AMR: Risikovurdering
Hvad er risikovurdering?
En risikovurdering er en vurdering af, hvor sandsynlig og hvor udbredt og alvorlig en fare er, så I kan prioritere og finde løsninger på de problemer, der indebærer størst risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed.
Det kan både være en fare, som allerede findes på jeres arbejdsplads, og en fare, som, I forudser, kan være konsekvensen af påtænkte ændringer.
Nogle gange blandes begreberne fare og risiko sammen. En fare eller en farekilde er noget, der kan forårsage skade eller ulykker, fx et glat gulv. Det er en egenskab ved en situation, et stof, en maskine eller en arbejdsproces.
En risiko er sandsynligheden for, at en fare faktisk fører til en skade (fx at man glider) kombineret med, hvor alvorlig konsekvensen vil være (fx at man brækker et håndled).
Hvornår gennemføres en risikovurdering?
Risikovurderinger er en vigtig del af APV-processen. Når alle arbejdsmiljøforhold på arbejdspladsen er afdækket, skal I som det næste vurdere, om der er forhold, som kan udgøre et arbejdsmiljøproblem. Det vil sige, om der er forhold, som kan udsætte kollegaer for påvirkninger, der kan udgøre en risiko for deres sikkerhed eller fysiske og mentale sundhed.
Risikovurderinger bør også foretages forud for, at planlagte ændringer føres ud i livet. Her drejer sig om, at I bruger jeres viden, erfaringer og fantasi til – på grundlag af planerne for ændringerne – at forestille jer, hvordan arbejdsmiljøforholdene vil blive, når ændringerne er gennemført.
Dernæst vurderer I, om de kommende arbejdsmiljøforhold vil udsætte kollegaer for påvirkninger, der kan udgøre en risiko for deres sikkerhed eller fysiske og mentale sundhed.
Hvis det er tilfældet, må I ændre planerne på en måde, så I forebygger de negative påvirkninger.
Hvordan gennemføres en risikovurdering
En risikovurdering kan foretages på mange måder. Grundlæggende handler det om for hver fare eller hvert arbejdsmiljøforhold at vurdere:
- Sandsynligheden for, at faren eller arbejdsmiljøforholdet vil føre til en skade (arbejdsulykke eller en arbejdsbetinget sygdom)
- Konsekvensen, hvis faren eller arbejdsmiljøforholdet faktisk fører til en skade. Det vil sige, både hvor alvorlig er konsekvensen, og hvor mange bliver ramt
Værktøjer til risikovurdering
BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA) har udgivet en række værktøjer til risikovurdering. BUPL vil særligt anbefale disse to:
- ”Risikovurderingsskema – Prioriteringsværktøj”: Dette skema hjælper jer med at vurdere risikoen ved de arbejdsopgaver og aktiviteter, som I har på arbejdspladsen, samt rangere og prioritere problemerne, så problemer med størst risiko løses først. Find materialet på BFA’s hjemmeside her.
- ”Skema til risikovurdering”: Dette skema hjælper jer med at gennemføre en risikovurdering, når I vil forebygge ulykker. Find materialet på BFA’s hjemmeside her.