Lederformand genvalgt: Vi skal have meget mere fokus på ledernes psykiske arbejdsmiljø

Der var på forhånd kun annonceret én kandidat til formandsposten, da Lederforeningen i BUPL holdt landsmøde i Kolding 26. april. Da de fremmødte blev spurgt, om de kunne bakke op om, at Eva Munck Immertreu fortsætter som formand, brød de ud i klapsalver. Dermed er hun for anden gang genvalgt som formand, siden hun første gang blev valgt i 2017.
Her svarer hun på en række spørgsmål om både de seneste tre år, og de opgaver der venter:
Hvad gjorde størst indtryk på landsmødet?
”Vi har vedtaget et stærkt arbejdsprogram, og det havde vi en god debat om. Tiden med corona har gjort det meget tydeligt, at der er problemer med ledernes psykiske arbejdsmiljø. Hele 24 ændringsforslag til arbejdsprogrammet har via grundig dialog sikret en retning for det lederpolitiske arbejde de næste to år. Det tyder på, at folk er velforberedte, og det giver programmet tyngde, at arbejdet har været så grundigt.”
Hvad har kendetegnet jeres arbejde de seneste år?
”Vi har samarbejdet tæt med Kommunernes Landsforening (KL) og Børne- og Ungeministeriet, hvor vi blandt andet har diskuteret minimumsnormeringer og kvalitetsundersøgelsen. I tiden med corona har vi holdt rigtig mange møder. Den fælles fjende, corona, har styrket vores samarbejde. Vi er langt fra altid enige, men det er blevet tydeligt, hvor vi hver især står. Generelt har vi samarbejdet meget med forskellige organisationer, og vi bliver inviteret ind i en række forskellige fora. Det betyder, at initiativer ofte tager udgangspunkt i vores virkelighed, hvilket gør os til en vigtig spiller på området. Her er der sket en positiv udvikling de seneste år.”
Hvad er de vigtigste emner i den kommende periode?
”På BUPL’s seneste kongres vedtog vi de to indsatsområder rekruttering og fastholdelse. Lederforeningens arbejdsprogram afspejler, at vi arbejder med indsatserne, og det handler i høj grad om at få et stærkere fokus på ledernes psykiske arbejdsmiljø. Problemerne har været der i lang tid, men coronaperioden har gjort det tydeligt, hvor problemerne er. Det er en af få fordele ved corona, at udfordringerne med ledernes psykiske arbejdsmiljø er blevet tydeligere. Det er en styrke i dialogen med KL.”
Hvad er det typisk for nogle psykiske arbejdsmiljøproblemer, som lederne slås med?
”I forbindelse med arbejdet med rekruttering og fastholdelse har jeg været på rundtur til de lokale fagforeninger. Alle steder er samtalen hurtigt blevet drejet ind på udfordringen omkring ingen øverste arbejdstid – altså balancen mellem opgaver, vilkår og rammer og den tid, der er til rådighed. Lederne bliver pålagt en lang række ekstra opgaver, som gør, at de ikke selv kan planlægge deres tid. Ingen øverste arbejdstid betyder bare ikke, at lederne skal arbejde hele tiden, men at de selv skal planlægge, så de i gennemsnit har en arbejdsuge, som minder om 37 timer. Vores undersøgelser viser, at ledere i gennemsnit arbejder mindst 42 timer om ugen. Lederen skal kunne planlægge sin fritid og ferie med sin familie – ligesom alle andre.”
Hvad mere vil Lederforeningen fokusere på?
”Vi kommer til at fokusere på hele tidsynsdelen og på minimumsnormeringerne, som nogle af kommunerne er ved at løbe fra. Og så er der kvalitetsundersøgelsen. Vi skal sørge for at arbejdet kommer til at understøtte kerneydelsen – arbejdet med børnene og de unge. Vi ønsker også at blive skarpere lokalt i forhold til arbejdsmiljøet. Så vi kommer ikke med noget helt nyt, men vi arbejder videre med de vigtige temaer.