Pladsforhold – forebyg gener og styrk sikkerheden
Hvad er pladsforhold?
Pladsforhold handler først og fremmest om, hvor mange kvadratmeter gulvareal der er til rådighed for børn og voksne i institutionen.
Derudover handler pladsforhold om:
- Flugtveje og tilgængelighed: At man uden assistance kan bevæge sig fra ét sted til et andet, også selvom man har et handicap.
- Velfærdsforanstaltninger: Toiletter, spiseplads, håndvask, garderobe, omklædningsrum, baderum og hvileplads.
Konsekvenser af ringe pladsforhold
Ringe pladsforhold i form af for få kvadratmeter gulvareal kan bl.a.:
- Forringe luftkvaliteten
- Øge støjniveauet
- Øge temperaturen
- Øge smitten med virus og dermed forringe trivslen og føre til højere sygefravær blandt børn og voksne.
Blokerede flugtveje kan være fatalt i tilfælde af brand, og ringe tilgængelighed virker ekskluderende for børn og voksne med handicap.
Forebyggelse: Dette har din arbejdsgiver pligt til
Din arbejdsgiver skal sørge for, at bygningen er projekteret, bygget og vedligeholdt med henblik på gode pladsforhold, at arbejdspladsen er hensigtsmæssigt indrettet, og at arbejdet er tilrettelagt og udføres, så gode pladsforhold opretholdes.
Pladskrav i dag- og fritidstilbud
Din arbejdsgiver skal sørge for, at kravene i Bygningsreglementet og i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning er overholdt. Ifølge kravene skal der minimum være:
- 2 kvadratmeter gulvareal i opholdsrum per barn i børnehaver, SFO’er, fritidshjem og klubber.
- 3 kvadratmeter gulvareal i opholdsrum per barn i vuggestuer (0-3 år).
"Opholdsrum" er grupperum, alrum, værksteder, tumlerum og soverum. Arbejds- og opholdsrum skal indrettes, så de har et gulvareal på mindst 7 m2.
Hvis der indskrives flere børn, end jeres institutionen oprindeligt er bygget og godkendt til, såkaldte merindskrivninger, skal din arbejdsgiver sørge for, at der sker en ny byggesagsbehandling hos byggemyndighederne. Det skal sikre, at kravene i Bygningsreglementet stadig er overholdt med hensyn til bl.a. plads og ventilation.
Læs mere om merindskrivninger.
Sådan kan I selv bidrage til forebyggelsen
Sammen med din arbejdsgiver har du en opgave med at holde gang- og flugtveje ryddelige og lette at passere. Børnegarderober bør derfor ikke placeres i gangvejene. I fællesrum skal der friholdes gulvarealer til flugtvej.