Vi har ikke råd til, at politikerne presser dygtige ledere ud af institutionerne

Ligesom store dele af befolkningen har også jeg set DR 2-dokumentaren ’Hvem passer vores børn?’ Den viser, hvordan vilkårene er i helt almindelige daginstitutioner. Det skinner tydeligt igennem, at lederen Tina Brandt er en engageret og fagligt dygtig leder, der brænder for at skabe gode rammer for børn og personale.

Så det er trist – men forståeligt – at hun ender med at sige stop. Hun kan ikke længere tage ansvar for den hverdag, som børn og medarbejdere har. Situationen er desværre ikke enestående. Over hele landet er der ledere i daginstitutionerne, som kæmper en daglig kamp for at få enderne til at nå sammen, så der er bedst mulig personaledækning hele dagen.

De bestræber sig til det yderste for at tilrettelægge en hverdag med nærvær, tryghed og trivsel for børnene. Hvor pædagogiske læringsrum, gode børnefællesskaber og det enkelte barns udvikling er omdrejningspunktet, som det foreskrives i dagtilbudsloven med den styrkede pædagogiske læreplan. Over mange år har børneområdet har været underlagt besparelser og manglende investeringer. Igen og igen ser vi kommunale budgetter, hvor der planlægges besparelser på børneområdet.

Det er selvfølgelig kommunernes ansvar at prioritere pengene til de forskellige velfærdsområder, men de kan dog kun gøre det inden for de rammer, der er aftalt med regeringen. Og det er også Folketinget, der har vedtaget en budgetlov, som er så stram, at kommunerne underforbruger og ikke har mulighed for at planlægge budgetter for mere end et år ad gangen. Så når der investeres med den ene hånd, spares der med den anden. Og det rammer børn og personale – uanset på hvilket politisk niveau besparelserne eller de manglende investeringer er vedtaget.

På finansloven for 2019 er der afsat 760 mio. kr. over de næste 4 år til institutioner med mange børn fra udsatte positioner. Det er godt, men slet ikke nok. Det svarer til at forsøge at slukke en ildebrand med en vandpistol. Det er hele børneområdet, der har akut brug for en genopretning. Derfor er det på tide, at politikere i Folketing og kommuner ser virkeligheden i øjnene og sætter gang i en national plan for at genoprette kvaliteten på børneområdet. Det er der brug for nu og her.

Ikke mindst i lyset af, at der kommer 70.000 flere små børn i løbet af de næste 10 år. Regeringen er optaget af god ledelse i den offentlige sektor og har på baggrund af Ledelseskommissionens anbefalinger præsenteret et udspil til en ledelses- og kompetencereform. Her står der, at »lederne skal have mere plads og frihed til at bruge deres faglighed til at udvikle velfærden«.
Det er vi i lederforeningen i BUPL helt enige i. For vi skal udvikle velfærden, vi skal sikre kvalitet i det pædagogiske tilbud til vores børn. Det kræver bare, at rammer og ressourcer er til det. Det er de ikke nu.

– Men hvorfor siger lederne så ikke noget, hvorfor råber de ikke vagt i gevær?
Det gør vi sandelig også. Ledere landet over kommunikerer med forvaltningen, forsøger at påvirke rammer og ressourcer inden for organisationen, giver embedsmændene faglig feedback, inviterer lokale politikere ud i virkeligheden i institutionerne. Men det er som at slå i en dyne.

Hvis vi skal udvikle kvaliteten på børneområdet – og det skal vi – så kræver det, at politikere i både kommuner og Folketing begynder at lytte til de pædagogfaglige ledere, som hver dag forsøger at få enderne til at nå sammen, selv om det er tydeligt, at det mange steder er umuligt.

Ledere, som loyalt forsøger at udvikle organisationen ved at pege på, hvad der er nødvendigt for at løse kerneopgaven. I stedet for at udnytte vores store engagement for at få det hele til at hænge sammen, burde politikerne lytte og handle. Så længe vilkårene er som de er, får vi også en kæmpe udfordring med at rekruttere de dygtige ledere, som både vi og regeringen mener, der er brug for i fremtiden. Det store spørgsmål er, hvor mange fagligt dygtige og engagerede pædagoger og ledere vi som samfund skal slide op, før politikerne investerer det nødvendige i børneområdet.

Indlægget er bragt i Politiken den 23. marts 2019