Dagtilbudschefer advarer om tiltagende pædagogmangel
Næsten hver anden kommune med rekrutteringsudfordringer har vanskeligt ved at sikre kvaliteten i det pædagogiske arbejde. Det viser en ny rundspørge til kommunernes dagtilbudschefer.
- Der mangler akut 4000 pædagoger. Kommunerne står midt i en alvorlig faglighedskrise, hvor børnene må se stadig længere efter de pædagoger, som rent faktisk er uddannet til at møde dem i deres behov og arbejde med deres udvikling og trivsel, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
Det er klart, at det kræver høj faglighed, hvis vi skal give alle børn de bedste muligheder i livet, og sikre deres trivsel og udvikling i gode og stærke børnefællesskaber.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
Dagtilbudschefer fra 62 kommuner har besvaret undersøgelsen, som er foretaget af Epinion for BUPL. 7 ud af 10 dagtilbudschefer oplever pædagogmangel. Heraf siger 14 procent, at de i høj grad oplever, at pædagogmangel i kommunens daginstitutioner gør det vanskeligt at sikre kvaliteten i det pædagogiske arbejde. 31 pct. oplever i nogen grad, at pædagogmanglen gør det svært at sikre kvaliteten for de mindste.
To ud af tre af dagtilbudscheferne oplever, at det i løbet af de seneste år i høj eller noget grad er blevet sværere at tiltrække pædagoger til ledige stillinger i kommunens daginstitutioner. Og en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd slog sidste måned fast, at det i fremtiden kun bliver endnu sværere. Analysen viser, at der vil mangle 8000 pædagoger om ti år.
Flere børn med særlige behov
Imens rekrutteringskrisen buldrer derudaf, kan kommunerne berette om, at der er en stigning af børn med særlige behov i daginstitutionerne.
Fire ud af fem dagtilbudschefer i kommunerne oplever, at der er kommet flere børn med særlige behov i kommunens almene daginstitutioner. Ni ud af ti af dem vurderer i den forbindelse, at udviklingen i de pædagogiske opgaver i kommunens institutioner fordrer uddannet arbejdskraft.
Det skal være mere attraktivt at blive og være pædagog, hvis vi skal skaffe pædagoger nok til børnene.
Elisa Rimpler, BUPL-formand
- Vi ser flere børn, som mistrives og flere børn med særlige behov. Og det harmonerer bare rigtig dårligt med, at kun omkring halvdelen af de ansatte i daginstitutionerne har en pædagoguddannelse. Det er klart, at det kræver høj faglighed, hvis vi skal give alle børn de bedste muligheder i livet, og sikre deres trivsel og udvikling i gode og stærke børnefællesskaber, siger Elisa Rimpler og fortsætter:
- Det skal være mere attraktivt at blive og være pædagog, hvis vi skal skaffe pædagoger nok til børnene. Det kræver både en løn, der matcher vores uddannelsesniveau og tid nok til at bruge sin faglighed.