Visionær arbejdsgiver søges

Mavepuster

Det var noget af en mavepuster, da Skatteministeren sammen med CFU-formanden tonede frem lørdag aften i primetime og offentliggjorde forliget på statens område. Aftalen mellem statens arbejdsgivere og de statsansatte er nemlig underlagt en relativ stram økonomisk ramme, hvor der ud over en reallønssikring er meget lidt at komme efter. Og da aftalen på statens område i store træk sætter rammen for den økonomi, vi har at gøre godt med i forhandlingerne på det kommunale og regionale område, tårner udfordringerne sig op.

Al respekt til vores forhandlingskollegaer i staten. Jeg ved, de har kæmpet hårdt for aftalen. Desværre viser det bare, at arbejdsgiverne ikke giver meget manøvrerum til at lande en aftale, helt almindelige offentligt ansatte som pædagoger kan se sig selv i. For i iveren efter en ”ansvarlig” aftale, glemmer de, at det modsatte; ”uansvarlig”, er en aftale, der ikke kan stemmes hjem af medlemmerne. Og dermed et havareret forhandlingsforløb.

Samfundets fugemasse

Pædagogerne har arbejdet under svære vilkår længe. Vilkår som er blevet sat under kraftig lup af coronakrisen. Under skolenedlukningen har pædagogerne været på overarbejde med nødpasningen. De har holdt åbent på skolerne for de børn, der have brug for det. De har stået der tidligt og sent - og udvist stor fleksibilitet. Som samfundskritisk fugemasse, er pædagogerne blevet mast ind i de huller, der er opstået, så det hele ikke skvatter sammen om ørene på os.

Men den ophobede frustration over vilkårene bunder ikke i coronakrisen. Derfor forsvinder den heller ikke, når vi har fået pandemien under kontrol. Corona er benzin på bålet – eller måske gnisten på en knastør skovbund.

Man kan bære meget, hvis vilkår, løn og anerkendelse flugter med opgaver og ansvar. Pædagoger har modtaget meget ros og tak fra både arbejdsgivere og politikere under corona. Men den verbale anerkendelse er sjældent blevet fulgt op af konkrete tiltag, der kunne hjælpe pædagogerne med at løse den store opgave.

Dermed foregår overenskomstforhandlingerne i et farligt krydspres mellem modstridende forventninger. Som pædagoger forventer vi med rette, at vores indsats før, under og efter corona belønnes. Arbejdsgiverne forventer mådehold.

Mere at komme efter

Der skal være noget at komme efter. Noget, vi kan stemme hjem som et tilfredsstillende resultat set i lyset af en helt ekstraordinær situation. Der skal flere lønkroner til, så pædagogerne mærker, at deres indsats både før, under og efter corona ses og anerkendes. Ord er ikke nok, når man hænger bagefter med 6000 kroner hver måned i forhold til andre faggrupper med samme uddannelsesniveau. Det er gift for den vigtige opgave, det er at få flere til at vælge vores profession.

På sigt skal vi have flere unge, der fravælger universitetet til fordel for professionshøjskolen og pædagoguddannelsen. Lønnen er et parameter - et andet er muligheden for at udvikle sig fagligt gennem hele arbejdslivet. Med gode muligheder for efter-videreuddannelse, men bedst af alt en aftale, der lægger fundamentet for det stærke faglige miljø på arbejdspladsen, hvor pædagoger har mulighed for at planlægge, udvikle og evaluere det pædagogiske arbejde. Kvaliteten skal trækkes af professionen. Helt i overensstemmelse med det ansvar vi har hver eneste dag.

Og vi har flere krav, der peger den vej. Fordi det er hjerteblod at gøre pædagogfaget til et fag, flere har lyst til at vælge - og blive i. Fordi børn og unge har brug for os. Fordi Danmark har brug for os.

Så NEJ, vi kan IKKE nøjes med vedligehold eller misforstået ansvarlighed. GLEM DET! Vi har mere end nogensinde brug for en visionær arbejdsgiver, der forstår at en udvikling af vores del af den offentlige sektor, betyder gode aftaler. Også ved OK21.