Børn har både brug for tryghed og kultur: Verden må gerne være en lille smule magisk
En efterårsdag i 2021 står forsker Thomas Gitz-Johansen i en vuggestue og har mest lyst til at gå igen.
Han er på første besøg i den institution, hvor han som del af sin forskning i børns møder med kunst og kultur skal observere. Netop den dag har børnene været ude på en lang tur. De er trætte, snottede, nogle småklynker, nogle græder, og stemningen minder ham om noget, som han kender alt for godt fra sin tidligere forskning i vuggestuebørns følelsesmæssige liv: Risikoen for, at gråden breder sig fra barn til barn og bliver til en grådkoncert. Selv er han som forsker en fremmed i rummet. Måske gør han kun det hele værre?
”Jeg får den der fornemmelse af, at jeg må hellere gå ud. Så jeg spørger pædagogerne: ’Er det bedst, at jeg kommer igen en anden dag?’ Men de siger, at det er helt fint, at jeg er der,” fortæller Thomas Gitz-Johansen.
5 pointer fra artiklen
- Kunst og kultur kan regulere børns følelser, fx kan sang ændre stemningen i en hel gruppe trætte og kede børn — ikke kun som én-til-én-trøst, men som fælles affektregulering.
- Fortryllelse er et centralt begreb og kan beskrives som de øjeblikke, hvor børn og pædagoger træder ind i en fælles magisk stemning — fx gennem eventyr, musik og fantasi.
- Pædagoger kan åbne verden for børn. Dagtilbud skal dække børns behov for bl.a. nærvær og tilknytning, men kan også åbne deres verden via kultur og æstetiske oplevelser.
- Debatten bør ikke kun handle om krise. Pressede dagtilbud er et stort problem, men vi skal også vise, hvad dagtilbud kan, når de fungerer som steder for begejstring, kultur og fantasi.
- Pædagogers begejstring er vigtig for kvaliteten. Gode dagtilbud kræver pædagoger, der oplever mening, glæde og tro på, at de gør noget værdifuldt for børnene og verden.
Stemningen vender, og vi er i sangens rum
Pædagogerne tager sig først af det nødvendige: Børn, der skal tisse, får tisset af. Børn, der skal skiftes, bliver skiftet. Børn, der har brug for lidt trøst, bliver trøstet. Så sætter de tre pædagoger sig på bænkene langs væggen i garderoben mellem børnenes jakker og gummistøvler. De begynder at synge.
”Langsomt vender hele den der ked-af-det, trætte, triste, grådlabile stemning, som fik mig til at tænke, at jeg skulle gå. I løbet af få minutter sidder vi alle sammen og er i sangens rum,” siger Thomas Gitz-Johansen.
Efter tre sange er der så roligt i rummet, at pædagogerne kan hviske, om de skal gå ind ved siden af og høre eventyr. Børnene følger med.
Oplevelsen blev en øjenåbner for Thomas Gitz-Johansen, der er er lektor i pædagogik og uddannelsesforskning på Roskilde Universitet og uddannet jungiansk psykoanalytiker.
Affektregulering for hele børnegruppen
Han har tidligere forsket i omsorg i vuggestuen og har arbejdet med affektregulering: Hvordan voksne hjælper børn gennem svære følelsesmæssige tilstande, så de igen får det okay. Affektregulering beskrives ofte i litteraturen som noget, der sker mellem én voksen og ét barn: trøst, holden om, vuggen. Men her skete det med en hel gruppe børn samtidig gennem sangen.
”Det var, syntes jeg, ret fantastisk. Det var en stor erkendelse for mig, at følelsesmæssig omsorg ikke altid behøver at være én til én,” siger Thomas Gitz-Johansen.
Børn&Unge møder Thomas Gitz-Johansen på hans kontor på Roskilde Universitet. Vi skal tale med ham om, hvad der er sket med hans blik på daginstitutionerne, siden han for otte år siden satte ord på pædagogers krævende omsorgsarbejde og grådkoncerterne i vuggestuen.
Helt egoistisk havde jeg selv brug for at opleve noget livsbekræftende.”
Thomas Gitz-Johansen, lektor og ph.d, Center for daginstitutionsforskning, Roskilde Universitet,
Hvordan har vuggestuebørn det egentlig?
Nu er han igen aktuel med bogen ’Børns kulturoplevelser’, der blandt andet handler om den magi og fortryllelse, han har observeret i børns møder med kunst og kultur.
Umiddelbart ligner det en historie om at bevæge sig fra mørket ud i lyset. Og skiftet var da også til dels drevet af et behov for at få nogle positive oplevelser.
”Helt egoistisk havde jeg selv brug for at opleve noget livsbekræftende,” siger Thomas Gitz-Johansen.
Sidst vi mødtes på universitetet til et interview i 2018, var han mærket af et feltarbejde i en vuggestue i krise. Hans forskningsspørgsmål dengang var enkelt: Hvordan har vuggestuebørnene det egentlig?
Pædagogerne stod helt alene
”Og når man observerer og forsøger at holde sig afstemt med børnene, er det altså hårdt. Det var ekstremt hårdt at gennemleve den krise sammen med de vuggestuebørn,” siger han.
Personalet var under pres, kommunen holdt kritisk opsyn, og Thomas Gitz-Johansen begyndte selv at tjekke mentalt ud. Han husker især en ny dreng, der stod og græd over sin far.
”Jeg magtede bare ikke rigtig at leve mig ind i det mere, og det tror jeg faktisk heller ikke, at pædagogerne gjorde. Ja, okay, nu græder han igen, men hvad skal vi gøre?” siger han.
Thomas Gitz-Johansen var ikke bare ramt af børnenes gråd, men også af følelsen af, at pædagogerne stod helt alene.
Satte ord på små børns helt åbenlyse behov
”I en situation, hvor man bare virkelig ville ønske, at nogen havde givet den institution noget hjælp, for pædagogerne blev overladt til sig selv, og de gjorde, hvad de kunne.”
I bogen ’Vuggestueliv’ fra 2019 satte Thomas Gitz-Johansen ord på pædagogernes krævende omsorgsarbejde og de små børns helt åbenlyse behov for tryghed, tilknytning, trøst og nærvær. Det gav brændstof til en debat, der siden har flyttet sig.
I dag fylder normeringer, omsorg, mistrivsel og små børns behov langt mere i samtalen om daginstitutioner, oplever han.
Børn har jo ikke kun brug for tryghed, eller at man sidder og krammer dem hele tiden. Jeg fik lyst til at undersøge: Hvad sker der, når vi indfører noget kultur i dagtilbuddene?"
Thomas Gitz-Johansen, forsker, Roskilde Universitet.
Har undersøgt, hvad det giver, når pædagogerne ikke må kæmpe konstant
I dag fylder normeringer, omsorg, mistrivsel og små børns behov langt mere i samtalen om daginstitutioner, oplever han.
”Jeg satte jo selv ord på nogle rimelig rå følelser af frustration, men i dag har jeg har det lidt dobbelt med det,” siger forskeren.
Når debatten bliver meget følelsesladet, kan den skabe panik hos forældre og bringe dagtilbudsområdet i miskredit, mener han. Derfor har han fået brug for også at undersøge, hvad daginstitutioner kan være, når pædagogerne ikke kun kæmper for at holde sammen på hverdagen og børnene, men også åbner verden for dem.
Børn og pædagoger træder ind i en fælles fantasi
”Børn har jo ikke kun brug for tryghed, eller at man sidder og krammer dem hele tiden. Jeg fik lyst til at undersøge: Hvad sker der, når vi indfører noget kultur i dagtilbuddene?” siger han.
I sin nye forskning har Thomas Gitz-Johansen observeret børns møder med eventyr, sang, dans, musik og billedkunst. Her blev han optaget af det, han kalder ’fortryllelse’.
Det handler om de øjeblikke, hvor børn og pædagoger træder ind i en fælles fantasi, der er lidt mere magisk. Det oplevede han blandt andet i en Rudolf Steiner-institution, der arbejdede meget med eventyr.
Et fortryllende ritual
Det foregik hver gang på samme måde: Først skulle børnene synge, inden de gik de ind og satte sig. Der blev tændt et lille lys og slået på en xylofon. Pædagogen fortalte eventyret med små figurer af træ og filt. Bagefter blev lyset slukket igen, xylofonen lød, og børnene rejste sig en efter en til en remse.
”Hele det der virkede som en lille … ceremoni. Eller ritual er måske et bedre ord, et lidt fortryllende ritual,” siger han.
Hvis et fag skal blive fedt, så skal der være noget begejstring og en tro på, at man gør noget godt for børn og gør noget godt for verden.”
Thomas Gitz-Johansen, forsker, Roskilde Universitet.
Fik næring af magisk univers
At verden gerne må være lidt magisk, er også en personlig erfaring fra Thomas Gitz-Johansens eget liv. Han kommer fra en ”ret kunstnerisk, kreativ og kulturel familie”, men han beskriver sig selv som ikke særlig kreativ. Dog har fantasiverdener og musik altid haft stor betydning for ham.
”Jeg har spillet meget rollespil, for eksempel Dungeons & Dragons, og det har betydet enormt meget for mig. Det var et kæmpe frirum,” siger han.
Som dreng læste han også Tolkiens ’Ringenes herre’ igen og igen.
”Jeg tror, at jeg læste dem syv-otte gange. Jeg levede i det univers og fik næring af det på en eller anden måde,” siger han.
Børnene sad med halvåben mund og fulgte med
Og så er der musikken. Thomas Gitz-Johansen hører stort set altid heavy metal: Judas Priest, Iron Maiden, Motorhead.
”Gennem musikken kan jeg føle, at jeg kan være i kontakt med mig selv. Og sådan har jeg bare altid haft det. Jeg har virkelig svært ved at klare mig uden musik.”
Thomas Gitz-Johansen havde en masse observationer fra eventyrseancerne i institutionen, men havde i første omgang svært ved at skrive om dem, for børnene udtrykte ikke store, tydelige følelser. De sad bare med halvåben mund og fulgte med. Hvad skulle han skrive? Men efterhånden gik det op for ham, at det netop var stemningen, han skulle sætte ord på.
”Så faldt tiøren. Det er jo den her magiske stemning, jeg skal skrive om. Og det er så den, jeg kalder fortryllelse,” siger Thomas Gitz-Johansen.
Trist, hvis verden bare er praktiske gøremål og regneark
Fortryllelsen er et rum, hvor børnenes verden for en stund bliver befolket af nisser, elverfolk, stjernestøv og drager. Og hvor både børn og pædagoger kan samles om noget fælles.
Thomas Gitz-Johansen gik selv med børn og pædagoger ind i fantasien, når børnene til årstidsfester skulle klædes ud med pandebånd og på dragejagt.
”Nu var vi riddere, der skulle ud på dragejagt. Det var fantastisk,” siger han og tilføjer:
”Jeg synes, at det er meget trist, hvis verden bare bliver til praktiske gøremål og regneark. Jeg har meget brug for, at verden er en lille smule magisk.”
Forskningen kan give håb
Har forskningen i børns møder med kunst og kultur gjort Thomas Gitz-Johansen mere positiv på daginstitutionernes vegne? Ikke nødvendigvis, svarer han.
Hvis man vil vide, hvordan det står til på dagtilbudsområdet, må man også se på rapporter om normeringer, trivsel og kvalitet, og de er ikke så opløftende. Hans nye forskning ændrer ikke i sig selv på den vurdering, men den har givet ham noget andet. Håb, måske.
”Jeg synes, at jeg kan se en vej fremad,” siger han.
Dagtilbud kan blive gode steder for børn at være og udvikle sig, ved at de får adgang til sang, musik, eventyr, billedkunst, kreativitet og fantasi. Det handler også om fagets og pædagogernes egen begejstring, understreger forskeren.
”Hvis et fag skal blive fedt, så skal der være noget begejstring og en tro på, at man gør noget godt for børn og gør noget godt for verden,” siger Thomas Gitz-Johansen.
Læs også artikel med Thomas Gitz-Johansen: Derfor styrker kunst og kultur især børns følelsesmæssige udvikling.
Læs også artikel med forsker Nils Falk Hansen: Fantasi, sansning og dybe venskaber: Leg åbner alle verdener for barnet
Thomas Gitz-Johansens spørgsmål til dig som pædagog
Hvad er dine bedste øjeblikke sammen med børnene?
