Hold fast i den kropsligt forankrede pædagogik: Kroppen er det vigtigste værn mod mistrivsel 

Vores krop og erkendelser kan ikke skilles ad

Tidligt blev hun draget mod at forstå, hvilken rolle kroppen spiller for den måde, mennesker og dyr er til stede i verden på. Som forsker var det først i biologien, snart også i filosofien og hjerneforskningen, hun søgte svar. For krop og erkendelser kan ikke skilles ad.

I sin forskning har Theresa Schilhab dokumenteret, at vores måde at forstå, opleve, lære og være i verden på afhænger af kroppen, af det, vi sanser, og om kroppen er i balance.

Hold fast i den kropsligt forankrede pædagogik

”Vi er et konglomerat af det hele. Tanker, sanser, erfaringer, handlinger og så videre. Alle aspekter af os har kroppen som udgangspunkt og endestation. Neurobiologien viser os, at kroppens fysik og kemi påvirker vores følelser, sansninger og erfaringer, som kommer til at spille en rolle for fremtidige oplevelser,” forklarer hun.

Pædagoger i Danmark og Norden bliver ofte – og med god grund – hyldet for en fri pædagogisk tilgang med rødder i krop og kreativ skaben. Det er vigtigere end nogensinde, at vi holder den ild, der lyser fra den frie kropsligt forankrede pædagogik, i live og hævd, mener Theresa Schilhab.

Stort forventningspres og  lave normeringer

”Jeg ved, at pædagoger i dag møder modstand i form af pres for at gøre børn skoleparate, forventninger fra forældre og politikere, krav om målbar læring rørt op med for lidt tid til omsorg og for lave normeringer. Derfor er det vigtigt at anerkende og hylde pædagoger, der insisterer på at fastholde friheden til give plads til at være i og mærke kroppen,” siger hun.

Kroppen er vores vigtigste redskab. Hvis vi forsømmer at give børn tid til at udvikle sig kropsligt, legende, sansende, værende og handlende i verden uden mål og med og har for travlt med at spænde dem for målstyring og boglig tænkning, misser vi den grundlæggende opgave at lade dem mærke, sanse og lære at bruge det vigtigste værktøj, de har: kroppen, argumenterer Theresa Schilhab.

Vi husker dét, som kroppen sanser

Hun taler om kroppen som en guide for livet, fordi den giver signal, når der er fare på færde, både i og udenfor kroppen. Kun hvis vi har lært at sanse og følge, hvad vi sanser og fornemmer, kan vi undslippe mistrivsel, understreger forskeren, der som barn ofte tilbragte halve og hele dage ved havet.

”Når jeg tænker tilbage, er det kroppens sanser, der fremkalder minderne. Duften af strand og salt, sand mellem tæerne, lyden af måger og tang, der er skyllet op på stranden,” siger hun.

Også isvintrene står stærkt i hukommelsen. De år, hvor havet var frosset til, og landskabet var glaseret af havis. 

”Jeg husker den knirkende fornemmelse under sålerne. Det er et godt eksempel på, at vi husker det, kroppen sanser,” konstaterer hun.

Manglende fokus på kroppen kan give mistrivsel

Theresa Schilhab kan ikke slippe den tanke, at en stor del af den mistrivsel, som vi ser blandt børn og unge, kan forklares med manglende fokus på kroppen. For kroppen er den termostat, der skal hjælpe os med at sikre vores trivsel. 

Kropslige signaler advarer os, når vi er på afveje. Men hvis vi ikke tidligt har lært at registrere kroppens signaler og navigere efter dem, er der stor risiko for, at vi farer vild i livet.

”Egentlig er det åbenlyst. Mennesker, der har svært ved at mærke deres krop, har vanskeligt ved at finde ud af, hvad de har lyst til, og sværere ved at sætte grænser og modstå de forventninger og pres fra omgivelserne, som kan skabe mistrivsel,” siger hun.

Pædagoger er børns anker til det kropslige og konkrete

I de store krisers tid, hvor udfordringerne og bekymringerne bliver abstrakte, slår mistrivsel lettere rod. Her har pædagogerne nøglen til at give børn ro i deres kroppe, mener Theresa Schilhab:

”Pædagoger er vores børns anker til det kropslige og konkrete. Børn i børnehave og vuggestue skal ikke have mere skole. De har brug for først at erfare verden kropsligt.”

Vejen til trivsel er koblet til kroppens erfaringer af, at der er en konkret mening med det, man gør. Og så er vi tilbage i barndomshavens køkkenhave, hvor meningen med at putte et frø i jorden var at se det spire og blive til salatblade og bønner.

Brug for bedre betingelser for kropsligt forankret pædagogik 

”Kroppen er det instrument, vi bruger til at finde mening og træffe beslutninger i livet. Hvis vi ikke bliver fortrolige med kroppen som instrument, bliver vi bange for verden, overtænker og bliver handlingslammet. Bliver vi fortrolige med kroppens instrument, får vi evnen til at mærke, hvad der er godt for os, og erfaringer med, at vi kan gå efter det, vi ønsker i livet,” siger hun.

Theresa Schilhab ved, at det ikke er en opgave, som pædagogerne kan løse alene. De står groft sagt med en klump modellervoks, som forældre og andre også konstant bokser i.

”De har ikke de rette betingelser, når de konstant skal administrere og bruge deres sparsomme nærværstid til at dokumentere, at de har gjort de rigtige ting,” siger hun.

Den pædagogiske kerneopgave har for lidt plads

Men hun har en stærk appel til et modsvar på, at den pædagogiske kerneopgave underprioriteres politisk.

”Mærk efter. Gør det, som I ved virker, og insister på det: Nærvær. Ro. Langsommelighed. Svøm mod strømmen. Det er så væsentligt, at vi giver børn lov til at være i deres kroppe,” siger hun.

Neurobiologen ser gerne, at mange flere børnehaver og SFO’er holdt dyr. Dyr minder os om vores egne kroppe, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for. 

Nogle gange skal det bare være sjovt

Andre genveje til kroppen er at skabe overskud af tid og carte blanche til at slippe tøjlerne og give los. Lade en maledag udvikle sig til kast af maling på lærredet, hvis det ellers er det, der opstår.

”Nogle gange er det så simpelt som at lade det være godt nok, at det bare er sjovt. Hvad føles rart? Også for de voksne. Når du spørger dig selv, hvad du godt kan lide, starter svaret næsten altid i det, som kroppen sanser og fornemmer. I smagen, følelsen, duften.”

Mere sanselighed, mindre styring

Har man brug for argumenter til forældre og politikere, kan man med afsæt i forskningen sige, at det, vi sanser, husker vi. Theresa Schilhabs forskning leverer svar, der føles godt i kroppen: Mere lyst, mere sanselighed. Rummelighed. Ikke så megen styring.

”Problemet er, at jo mere vi bliver tvunget til at forholde os til abstraktioner, som vi ikke har erfaret kropsligt, jo mere flytter vi os fra det, der giver livet mening. Og det får ængsteligheden og mistrivslen til at slå rod,” siger hun.

Pædagogers arbejde er vigtigere end nogensinde før

Det handler om at lære børn friheden til at mærke sig selv her og nu. Lade dem kede sig, blive fortrolige med det forhold, at ingen kommer og fylder en hel masse på, argumenterer Theresa Schilhab. 

Det kræver flere pauser, mere tid til at sidde og bare være sammen med børnene uden at skulle nå en masse mål.

For som hun siger:

”Det er med kroppen, at du kan handle. Derfor er pædagogers arbejde med at hjælpe børn med at finde kontakten til deres krop måske vigtigere end nogensinde før.”

Tror på, at kroppen får mere opmærksomhed i fremtiden

Kroppen forankrer os og holder os fast i verden på en måde, som er sundere for os, end hvis vi er i verden alene på tænkningens præmisser.

”Mange af de tanker, vi bruger vores tid på, er urealistiske katastrofetanker. Når man mærker sin krop, bliver man mere realistisk, og det bliver lettere at være i nuet,” siger hun.

Selvom der er modstand, ser hun også lys og håb for, at kroppen får mere opmærksomhed.

”Forskere har sagt, at vi befinder os i biologiens århundrede. Efter coronapandemien er det åbenlyst. Det, at en lille virus kan gå bananas og sætte vores oplevelse af kontrol med naturen skakmat, har givet os en reminder om, at vi først og fremmest er kroppe,” siger hun.

”Det er først, når vi tager kroppen alvorligt, at vi får mulighed for at handle os ud af mentale udfordringer som angst og mistrivsel.” ●

Læs også artiklen Forsker i langsom pædagogik: Derfor bør I følge børnenes tid

Lyt også til podcasten Krop og bevægelse: Pædagoger viser vejen til børns sundhed

Hør også podcasten Giv plads til ro og fordybelse med langsom pædagogik