Succesfuld inklusion og opgør med mistrivsel kræver dygtige pædagoger

Børn og unge er ofre for en trist tendens. Det er nemlig først muligt at få den nødvendige hjælp og støtte, når børns problemer vokser dem og pædagogerne omkring dem over hovedet.

I Danmark stiger antallet af børn og unge, der mistrives. Fx får hver 12. barn en psykisk diagnose, inden de fylder 10 år. Hver syvende inden de fylder 18 år.

Det er en nedslående statistik, der vidner om en stigende trivselskrise samt historien om et samfund, hvor hjælpen kommer alt for sent. Det er en falliterklæring.

Det udfordrer ambitionen om, at flere børn skal inkluderes i folkeskolens og daginstitutionernes fællesskaber. For problemerne vokser sig ikke fra 0 til 100 hen over natten. Nej, vi har tonsvis af muligheder for at gribe tidligere ind, men det forudsætter selvfølgelig, at der er tid til og viden om at inkludere børn med handicap.

Mistrivsel kommer snigende

Børn med medfødte handicap som eksempelvis cerebral parese, autisme eller ADHD kan sagtens være i trivsel og have gode børneliv. De fleste har sikkert haft det godt, inden de begyndte i skole. Men den alvorlige mistrivsel begynder, når de ikke får den rette støtte i dagtilbud eller skole. Og det skal forebygges.

Mistrivsel er ikke et enten-eller, men en størrelse, som kommer snigende. Præstationskultur er indlejret i test og screeninger igennem barndommen og kryber sig langsomt ind under huden. Fællesskaberne lever måske nok i bedste velgående på sociale medier, men alt for mange børn føler sig ensomme.

Når mistrivslen bliver vedvarende, sætter den sig i barnet som en reel psykisk lidelse.

Alt for mange forældre og pædagoger må i dag bruge unødigt mange kræfter på at få hjælp fra pædagogisk psykologisk rådgivning for ikke at tale om vejen til en udredning, når børn mistrives.

Selvfølgelig er der brug for hurtig bistand fra PPR og en toptunet psykiatri, når vi skal passe på disse børn. Men det er også på tide, at vi vender bøtten på hovedet og begynder at tale mindre om enkelte børn som problemet og mere om de rammer, vi kommer børnene ind i. Her skal der være de rette pædagogiske kompetencer og ressourcer som uanset barnets eventuelle handicap kan bremse deres mistrivsel og give dem de udviklingsmuligheder, der burde være en klokkeklar rettighed for alle børn og unge.

Mangel på pecialpædagogiske kompetencer

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at børn i udsatte positioner, ifølge de kommunale dagtilbudschefer, ikke får den støtte, de har behov for. Årsagen er blandt andet mangel på pædagoger og på specialpædagogiske kompetencer blandt det pædagogiske personale.

Også når børnene rykker over i skolen, viser den ti år gamle politiske ambition om at flere børn skal inkluderes i folkeskolens fællesskab tvivlsomme resultater. Læg dertil at hver anden pædagog på skole-fritidsområdet oplever, at et stigende antal børn mistrives. Kun 3 procent oplever, at antallet af børn, der mistrives, er faldende.

Børn viser tegn på mistrivsel på mange forskellige måder. Nogle vender det indad, bliver ængstelige, undlader at bede om hjælp og trøst, eller de lægger sig til at sove på bagerste række i klassen. Andre gør det stik modsatte. De forstyrrer, slår måske deres kammerater og bidrager til uro og kaos. Det har negative konsekvenser hos hele børnegruppen, fordi det stjæler opmærksomhed fra resten.

Der er brug for at sikre, at pædagoger i dagtilbud og på skoler har viden om handicap og er klædt på til at skabe inkluderende fællesskaber - hvis vi vil lykkes med ”mission inklusion” og vende den foruroligende udvikling i børns og unges trivsel. Kompetencerne skal være der, hvor mistrivslen og vanskelighederne typisk melder sig i hverdagen – og der, hvor vi faktisk er enige om, at de fleste børn har bedst af at være med, nemlig i daginstitutionernes og folkeskolens inkluderende fællesskaber.