”Hendes pointe er, at de voksne forstyrrer med alle deres planer og dermed ikke giver tilstrækkelig plads til børnenes eget initiativ, lyst og engagement. Når man får skemasat alting, bliver struktur til kaos, fordi der ikke bliver plads til fordybelse,” forklarer Lene Tanggaard.

Pædagoger skal sænke skuldrene og læne sig lidt tilbage

Måske er det et skridt på vejen, at forældrene læser bøgerne, eller at pædagogerne præsenterer dem for dem, funderer hun:

”Hvis forældre får øje på værdien af, at de selv sænker skuldrene, gør og styrer mindre, vil det måske smitte af og gøre det lettere for pædagogerne at sænke skuldrene, læne sig lidt tilbage og sætte børnene fri i pædagogikken.”

Det kan pædagogerne med sindsro gøre, forældremandat eller ej. For det er veldokumenteret i forskningen, at den måde, børn lærer bedst på, er ved at få lov til at følge deres nysgerrighed, mærke, sanse og gøre på eget initiativ uden konstant at være spændt ind i en målstyret plan med et defineret udbytte, argumenterer Lene Tanggaard.

Pædagogik er verdens fedeste fag, siger professoren

Friheden og langsomhedens genkomst i pædagogikken vil ikke alene gavne børnene, men hele faget, vurderer hun:

”Pædagogik er jo verdens fedeste fag. Når det er blevet mindre attraktivt at være pædagog, er det blandt andet en konsekvens af, at professionaliseringen har signaleret, at nu skulle pædagogikken være mere boglig. Det var jo ikke et ønske, der kom inde fra pædagogfaget.”

Det sendte et misforstået signal om, at det at være pædagog, som man var det tidligere, ikke var godt nok. Hvis vi skal genopbygge tillid i pædagogikken, kræver det autenticitet og mod til at bruge sig selv, mener Lene Tanggaard. Og hun øjner et momentum for det. Eksempelvis inviterede KL (Kommunernes Landsforening) hende for nylig til at tale på et topmøde under overskriften ’Pædagogikkens genkomst’.

Pædagoger stiller høje krav til sig selv

”KL og den politiske styring af faget er begyndt at indse, at man er nødt til at gøre noget grundlæggende for at rekruttere til faget,” siger hun.

Hun oplever, at mange pædagoger i dag føler sig presset til at skulle udøve pædagogik på en særlig måde og tynges af krav om at skulle bevidne, tage billeder og dokumentere.

”Der er stort fokus på det, der kan krydses af. Det kan være udtryk for et pres udefra, som gør, at man højner antallet af præstationskrav til sig selv af frygt for ikke at gøre det godt nok,” siger Lene Tanggaard.

Tilbage til kernen i pædagogarbejdet

Hun håber, at pædagoger kan bruge bøgerne til at insistere på at få kernen i pædagogarbejdet tilbage: ro til at sænke skuldrene, færre planer, mere fordybelse, mindre, vi skal nå, og mere fri leg og tid til spontanitet.

Hun falder i staver et øjeblik. Lader blikket vandre i reolen på sit kontor.

”Det er sjovt, siger hun så, da hun får øje på en lærebog med titlen ’Terapi’:

”Jeg kan huske, hvordan jeg som studerende undrede mig over, hvorfor vi ikke fik mere konkrete beskrivelser af, hvad der foregår i en terapi. Siden fandt jeg jo ud af, at det er, fordi man ikke kan beskrive det hele. Det er en form for magi, der opstår i møder mellem mennesker. Magien og det virksomme består jo også i alt det, man ikke kan måle og dokumentere,” siger Lene Tanggaard.

Ro, leg, nærvær, magi kan sikre vores børns trivsel

Hun peger på, at en del af mistrivslen blandt børn og unge i dag handler om, at børn bliver mødt med en skæv forventning om, at de konstant skal optimere.

”Jeg tror meget mere på ro, hengivenhed, leg, fordybet nærvær, pædagoger, der får lov til at hvile i sig selv, og måske endda magi i de møder, som er så enormt værdifulde i at sikre vores børns trivsel,” siger hun.

Læs mere og se webinar med Lene Tanggaard om den pædagogiske dannelsesopgave.

Læs også artiklen med forsker Thomas Gitz-Johansen: Børn har både brug for tryghed og kultur: Verden må gerne være lidt magisk.