Ni ud af ti pædagoger har stemt ja til ny overenskomst
Pædagoger og pædagogfaglige ledere på det kommunale område kan se frem til et markant lønløft, efter at et samlet flertal af lønmodtagere på det kommunale og regionale område har stemt ja til den nye to-årige overenskomst.
Aftalen betyder blandt andet, at pædagogerne kan se frem til en gennemsnitlig stigning i løn og pension på over 5000 kroner om måneden i løbet af overenskomstperioden, når man også tæller resultatet af trepartsaftalen med.
67,4 procent af de godt 55.000 stemmeberettigede pædagoger, pædagogfaglige ledere og pædagogstuderende i BUPL har stemt. Det er en af de højeste stemmeprocenter i BUPL’s historie. Hele 91,4 % procent har stemt ja til resultatet.
- Jeg er meget glad for den store opbakning, vi har fået af pædagogerne. Det er den absolut bedste overenskomst, jeg har været med til at forhandle, og det meget klare ja viser, at medlemmerne anerkender, at vi er lykkes med at gøre en forskel især på løn og pension, som kommer til at kunne mærkes af alle i årene fremover, siger BUPL’s formand Elisa Rimpler.
Hun har selv stået i spidsen for forhandlingerne om den nye overenskomst og før det forhandlingerne om trepartsaftalen, som også bliver udmøntet med den nye overenskomst. BUPL-formanden håber, at den nye overenskomst sammen med pengene fra trepartsaftalen vil gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog. Det er især vigtigt set i lyset af den store pædagogmangel.
- Vores børn har brug for langt flere pædagoger, som kan støtte dem i deres udvikling, forebygge mistrivsel og skabe gode børneliv. Det lykkes kun, hvis vi fortsætter med at styrke pædagogernes løn og arbejdsvilkår og samtidig sikrer en attraktiv uddannelse. Så der er nok at tage fat på, siger Elisa Rimpler.
Stemmeprocenten har generelt været høj i alle fagforeninger på det kommunale og regionale område. Det glæder BUPL-formanden.
- Det er rigtig godt, at vi kommer ud med en høj stemmeprocent - og et stort samlet ja. Det viser en fagbevægelse i topform. Medlemsdemokratiet er levende som aldrig før og de offentlige ansatte sender et klart signal om, at vores løn og arbejdsvilkår er vigtige, siger Elisa Rimpler.