Politikerne taler om børns mistrivsel, men svigter de fritidstilbud, hvor de kan få pusten 

Efter sommerferien vil mange børn have færre undervisningstimer på skoleskemaet, fordi kommunerne har fået frihed til at korte skoledagen. Børnenes dag bliver imidlertid hverken kortere eller længere. Færre undervisningstimer betyder måske nok mindre dansk og matematik, men i stedet får de flere timer i SFO'en og i klubben.

Havde det ikke været for årtiers politisk negligering af netop fritidspædagogikken, var det en god nyhed, at der bliver mere tid til at dyrke legen og børnenes fællesskaber. For det betyder mere tid til at øve sig i venskaber og i at løse problemer. Tid til at gå på opdagelse, være kreativ, lære nye ting på værksteder, fordybe sig og lade nysgerrigheden bestemme og fantasien spire.

Med de rigtige rammer kan pædagogerne i vores SFO'er og klubber spille en vigtig rolle i forhold til at forebygge, at flere børn og unge mistrives og er ensomme. Fritidspædagogikken kan åbne fællesskaberne op for børn, som måske har svært ved at finde nøglen til dem. Fritidsinstitutionerne kan være et langt federe alternativ til at gå alene hjem og forsvinde ned i en af de skærme, som stjæler alt for meget af vores børn og unges tid. De kan være et vurderingsfrit rum, fri fra skolens præstationspres og karakterer, hvor børnene lærer at mestre andre ting, som opbygger deres selvtillid og selvværd. 

Men fritidspædagogerne i vores SFO'er og klubber har så langt fra de optimale betingelser for at indfri fritidspædagogikkens store potentiale i dag.

Fritidspædagogerne er for få til at løfte en vigtig opgave
Da jeg som nyuddannet startede som skole- og fritidspædagog for 25 år siden, var fritidshjemmet et magisk sted. Det var et sted, hvor børn efter skoletid kunne udforske verden og slippe fantasien og kreativiteten løs. Vi havde frihed til at skabe kreative og sociale fællesskaber med børnene. Og vi havde tid til det. Fritidshjemmene stod i deres egen ret, som noget andet end skolen. De lå typisk på helt andre matrikler og havde en selvstændig ledelse og deres egen økonomi. Men meget er forandret.

Da jeg som nyuddannet startede som skole- og fritidspædagog for 25 år siden, var fritidshjemmet et magisk sted. Det var et sted, hvor børn efter skoletid kunne udforske verden og slippe fantasien og kreativiteten løs.

I dag ligger SFO'erne, med få undtagelser, på skolen, og SFO-lederen er mange steder sparet væk til fordel fra en læreruddannet afdelingsleder, der ikke har megen indsigt i fritidspædagogikken. SFO'erne er blevet en appendiks til skolen. Siden sidste skolereform er der barberet over 2,5 milliarder kroner af de kommunale budgetter til fritidsinstitutionerne. Det svarer til, at der over hele landet er skåret en tredjedel af udgifterne par barn i SFO og klub. Så mens priserne på alt andet — lønninger inklusive — er steget markant, bruger vi historisk få penge per barn i fritidsinstitutionerne.

Det har sat sine tydelige spor i kvaliteten. Den eneste normeringsopgørelse, vi har, viser, at normeringen i gennemsnit er mere end 18,1 børn per pædagog. Og det dækker endda over store variationer.

5.000 fritidspædagoger giver i BUPL's nyeste vilkårsundersøgelse klar besked: Deres betingelser for at lave god fritidspædagogik er langt fra gode nok. Hver tredje oplever, at normeringerne er blevet dårligere det seneste år. Kun 11 procent oplever, at de er blevet bedre. Mere end halvdelen af fritidspædagogerne har i mindre grad eller slet ikke tilstrækkelig tid til det enkelte barn, og 48 procent har i mindre grad eller slet ikke tid til at arbejde med børn og unge i udsatte positioner. De har kort sagt ikke tid til at gøre den forskel for børnene, som de er sat i verden for — og som der er brug for.

Det er paradoksalt, at vi på den ene side taler om børns stress og mistrivsel — og på den anden side forsømmer at prioritere de rum, hvor børn faktisk kan få pusten. 

Det er paradoksalt, at vi på den ene side taler om børns stress og mistrivsel — og på den anden side forsømmer at prioritere de rum, hvor børn faktisk kan få pusten. Hvis vores børn og unge skal tilbringe mere tid i SFO’erne og klubberne, har politikerne også en forpligtelse til at sørge for, at det er tilbud af langt højere kvalitet end i dag.

Kvaliteten falder, og samtidig betaler forældrene i dyre domme
Pædagogerne mangler både tid og kolleger. Men ikke nok med det, oplever de også, at der mangler ressourcer til basale ting som værksteder og udflugter. Og de fysiske rammer er enten nedslidte eller udgør mange steder en stribe klasselokaler. Men god fritidspædagogik er altså ikke noget, man kan trække op af en skuffe eller ud af et skab, og det kræver mere end en bold til skolegården og en stak papir og tusser i et hjørne af et klasselokale.

I børnehaveklassen går 19 ud af 20 børn i SFO. I 2. klasse er det ni ud af 10. Men når de så vinker farvel til SFO' en og starter i klubben i 4. klasse, er hver tredje barn i klassen forsvundet væk fra de kommunale SFO’er og klubtilbud, hvis der overhovedet er et sådan tilbud til dem. Det er en skam, for tre ud af fire pædagoger har kendskab til børn og unge, som ikke går i SFO eller klub, men som ville have gavn af det. Det undrer desværre ikke, at børnene bliver meldt ud. 

For mens kvaliteten falder, fordi der bliver skåret i området, så stiger forældrebetalingen. Forældrene får en regning, som de desværre alt for mange steder ikke kan se, står mål med det tilbud, deres børn får. I mere end 20 kommuner er det sågar dyrere at have sit barn i SFO, end det er at have sit barn i børnehave. Det er jo helt absurd, når man tager normeringen i SFO'erne i betragtning, og at SFO'en har åbent langt færre timer end børnehaven. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, spørger du måske?

Mens daginstitutioner og skoler er en skal-opgave, når kommunalbestyrelserne hvert efterår forhandler om næste års budget, ender fritidsinstitutionerne desværre ofte som sorteper

Det kan det, fordi der modsat daginstitutionerne ikke er noget loft over, hvor stor en del af udgifterne, kommunerne må opkræve fra forældrene. Og derfor ender forældrene i nogle kommuner med at betale stort set hele gildet. Det er ikke bare for letkøbt af kommunerne, det kommer også til at give bagslag, fordi vi mister de børn fra fællesskabet, som har allermest brug for at være en del af det.

Mens daginstitutioner og skoler er en skal-opgave, når kommunalbestyrelserne hvert efterår forhandler om næste års budget, ender fritidsinstitutionerne desværre ofte som sorteper, fordi der hverken er nogen krav til normeringer, kvalitet eller for den sags skyld et loft over hvor meget, kommunerne må opkræve fra forældrene. Så selv om der ikke burde kunne skæres mere ind til benet, ser vi alligevel fritidens budgetter blive mindre år for år.

Økonomisk løft er nødvendigt for at genoprette fritidspædagogikken
Når børnene har udsigt til at bruge mere tid i fritidsordningen, er det for alvor tid til at genoprette de forsømte fritidsinstitutioner. Fritidspædagogikken er noget særligt og kan noget særligt, og den fortjener at stå i egen ret. Fri af skolens skygge. Jeg savner, at politikerne i både ord og handling viser, at de betragter fritiden som en betydningsfuld del af børnenes dag, når nu de har valgt, at børnene skal have mere af den.

Fritidspædagogikken er noget særligt og kan noget særligt, og den fortjener at stå i egen ret. Fri af skolens skygge. Jeg savner, at politikerne i både ord og handling viser, at de betragter fritiden som en betydningsfuld del af børnenes dag.

Det er snart to år siden, at daværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) nedsatte partnerskabet »Sammen om Fritiden«, hvor vi fik til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan vi kan styrke fritidsområdet. Nu kommer vi med en række anbefalinger, om at fritidsinstitutionerne skal have en selvstændig formålsparagraf, et fritidspædagogisk grundlag og at der er brug for mere data om kvaliteten i landets SFO’er og klubber. Vi vil have mere selvstændige fritidsinstitutioner, hvor fritidspædagogikken står i egen ret. Og vi vil kunne holde bedre øje med kvaliteten, så vi kan sætte foden ned, hvis udviklingen fortsætter.

Men det er klart, at der skal mere til, når man tager bestik af virkeligheden i dag. Uden et økonomisk løft med øremærkede midler til fritidstilbuddene og kommuner, der viser vilje til at prioritere børns fritid, kommer vi ikke langt.