Træt af frustration og afmagt? Sådan kan I bruge negative følelser til at skabe en mere meningsfyldt hverdag
Bliver du frustreret, når du igen bliver forstyrret og må ordne noget væk fra børnene?
Løsningen er ikke, at du bare skal blive bedre til at håndtere de negative følelser.
Det fastslår Anne Sophie Kjeldahl, der forsker i pædagogers oplevelser af forstyrrelser i daginstitutioner.
Hendes forskning peger på, at irritation, afmagt og dårlig samvittighed kan sige noget om de betingelser og den organisering, pædagogerne arbejder under.
”Følelserne opstår i bund og grund, fordi pædagogerne mister forbindelsen til noget af det, som de oplever er meningsfuldt. De oplever, at de mister forbindelsen til deres grundfaglighed,” siger hun.
I sit aktionsforskningsprojekt udviklede hun redskabet 'ønskeskyen', som personalegrupper kan bruge til at gå fra frustration til konkrete forsøg på at ændre praksis.
På baggrund af erfaringerne fra forskningsprojektet giver Anne Sophie Kjeldahl her 5 råd til, hvordan I kan gøre det:
Sæt ord på det, der skurrer
Start med samtaler om de situationer, der skaber spænding, irritation eller dårlig samvittighed.
Hvornår opstår de? Hvad bliver I forhindret i at gøre? Og hvad er det ved situationen, der opleves fagligt utilfredsstillende?
Pointen er, at I vil kunne se på følelsen som et muligt spor, som I sammen undersøger, frem for den enkelte pædagogs problem.
Tillad jer at ønske frit
Hver pædagog udfylder sin egen ønskesky. Helt lavpraktisk tegner I en sky på et stykke papir og nedfælder her jeres bud på, hvordan jeres ideelle praksis ville se ud, hvis I måtte ønske frit.
Et ønske kan sagtens være noget, der ikke umiddelbart er realistisk, for eksempel en ekstra kollega. For det næste interessante spørgsmål er: Hvad ville den ekstra kollega gøre muligt?
Måske er det mere ro, færre afbrydelser eller mulighed for at fordybe sig med en mindre børnegruppe.
Find de ønsker, I er fælles om
Når alle har formuleret deres ønsker, præsenterer I dem i personalegruppen og leder efter fælles mønstre.
I Anne Sophie Kjeldahls forskningsprojekt gik ét ønske igen på tværs af de deltagende institutioner: Alle ønskede sig mere tid til at være sammen med børnene.
Find det, I kan ændre her og nu
Spørg nu: Hvad kan vi ændre med de ressourcer og rammer, vi har, så vi får mere af det, vi savner?
I forskningsprojektet var svarene forskellige fra institution til institution:
- Én personalegruppe ville organisere hverdagen, så pædagogerne på skift fik tid med en mindre børnegruppe, mens kollegerne fungerede som ’blæksprutter’ og tog sig af de øvrige opgaver. Det skulle gøre det muligt at være på gulvet ”med god samvittighed”, som pædagogerne formulerede det.
- En anden gruppe fik øje på, at ture ud af huset gav energi og fjernede nogle af institutionens mange afbrydelser.
- En tredje havde ikke behov for at ændre organiseringen – her gjorde selve samtalen en forskel: En pædagog fik sagt højt, at hun havde dårlig samvittighed, når hun sad længe med børnene, og kollegerne kunne fortælle hende, at de tværtimod satte pris på det.
Husk denne vigtige læring
Der findes ikke én opskrift på mere nærvær, der virker for alle, og målet er heller ikke en hverdag uden afbrydelser. Det vil være urealistisk i pædagogiske arbejde. Opgaven er at skabe bedre betingelser for nærvær og mulighed for at vende tilbage til det, man var i gang med, når man bliver afbrudt.
Det er aldrig den enkelte pædagogs ansvar, men altid et fælles ansvar, understreger forsker Anne Sophie Kjeldahl.
”Det handler både om organisering og en ledelse, der skal støtte op,” siger hun.
