Sexismen stortrives stadig på lønsedlen

Den #metoo-lavine, Sofie Linde satte i gang ved prisuddelingen til Zulu Awards for lidt over et år siden, ruller stadig. Undervejs har den væltet magtfulde politikere, afsløret alvorlige krænkelser og medført et helt nyt fokus på den måde, vi omgås hinanden på.

Det er godt. Det er nødvendigt – og vi er langt fra i mål. Men opgøret med sexisme på lønsedlen har vi end ikke taget hul på. Det er helt på månen.

Bedstemors køkken

Som barn tilbragte jeg mange somre hos mine bedsteforældre. Min bedstemor var en dygtig husmor, men hun var også en vidende og intelligent kvinde. Ud af en stor søskendeflok var hun den yngste og hun måtte tidligt ud at tjene mens det var de ældste drenge, der fik skolegang og efterhånden tjente store penge. Mens vi skrællede og bagte i køkkenet, fortalte hun mig om hendes barndom. Hvordan det var at være klassens dygtigste og alligevel måtte forlade skolen efter 7. Klasse. Og jeg mærkede længslen i hendes stemme, når hun fortalte om sine drømme. Drømmen om at lære at spille klaver, tage et kørekort eller tjene sine egne penge.

I dag er vi heldigvis kommet langt videre. Skolegang, uddannelse og store drømme er også for kvinder. Men der er stadig lang vej. For trods lige muligheder, er der stadig barrierer, der står i vejen for reel ligestilling. Og en af barriererne handler om løn. Fordi lønnen stadig hænger fast i det kvindesyn, der var det dominerende da min bedstemor var ung.

Pædagogers arv

Pædagoger tjener i gennemsnit 6000 kroner mindre end andre professioner med tilsvarende uddannelseslængde. En stor del af lønforskellen kan forklares med tjenestemandsreformens inddeling i 1969, hvor de såkaldte kvinde- og omsorgsfag fik en plads allernederst i lønpyramiden. Daginstitutioner var i sin gryende vorden, det samme var uddannelsen og faget. Og i øvrigt var normen, at kvinder er født omsorgsgivere og var kaldet til at tage sig af børnene.

Kommissionen, der stod for tjenestemandsreformen, bestod af 25 mænd og én kvinde. I Folketinget, som nedsatte den, var der på daværende tidspunkt kun 19 kvinder. Tjenestemandsreformen var kort sagt en politisk beslutning taget af mænd for mænd. I en helt anden tid og et helt andet samfund.

Derfor er det også urimeligt, at historien på den måde ligger alle pædagoger til last den dag i dag - uanset pædagogens køn.

Politisk løsning

Nutidens Christiansborgpolitikere har selvfølgelig gjort op med det forældede kvindesyn. Og ingen er for alvor i tvivl om pædagogers uddannelsesniveau, kompleksiteten i faget og vigtigheden af opgaven. Alligevel nøler de når det handler om vores løn.

Flere politikere holder fast i, at efterslæbet skal klares mellem parterne ved overenskomstbordet. Men hvis de blot sætter sig en lille smule ind i sagerne, vil de vide, det er en umulighed at hente et efterslæb på milliarder på den måde.

Vi kan tage små bitte museskridt, men i mål kommer vi aldrig. Det er frustrerende. Og den frustration bliver ikke mindre, når vi oven i støt forværrede arbejdsvilkår rammer en krise som nu, hvor de professioner, der går i front, er de samme som de, der har et lønefterslæb. Der er grænser for, hvor meget vi kan og vil lægge ryg til. Afmagten tiltager.

Den eneste løsning er, at politikerne pakker deres undskyldninger sammen og gør skaden fra fortiden god igen. Det er bestemt på tide.

Helt på månen

Tilbage i 1969 tog astronauten Armstrong de første skridt på månens overflade. En begivenhed, der brændte sig ind i hukommelsen hos mine bedsteforældre, der i dagene omkring fulgte med i løjerne på det lille sort/hvide for enden af kakkelbordet. Samme år skabte Folketinget det grundlæggende diskriminerende lønhierarki, vi stadig lider under som faggruppe.

Der er ikke mange pædagoger tilbage på arbejdsmarkedet, der har månelandingen frisk i erindringen. Min mor, der også er pædagog, er gået på pension og har dermed haft et helt arbejdsliv uden et opgør med det kønsbestemte lønefterslæb. Det skal nutidige og fremtidige pædagoger ikke udsættes for.

På onsdag er der samråd, indkaldt af Enhedslisten, hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard får mulighed for at fortælle, hvad regeringen har tænkt sig at gøre. Behøver jeg at sige, at det glæder jeg mig til?
Rigtig god kampdag til os alle. Uanset køn!