Vi er trætte af at spille sygdomsbingo
Daginstitutionerne er i disse måneder en højrisikozone at gå ind i, hvis man har i sinde at holde sig feberfri og rask i øvrigt. Influenza, rotavirus, forkølelse, corona og andet godt bliver sendt på omgang børn og pædagoger imellem.
Knapt to af tre arbejdsmiljørepræsentanter i børnehaver og vuggestuer har oplevet ekstraordinært meget sygdom blandt personalet i januar måned. Og mange forældre vil med garanti kunne nikke til, at heller ikke deres børn er gået fri.
Vi behøver faktisk ikke at spille sygdomsbingo vinter efter vinter i landets daginstitutioner.
Johnny Gaardsdal, forretningsudvalgsmedlem i BUPL
Man tænker måske, at det er et vilkår i daginstitutioner, hvor børn sutter på legetøjet, piller næse og tumler, og hvor den fysiske kontakt er afgørende for den omsorg og tryghed, pædagogerne yder for børnene.
Men nej, vi behøver faktisk ikke at spille sygdomsbingo vinter efter vinter i landets daginstitutioner. Det virker absurd, at vi accepterer, at chancen for fuld plade i løbet af en vinter vel nærmest er større end chancen for, at hele familien er rask næste weekend.
Pædagogerne har – ikke overraskende – et højt sygefravær sammenlignet med andre. I gennemsnit næsten 16 sygedage på et år. Og så tæller vi ikke en gang de dage med, hvor de faktisk også burde være blevet under dynen, men af hensyn til deres kollegaers arbejdspres og børnenes dag møder ind alligevel.
16 sygedage er dobbelt så mange som administrations- og it-ansatte i kommunerne og tre dage mere end gennemsnittet for alle offentligt ansatte. Det er dyrt for samfundet. Og en stor del af pædagogernes sygefravær kunne være forhindret, hvis der var bedre ventilation og udluftning i danske institutioner og skoler, så bittesmå dråber med smitte ikke ophober sig i luften på stuen. Det burde kommunerne prioritere – både når de bygger nye institutioner og i de eksisterende.
Det giver sig selv, at det har konsekvenser for de virkelige normeringer ude på stuerne og for børnene, som møder skiftende vikarer og ukendte ansigter
Johnny Gaardsdal, forretningsudvalgsmedlem i BUPL
Det ville ganske givet også betyde, at børnene blev mindre syge. Vuggestuebørn bliver typisk ramt af 8-12 infektioner i løbet af deres første år i institution. Det er synd for børnene, og det er så sandelig også svært at jonglere den mængde barnets sygedage som forældre.
Det fører os videre til den næste udfordring, når vi taler smittespredning i institutionerne. To af tre arbejdsmiljørepræsentanter oplever nemlig, at børn, som burde være blevet hjemme, fordi de er syge, bliver sendt i institution alligevel. Det er jo ikke af ond vilje, men ofte fordi forældrene ikke har andre muligheder, når de selv skal afsted på arbejde.
Skal vi bryde smittekæderne, kræver det, at hverken pædagoger eller børn kommer syge på arbejde og i institution. Under corona blev børn med de mindste sygdomstegn holdt hjemme, og sammen med gode hygiejnevaner og udluftning holdt vi på den måde stort set influenza for døren.
Alligevel fortsætter vi nu med 180 km/t. på et arbejdsmarked, hvor forældre med ret til sølle en eller to dage til at passe deres syge barn presses til at sende sløje børn afsted, når pasningsmulighederne er udtømt. Det starter vinter efter vinter smittelaviner, som ikke kun betyder, at endnu flere forældre må trække barn sygt-kortet på arbejdspladsen, men også pædagoger må kapitulere og blive hjemme under dynen.
Det giver sig selv, at det har konsekvenser for de virkelige normeringer ude på stuerne og for børnene, som møder skiftende vikarer og ukendte ansigter. Hvis de da overhovedet er så heldige, at der er vikarer at få. Det ekstraordinære sygefravær har påvirket børnenes tryghed og trivsel i hver tredje tilfælde, når man spørger arbejdsmiljørepræsentanterne. Ligesom det unægteligt påvirker pædagogernes arbejdsmiljø.
Det er både menneskeligt og samfundsøkonomisk tosset, at vi fortsætter i samme rille som før corona, når nu vi én gang for alle burde have lært, at sygdom og institutioner er en ualmindeligt dårlig cocktail, og at sygdomsbingo faktisk ikke behøver at være et vilkår for hverken pædagoger eller børnefamilier vinter efter vinter.