Det er afgørende for omsorgsarbejdet – alligevel får pædagoger dårlig samvittighed, når de gør det
En pædagog sidder på gulvet sammen med børnene. Hun er nærværende og optaget af det, der foregår. Men efter 10 minutter begynder en tanke at nage: Har jeg siddet her for længe? Hvad tænker mine kolleger?
Kender du den følelse? Så er du absolut ikke alene.
Oplevelsen af af dårlig samvittighed over at være til stede sammen med børnene var nemlig et gennemgående tema, da forsker Anne Sophie Kjeldahl i sit ph.d.-projekt lyttede til pædagogers fortællinger om nærvær og forstyrrelser i børnehaven (se faktaboks nederst).
”Jeg blev overrasket over det paradoks, at man kan sidde på gulvet og have dårlig samvittighed over at gøre sit arbejde,” siger forskeren.
Men samtidig vakte de bekymrende fortællinger genklang hos hende.
Resultater fra afgørende relationsarbejde kan ikke ses 'her og nu'
Den dårlige samvittighed, pædagogerne fortalte om, ramte Anne Sophie Kjeldahl særligt hårdt, fordi hun selv er pædagog.
”Jeg genkender følelsen af, at man er på gulvet sammen med børnene, og man ser sine kolleger tørre borde af, eller hvad de nu måtte lave af opgaver. Og så får man den her fornemmelse: Gud, laver jeg egentlig noget?"
Og den følelse er ikke overraskende, når man ser på pædagogernes praktiske hverdag, forklarer Anne Sophie Kjeldahl.
Mens én pædagog sidder med børnene, kan kollegerne nemlig være i gang med opgaver, der har langt mere synlige resultater. Gulvet bliver fejet, materialer bliver ryddet op, et skema bliver udfyldt.
"Som pædagog ser man ikke resultaterne af det pædagogiske arbejde nu og her. Det gør man derimod, hvis man laver de mere praktiske opgaver," siger hun.
Paradoks: Det helt centrale og meningsgivende i jobbet bliver skamfuldt
Fælles for pædagogerne i forskningsprojektet er oplevelsen af, at det er i de nærværende øjeblikke med børnene, at de får mulighed for at udøve deres faglighed.
Anne Sophie Kjeldahl uddyber:
"Det kan være noget helt banalt, som at sidde sammen med et barn og kigge på en pind. Snakke om den. Lytte til barnet. Øjeblikke, hvor børn og pædagoger sammen er engageret i og optaget af noget konkret,” siger hun.
For pædagogerne er det i sådanne øjeblikke, at de oplever børn gøre sig erfaringer, mestre noget, lykkes, udvikle sig eller lære. Pædagogen får samtidig selv noget tilbage.
En pædagog kalder det ’stjernestunder’. Og de giver energi, fortæller Anne Sophie Kjeldahl.
Blandt andet derfor er det bekymrende, at pædagoger får dårlig samvittighed over at tage sig tid til at være nærværende.
Højt tempo og konstante afbrydelser kvæler stjernestunderne
I praksis bliver de nærværende møder presset af et højt arbejdstempo og hyppige afbrydelser. Og det svækker oplevelsen af, at pædagogjobbet er meningsfuldt, advarer Anne Sophie Kjeldahl.
Som en af pædagogerne i projektet sagde:
"Ofte kan det godt føles, som om du skal stjæle de her stunder, hvor du er nærværende, fordi du altid har i baghovedet, at Mathilde sidder alene der, jeg skal ud og hjælpe hende. Eller Frida sidder alene ude på toilettet, jeg skal ud til hende."
Konsekvensen er, at de nærværende og fordybede møder med børnene bliver erstattet af mere overfladiske interaktioner.
Og det er fagligt utilfredsstillende for pædagogerne. Eller "skideirriterende", som en pædagog formulerer det.
Alt for lidt politisk fokus på pædagogernes egen trivsel
Og det er vigtigt at tage pædagogernes frustrationer alvorligt, understreger Anne Sophie Kjeldahl.
Hun mener, at pædagogernes egen trivsel og oplevelse af faglig mening fylder alt for lidt i debatten om daginstitutioner.
For når politikerne er optaget af børnenes trivsel, bør de også interessere sig for, hvad der giver pædagogerne energi og faglig mening.
”Vi kan ikke kigge på det ene uden at kigge på det andet,” siger hun.
Forbedring er mulig: Jeres frustrationer kan bruges konstruktivt
Pædagogernes frustrationer kan føre noget godt med sig, understreger Anne Sophie Kjeldahl. Det viser hendes forskningsprojekt.
Personalegrupperne i forskningsprojektet begyndte nemlig at undersøge, hvor de kunne justere deres praksis, så der blev bedre mulighed for nærvær, fordybelse og kontinuitet.
”De her følelser kan fungere som pejlemærker for at få det frem, der er fagligt vigtigt for pædagogen. Dermed kan pædagogerne bruge dem til at udvikle praksis og skabe mere mening i fællesskab,” siger Anne Sophie Kjeldahl.
