Vi har brug for alle kræfter i modtagelsen af ukrainske flygtninge

793 pædagoger på pension og efterløn har ind til videre meldt sig i BUPL’s jobbank. Der er brug for hver og én, og derfor bør politikerne droppe modregningen i deres ydelser hurtigst muligt, skrev Elisa Rimpler i A4.

Kommunerne står overfor en kæmpe opgave, når de i den kommende tid skal hjælpe tusindvis af ukrainske børn med at få fodfæste i Danmark. Mange starter i de kommende måneder i modtageinstitutioner og modtageklasser, og som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil allerede har advaret om, bliver problem nummer ét at finde pædagoger og lærere til at løfte opgaven.

Her er der brug for al den pædagogfaglighed, vi kan mønstre. Børnene har brug for mere end et discounttilbud. De har brug for at blive mødt af pædagoger, der evner at sikre deres trivsel og udvikling, og som har fagligheden til at få dem med i fællesskaberne.

Derfor her en opfodring til folketingets partier: Det kan kun gå for langsomt med at få fjernet de sten, der ligger på kommunernes vej, når det gælder om at give de ukrainske flygtningebørn dagtilbud og skole af høj kvalitet. Én af dem er, at pensionister og efterlønnere i dag bliver modregnet i deres ydelser, hvis de vender tilbage til et område, hvor der er desperat brug for dem.

Det er mange er klar til at gøre. Knapt 800 pædagoger på pension og efterløn har meldt sig til den jobbank, BUPL oprettede for under to uger siden med netop det formål at hjælpe kommunerne med at skaffe pædagoger til børnene.

Selvom de egentlig havde trukket sig tilbage, melder de klar i samfundets og børnenes tjeneste, fordi der er brug for deres kompetencer. De vil hjælpe i en ekstraordinær situation. De kan se, at jorden mange steder brænder under deres kollegaer. De ved, at børnene har brug for dem.

Det gør mig ualmindeligt stolt og glad.

Men det er klart, at det økonomiske incitament også er nødt til at være der. Derfor er jeg glad for, at flere politiske partier – regeringen inklusiv – har meldt sig klar til at se på modregningsreglerne, når de i dag mødes til forhandlinger. Det er sund fornuft, at de pædagoger, der vender tilbage til arbejdsmarkedet i denne ekstraordinære situation, ikke skal modregnes i deres ydelser.

4 ud af 10 af pædagogerne, som har meldt sig til vores jobbank, er på efterløn. Derfor er det helt centralt, at en aftale om at sløjfe modregningen kommer til at omfatte både pensionister og efterlønnere, lige som da man sidste år lavede en lignende aftale for pensionister og efterlønnere, som tog corona-relateret arbejde.

Der er brug for alle kræfter og al den pædagogfaglighed, vi kan mønstre. Derfor er opfordringen fra BUPL klar: Drop modregning i ydelser for både efterlønnere og pensionister, så har vi 800 pædagoger i jobbanken til kommunerne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.