Stigende børnetal kræver national rekrutteringsplan

Med udsigt til mere end 45.000 ekstra børn i alderen 0-5 år i 2030 er der akut brug for at tage hånd om den kritiske pædagogmangel, understreger BUPL.
kvindelig pædagog med børn, de leger med klodser
Med de stigende børnetal er pædagogmanglen på vej fra slem til katastrofal, mener Elisa Rimpler.

Antallet af børn fortsætter med at stige frem mod 2030. Det viser Danmarks Statistiks årlige fremskrivning af børnetallet.

I de kommende år vil behovet for daginstitutionspladser således vokse, og dermed også behovet for pædagoger.

Det står i bekymrende kontrast til den nuværende pædagogmangel, som kommuner over hele landet for tiden mærker konsekvenserne af, når de forgæves forsøger at rekruttere til vakante pædagogstillinger.

- Pædagoger hænger i forvejen ikke på træerne, og med de stigende børnetal er pædagogmanglen på vej fra slem til katastrofal. Det kan man som ansvarlig politiker ikke sidde overhørig længere, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler.

Problemet går ikke over af sig selv 

BUPL har længe kaldt på en plan for, hvordan vi skaffer de 14.000 ekstra pædagoger, der kommer til at mangle i 2030. Og de nye tal understreger med al tydelighed behovet for en sådan national rekrutteringsplan, mener Elisa Rimpler.

Det er afgørende, at der er pædagoger til de børn, som kommer

Elisa Rimpler, BUPL-formand

- Uden nok pædagoger bliver det umuligt at levere den høje kvalitet i daginstitutionerne, som børnene har krav på og forældrene med rette forventer. Problemet går ikke over af sig selv. Tvært imod har vi ikke set det værste endnu, hvis ikke politikerne tager ansvar for situationen og kommer i gang med en national rekrutteringsstrategi, siger hun.

BUPL peger både på behovet for at gøre pædagoguddannelsen til et mere attraktivt valg for flere unge. Men en rekrutteringsstrategi skal også forbedre mulighederne for uddannelsesstillinger og sikre pædagoger ret til og mulighed for at gå på fuld tid. Samtidig skal der fokus på løn og faglig fordybelse, så færre forlader faget igen. Og det haster, understreger Elisa Rimpler.

- Det er afgørende, at der er pædagoger til de børn, som kommer. Alternativet er, at pædagogandelen fortsætter med at falde, og at vi overlader børnenes trivsel og udvikling til ufaglærte, der ikke har fagligheden til at skabe de stærke pædagogiske miljøer omkring børnene, som alle børn har brug for, og som den stigende mistrivsel blandt børn og unge ikke mindst kalder på, siger Elisa Rimpler.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.