Minimumsnormeringerne virker! Vil I smide det på gulvet eller hæve ambitionerne?

Pædagoger er stadig alene med alt for mange børn i vuggestuer og børnehaver, og den stigende mistrivsel blandt børn oplever pædagoger allerede i daginstitutionerne. Det er dybt bekymrende. Men der er alligevel tændt et lys i mørket.

Det er ikke noget jordskred. Langt fra. Pædagoger og ledere oplever på ingen måde, at det strømmer ind med nye kollegaer. Men vi ser nu de første tegn på, at den udvikling, der har udhulet daginstitutionerne år efter år, næsten så længe jeg kan huske, står stille - eller sågar er ved at vende.

Det er selvfølgelig de mange millioner til minimumsnormeringer, der så småt er begyndt at gøre en forskel. Men det hele kan smuldre mellem hænderne på os, før børn, forældre og pædagoger for alvor kan mærke en forskel.

I BUPL’s helt nye vilkårsundersøgelse svarer to ud af tre ledere, at normeringerne er blevet bedre, og en tredjedel af pædagogerne svarer det samme. Jeg kunne sagtens bare tage nej-hatten på og lede efter hullerne i osten. For langt de fleste ledere mærker kun, at normeringerne er blevet lidt bedre, og en tredjedel af pædagogerne er ikke ret meget, når halvdelen ikke mærker nogen forskel.

Men der er også lyspunkter.

Jeg har som pædagog, tillidsmand og formand for BUPL stort set kun været vidne til, at normeringerne er blevet ringere. Derfor er det stort, at udviklingen er ved at vende. Det er de første tydelige tegn på, at der endelig kommer en prop i besparelserne og en bund under den kvalitet, vi byder vores børn i daginstitutionerne.

Svarene fra landets pædagoger og ledere viser i mine øjne to ting: Vi er endelig på vej, og der er lang vej igen.

Et af nøgletallene handler om alenetid. Andelen af pædagoger, der stod alene med hele børnegruppen, sidst de var på arbejde, er faldet fra 68 procent sidste år til 61 procent i år. Det er stadig alt for mange pædagoger, der er alene med alt for mange børn, og det er i sig selv dybt bekymrende. Jeg tror, det er et tal, der igen vil få mange forældre til at spærre øjnene op. Men det går trods alt den rigtige vej.

Til gengæld er antallet af børn, pædagogerne er alene med, desværre uændret. Pædagoger i vuggestuerne oplevede i gennemsnit at være alene med 9 børn, mens pædagoger i børnehaverne var alene med 17 børn.

Det er bestemt ikke noget at juble over. Ingen bør stå alene med så mange små børn. Og bemærk lige, at det er et gennemsnit. Mange pædagoger står altså med endnu flere.

Hvordan skal man prioritere omsorgen, når én er faldet ned fra legestativet og græder, mens to andre børn er kommet op at slås? Hvordan prioriterer man mellem den vigtige samtale med forældrene om eftermiddagen og de ni vuggestuebørn, der skal have eftermiddagsmad og have skiftet ble? Hvordan prioriterer man mødet med socialrådgiveren, når man ved, at den 20 -årige vikar står alene med hele børnegruppen? De mange dilemmaer resulterer i stress og udbrændthed.

Spidsbelastning i perioder kan ikke undgås selv i den bedste af alle verdener, men når det bliver hverdag, flygter man til sidst. Det har vi set ske over en lang årrække. 11.000 pædagoger arbejder uden for faget. Mange fordi der ikke er mulighed for at være den gode pædagog, de drømte om at være. Bedre normeringer er en vigtig nøgle til at sætte en stopper for pædagogflugten.

Men lige nu er der desværre grund til bekymring. Kommunerne er i fuld gang med budgetterne for 2023, og mens de modtager millioner til minimumsnormeringer med den ene hånd, sparer de mange steder på daginstitutioner, SFO’er og klubber med den anden. Det tiltrængte løft af børneområdet risikerer på kort sigt at blive udhulet af besparelser mange steder. Loven om minimumsnormeringer sætter heldigvis en stopper for dét i vuggestuer og børnehaver i 2024. Men i et børneperspektiv er der længe til 2024.

Samtidig ser vi partier, som er klar til at spare på velfærden for at få råd til topskattelettelser. Vi ved jo godt, hvad det betyder, når de foreslår at gøre tingene lidt smartere. Og de ved lige så godt som os, at alle pengene til skattelettelser ikke kan findes ved at spare på administration. Det bliver kernevelfærden, børn og pædagoger, der igen kommer til at lægge ryg til størstedelen af besparelserne.

Tilmed er der partier, der helt vil afskaffe minimumsnormeringer. De Konservative har meldt klart og tydeligt ud.

De kommunale besparelser og flere partiers ønske om skattelettelser viser, hvorfor det var så afgørende, at minimumsnormeringer blev en lov med en fast nedre grænse for bemandingen i daginstitutionerne. Vi kan jo tydeligt se, at så snart kommunerne bliver pressede, og der skal findes millioner i budgetterne, må børnene igen holde for.

Det er nu, politikerne i kommuner og i Folketinget skal holde fast i den gode udvikling, som vi mærker de første tegn på ude i daginstitutionerne. Jeg forventer, at partierne bag loven om minimumsnormeringer også er garanter for, at ingen kommer til at rokke ved børnenes ret til flere pædagogiske medarbejdere, og at vi også gradvist får en udbygning. Og jeg forventer, at kommunerne bruger alle pengene til minimumsnormeringer på børnene, så de lever op til deres forpligtelse om minimumsnormeringer senest i 2024.

Det er ikke en garanti for luksus i daginstitutionerne. Men det er historisk, fordi vi én gang for alle får en prop i årtiers besparelser. Derfor handler det kommende valg også om vores ambitioner for det gode børneliv. Vi kan smide den gode udvikling på gulvet eller hæve ambitionerne. Jeg håber, vælgerne tager børnebrillerne med i stemmeboksen.