Vibereden erstattede fri leg med pligter og fik gladere børn
Den integrerede institution Vibereden i Nyborg Kommune har i omkring halvandet år haft en ordning, hvor børnene på skift er ’dagens hjælper.’
Ordningen gavner børnene, der bliver selvhjulpne, får venner og føler stolthed, når de lykkes med en opgave.
Men også de ansatte oplever gode effekter af ordningen fortæller institutionsleder Susanne Christensen.
”Vi mærker alle sammen stolthed og glæde, når vi ser alt det, som vores børn kan udrette, og når vi oplever, hvordan både små og store børn vokser med opgaverne,” siger hun.
Generte børn får boost af at være dagens hjælper
Pædagogerne har også oplevet, at børn, der har haft tendens til at ville bestemme eller dirigere rundt med de andre, som dagens hjælpere får en forståelse for, at i børnehaven skal alle have det rart.
De har også set, at meget generte børn eller børn, som har haft svært ved at finde venner, kan få lov til at shine i rollen som dagens hjælper.
”Når man får vesten på, så kigger alle pludselig på én. De lytter til én. Og de beder én om hjælp. Man mærker, at man gør en forskel og er vigtig i fællesskabet. Man får nærmest sådan en heltestatus, og det kan man virkelig blomstre i,” siger Susanne Christensen.
Styrker børnenes samarbejdsevne og sociale relationer
Hos de store børn i førskolegruppen er der ikke bare en, men hele to hjælpere. Og det er ikke tilfældigt, fortæller pædagogisk assistent Lærke Nielsen.
”Når man er to, skal man indbyrdes finde ud af, hvem der fejer, og hvem der bruger fejebladet. Hvem sprøjter, og hvem tørrer af med kluden? Man løser opgaverne i fællesskab, og vi ser, hvordan børnene bliver mere fleksible. De hjælper også hinanden, og tit ser vi, at de, der var dagens hjælpere sammen, leger på legepladsen sammen bagefter,” siger hun.
I det hele taget får børnenes sociale relationer et boost af hjælperordningen, hvor hjælperne kan øve sig i at være en god ven, og de børn, der bliver hjulpet, kan se vennepotentialet i dem, der hjælper dem.
Læs også: Få et smugkig på hverdagen i Vibereden
Startede som en prøvehandling – i dag har selv vuggestuen dagens hjælper
Ordningen med dagens hjælper i Vibereden startede som en prøvehandling, efter at Lærke Nielsen i 2024 havde været på en inspirationstur til Stavanger med Erasmus+-programmet.
”I den norske børnehave var det jo sådan noget med, at hjælperne kørte trækvognen på fjeldturen, og at de var med til at tømme vandmåleren, når der kom frost. Men de var også bare hammerstolte, når de nede i bålhytten skulle dele drikkedunke ud til de andre børn. De følte sig virkelig betydningsfulde, og det skulle jeg bare have med hjem og bruge,” husker Lærke Nielsen.
I dag er ordningen permanent og indført på alle stuer i Vibereden. Selv i vuggestuen, hvor børn, der endnu ikke kan gå, hjælper til med for eksempel at putte madkasser op i en kasse og fordele dem ude på stuerne.