Lyt til de unge, og vis dem vejen til indflydelse 

Nu spiller tillidsrepræsentanterne i Hvidovre en mere aktiv rolle over for nye pædagoger bl.a. ved at tage imod dem og vise dem BUPL’s rolle på arbejdspladsen. Indsatsen har i høj grad båret frugt, fortæller FTR Rikke Graae Jakobsen.
Foto af TR Rikke Graae

"I vores TR-gruppe arbejdede vi hen over et år målrettet med organiseringen af nyuddannede. Det var en nødvendig indsats, da deres organiseringsgrad var helt nede på 52 procent i kommunen. 

Samtidig var vores TR-gruppe ret opdelt mellem skolefritid- og dagtilbud. Så før vi kunne skabe organisering gennem fællesskab for nye pædagoger, var vi nødt til at nå en fælles forståelse af, hvad fællesskabet egentlig gik ud på ved at spørge os selv: Hvad og hvem er vi som fællesskab, når vi er medlem af BUPL. Og hvordan viser vi det frem for nye pædagoger?," siger Rikke Graae Jakobsen.

Hvorfor vælge et fællesskab,  man ikke kender?

"Det gik op for os, at der manglede fælles forventninger om, hvem der bærer hvilke roller, når en arbejdsplads tager imod en ny kollega. Dér lå en del af forklaringen på den lave organiseringsgrad. For mange nyuddannede havde slet ikke mødt deres tillidsrepræsentant til en introsamtale. 

Og hvorfor skulle man vælge et fællesskab til, hvis man ikke er blevet præsenteret for det og inviteret ind i det? Derfor arbejdede TR’erne på at spille en mere aktiv rolle overfor nye pædagoger, hvor de viste BUPL’s rolle på arbejdspladsen. Vi videndelte løbende på hvert TR-møde, hvor der både var plads til at vende succeserne og forhindringerne." 

Kæmpe spring i organisering

"TR’erne fik små opgaver undervejs og forventningsafstemte med deres egne kolleger og ledere, så deres rolle blev klargjort på den enkelte arbejdsplads. Og det gav resultater: Fra 2021 til 2022 rykkede vi organiseringsprocenten med 14 procentpoint. Et kæmpe spring, der viser, at fælles handling virker. 

Mit bedste råd til andre, der vil arbejde målrettet med organisering af de nyuddannede, er, at du bør lægge vægt på ordet fællesskab i den helt lokale sammenhæng. Hvor den nye pædagog føler sig lyttet til og inddraget på samme måde, som kollegaen med 20 års erfaring bliver. Ordet fællesskab giver kun mening, hvis du viser dem, at de også har indflydelse," siger FTR'en.   

Kontakt Rikke Graae Jakobsen på telefon 3546 5306 eller mail rgj@bupl.dk, hvis du vil høre mere om erfaringerne fra TR-gruppen i Hvidovre.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.