Redningskrans til nedslidte pædagoger fredet
Regeringen må opgive at spare 800 millioner kroner om året på en forringelse af seniorpensionen. Det er godt nyt for nedslidte pædagoger, der er for syge til at passe deres arbejde.
Spareplanen, eller ’målretningen’, som finansminister Peter Hummelgaard (S) kalder det, var ellers en del af regeringens finanslovsforslag. Men den besparelse bliver droppet, fordi nogle af de partier, der er med i forliget om seniorpensionen, siger nej til at forringe ordningen. Det er forligspartierne Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti, der siger nej.
I Folketinget er det kutyme, at alle partier, der er med i et forlig, skal bakke op om ændringerne, før de kan blive ført ud i livet.
Læs også: Finanslov smider bombe under nedslidte pædagoger
Minister erkender manglende opbakning
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) erkender da også i en skriftlig kommentar til TV 2, at forringelserne ikke kan blive til noget.
’Jeg har netop mødtes med forligspartierne bag seniorpensionen, og det står klart, at der ikke er opbakning til regeringens forslag om at målrette seniorpensionen. Det respekterer jeg selvfølgelig,’ skriver hun.
For syg til 15 timers arbejde om ugen
Dermed fortsætter muligheden for at få seniorpension, hvis man er så syg eller nedslidt, at man kun kan arbejde op til 15 timer om ugen i det job, man hidtil har haft. For pædagoger betyder det, at hvis du er for syg til at arbejde mere end 15 timer som pædagog, så kan du søge om seniorpension, hvis du højst har seks år til folkepensionen.
Regeringens finanslovsforslag var en markant forringelse, der betød, at man ikke kun skulle vurderes i forhold til sit arbejde som for eksempel pædagog. I stedet skulle man vurderes i forhold til alle typer job. Det ville formodentligt indebære, at man skulle i jobprøvning for at se, hvor man kunne arbejde, hvis man var for syg til sit nuværende arbejde.
Dermed slipper syge pædagoger for udsigten til et opslidende jobprøvningsforløb. I stedet kan de søge som hidtil.
840 pædagoger modtager seniorpension.