Elisa Rimpler genvalgt som formand for BUPL

Pædagogerne har igen valgt Elisa Rimpler som formand. Det skete lørdag på BUPL’s kongres i Nyborg.
Elisa Rimpler
Elisa Rimpler blev genvalgt af kongressen.

Formanden for BUPL hedder også de næste to år Elisa Rimpler. Hun blev genvalgt uden modkandidater på kongressen i Nyborg.

Dermed går Elisa Rimpler, som for nylig kunne fejre sit 10-års jubilæum i spidsen for BUPL, ind i sin sjette periode som formand for pædagogernes fagforening. Der var også genvalg til resten af BUPL’s forretningsudvalg.

 

”Det er en stor tillidserklæring, kongressen har vist mig og de øvrige medlemmer af forretningsudvalget. Den er jeg dybt taknemmelig for. Det er fantastisk at arbejde sammen med et fællesskab, der kan levere store resultater som det vi oplevede ved de ekstraordinære trepartsforhandlinger, hvor vi sammen halverede pædagogernes lønefterslæb,” siger Elisa Rimpler.

 

Til kamp for pædagogikken
Temaet for kongressen var ”Til kamp for pædagogikken,” og kongressen vedtog en række målsætninger for den kommende kongresperiode 2024-2026 med fokus på at styrke pædagogikken som grundlag for børn og unges trivsel og udvikling.

”Når vi vil styrke fagligheden, handler det i sidste ende om en bedre barndom. Om en bedre ungdom. Det handler om det samfund, vi gerne vil være,” siger Elisa Rimpler.

 

Genvalg til forretningsudvalget
Der var ingen modkandidater til hverken formandsposten eller de øvrige poster i forretningsudvalget. Dermed består forretningsudvalget af formand Elisa Rimpler, næstformand Birgitte Conradsen, hovedkasserer Lasse Bjerg Jørgensen samt medlemmerne Lars Søgaard og Johnny Gaardsdal

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.