Om 10 år vil vi mangle 14.000 pædagoger. Det er en kæmpe trussel mod det gode børneliv

I løbet af de kommende 10 år vil der komme 55.000 flere børn i vuggestue- og børnehavealderen. Det er i sig selv en glædelig nyhed, men det kræver selvsagt investeringer i de rammer og den kvalitet, vi tilbyder børnene og deres forældre i daginstitutioner, fritidsinstitutioner og skole.

I 2030 vil der være brug for yderligere 14.000 pædagoger bare for at følge med udviklingen i børnetallet og loven om minimumsnormeringer. Pædagogmanglen er allerede rå virkelighed mange steder. De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der på et halvt år har været 3900 forgæves rekrutteringsforsøg. Det svarer til, at mere end hvert fjerde pædagogjob ikke kan besættes af en pædagog.

Sommerens tal for søgningen og optaget på pædagoguddannelsen er lige så nedslående og gruopvækkende læsning. Antallet af unge, der søger ind på uddannelsen, er faldet med 19 procent på bare et år, og flere end hver femte pædagogstuderende er forsvundet siden 2016. 

Der skal ske noget nu, hvis vi ikke vil sætte kvaliteten i vores børnevelfærd helt over styr.

I forvejen er vi i en situation, hvor kun hver anden pædagogiske medarbejder i daginstitutionerne har en pædagoguddannelse. Og andelen falder. Hver fjerde pædagog arbejder som den eneste pædagog på stuen. På nogle stuer er der ikke én eneste fast pædagog, og alt for mange steder er det reglen mere end undtagelsen, at børn og forældre bliver mødt af løstansatte ufaglærte vikarer. Det er en kæmpe trussel mod kvaliteten.

Faktum er, at der aldrig har været mere brug for veluddannede pædagoger. Mistrivslen blandt børn og unge vokser, tæt på hvert sjette barn under 10 år oplever betydelige mentale helbredsproblemer. Det øger kompleksiteten i pædagogernes job og stiller store krav til fagligheden og rammerne for pædagogikken.

Vi har forsøgt at råbe politikerne op i mange år. Tidspunktet for rettidig omhu er for længst overskredet. Der skal ske noget nu, hvis vi ikke vil sætte kvaliteten i vores børnevelfærd helt over styr.

Men heldigvis kender vi godt svaret på, hvad der skal til for at gøre det mere attraktivt at blive og være pædagog. Det kræver investering i tre grundlæggende ting: En mere attraktiv uddannelse, bedre vilkår og rammer for det pædagogiske arbejde i hverdagen, og sidst, men ikke mindst, en bedre løn.

Pædagoguddannelsen har i mange år haft det laveste taxameter pr. studerende af alle videregående uddannelser. Hvis man vil have flere unge til at vælge en uddannelse til pædagog, skal de selvfølgelig opleve, at politikerne prioriterer den højt. Alt andet er utroværdigt.

Vi får ikke løst manglen på pædagoger, før vi får gjort op med pædagogers historisk betingede lønefterslæb.

9 ud af 10 pædagoger vil blive længere i jobbet, hvis normeringerne bliver bedre. Minimumsnormeringerne, som bliver en realitet i 2024, er et stort fremskridt. Men det er stadig kun et minimum. Og vi kan tale nok så længe og højt om, at pædagoger har verdens måske vigtigste og mest meningsfulde arbejde. Det nytter ikke, hvis det, man oplever i hverdagen som pædagog, er, at der reelt ikke er tid til at bruge sin faglighed og give børnene det, vi ved, de har brug for. Bedre normeringer og vilkår vil få flere af de mange tusinde pædagoger, der arbejder på nedsat tid, til at gå op i tid, og kan tilvejebringe helt op til 3000 ekstra årsværk.

Det er og bliver et politisk ansvar at sikre en attraktiv uddannelse, gode arbejdsvilkår og en løn, der matcher kravene til vores uddannelsesniveau og kompleksiteten i vores arbejdsopgaver.

Vi får ikke løst manglen på pædagoger, før vi får gjort op med pædagogers historisk betingede lønefterslæb. Pædagoger tjener mindst af alle offentlige faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse og i flere tilfælde mindre end faggrupper med en kortere uddannelse. Lønnen er ganske enkelt ikke fulgt med vores uddannelsesniveau og kompleksiteten i vores opgaveløsning. Det handler om adskillige tusinde kroner om måneden og over tre millioner kroner mindre i disponibel indkomst over et helt liv. Hvis det skal blive mere attraktivt at være pædagog, skal der findes en løsning på den skævhed. Der er ingen vej uden om.

Jeg køber ikke fortællingen om, at unge vælger pædagogfaget fra, fordi de er uddannelsessnobber. Og heller ikke påstanden om, at vi som faglige organisationer bare skal tie stille og tale virkeligheden lyserød, når den ikke er det. Men det er og bliver et politisk ansvar at sikre en attraktiv uddannelse, gode arbejdsvilkår og en løn, der matcher kravene til vores uddannelsesniveau og kompleksiteten i vores arbejdsopgaver.

Det er fremtidens velfærd og godt børneliv, som er på spil. Og der er brug for handling nu.