Selvfølgelig er højere løn en del af løsningen til at fremtidssikre velfærden 

Statsminister Mette Frederiksen har, endelig, bragt de offentligt ansattes løn helt ind i kernen af debatten om fremtidens velfærdssamfund. Det har fået en bred front af borgerlige politikere, lederskribenter og organisationer op i det røde felt. 

Statsministeren er ”på tynd is” og ”river den danske model med i faldet”, lød den dramatiske, men ikke særligt saglige konklusion. Den beror nemlig på en klassisk misforståelse og forveksling af den offentlige og den private aftalemodel. 

På det offentlige område defineres og fastsættes rammen med baggrund i den private lønudvikling. Summen er stort set fastsat på forhånd af den ansvarlige minister. Derfor havner vi i et nulsumsspil, hvor faggrupper med lønefterslæb reelt set ingen chancer har for at indhente det forsømte. Skal nogen have mere, må andre afgive. 

Det er en praktisk umulighed. Overført til det private, vil det betyde, at hvis man vælger at øge lønnen for medarbejderne i LEGO, skal medarbejdere i Danfoss holde igen med deres lønkrav. Næppe et realistisk scenarie.

Når vi og andre traditionelle kvindedominerede faggrupper føler os forfordelt, så skyldes det, at vores lønniveau ikke er skabt af udbud og efterspørgsel, markedskræfter eller summen af den værdi, vi skaber for samfundet. 

Vores lønniveau og indplacering på lønstigen er heller ikke et resultat af den danske model. Den er vedtaget politisk på Christiansborg med tjenestemandsreformen i 1969. En tid, hvor man ikke tillagde kvindefag nogen værdi. Gæt selv, hvor kvindefagene endte i dét hierarki. 

Pædagogprofessionen har flyttet sig betragteligt gennem årene. Både i forhold til uddannelsesniveau, kompleksitet, betydning for vores samfundsmodel, og de krav, der stilles til pædagogernes opgaveløsning, Alligevel tjener pædagogerne stadig mange tusinde kroner mindre om måneden end andre offentlige faggrupper med samme uddannelsesniveau. Og vi er overhalet af andre faggrupper med kortere uddannelse. Over et helt liv koster det den enkelte pædagog tre millioner kroner i disponibel livsindkomst.

Der er næppe én eneste borgerlig lederskribent, der ikke anerkender, at løn er en vigtig motivationsfaktor. Både når man skal vælge uddannelse, men også når man skal beslutte, hvor mange timer, man lægger i sit arbejde. Æblet kan blive for surt at bide i. Og det er gift for rekruttering til vores profession og ambitionen om at holde et højt fagligt niveau i vores daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skoler. En del af den samfundskontrakt, der sikrer betingelserne for børns trivsel og udvikling, men også gør forældre trygge ved at aflevere deres børn og tage på arbejde.

Tallene taler deres eget sprog. Alene i år har 18 procent færre søgt ind på pædagoguddannelsen. Kun 55 % af personalet i vores daginstitutioner har en pædagoguddannelse, og 11.000 pædagoger arbejder uden for faget. Løn er én af flere vigtige faktorer, politikerne er nødt til at tage i betragtning, hvis der i fremtiden skal være pædagoger nok og høj kvalitet i vores institutioner.

Vi står på en brændende platform. Alene i vores daginstitutioner kommer vi til at mangle 14.000 pædagoger i 2030 for at følge med stigningen i børnetallet. Den kritiske mangel på veluddannede medarbejdere i de store velfærdsfag får alvorlige konsekvenser for vores samfund. 

Derfor er det både ansvarligt og nødvendigt at bringe lønspørgsmålet ind i debatten om rekrutteringsproblemer. Det handler både om at gøre op med en historisk uretfærdighed, og om at fremtidssikre vores velfærd. Og det rokker på ingen måde fundamentet under den danske model. Tværtimod nedbryder det gradvist tilliden til den offentlige aftalemodel, hvis vi ikke får taget et opgør med det politisk skabte lønefterslæb – med hjælp fra de ansvarlige politikere på Christiansborg.

Debatindlægget blev bragt på JP.dk den 9/9 2022