Minimumsnormeringer er en historisk sejr

I dag er en historisk dag. I dag vedtager Folketinget en lov, som giver børn og forældre ret til et minimum af pædagogisk personale, uanset hvor i landet børnene går i børnehave eller vuggestue. En lov, BUPL har kæmpet for i mere end et årti. Uanset hvor mange flere børn der må blive født i de kommende år, og uanset om samfundsøkonomien i perioder tilsiger, at vi spænder livremmen ind, står det fra i dag sort på hvidt, at kommunerne skal leve op til en nedre smertegrænse for, hvordan blandingsforholdet mellem børn og voksne må være i landets daginstitutioner. 1 voksen til 3 vuggestuebørn og 1 voksen til 6 børnehavebørn i gennemsnit på kommuneniveau.

Det sikrer en prop i årtiers besparelser og en bund under børneområdet, som historisk har været underlagt besparelser i et omfang, der til sidst fik bægret til at flyde over, pædagoger på randen af desperation til at dokumentere deres virkelighed alene med alt for store børnegrupper og forældre med børn på skuldrene og i hænderne til at møde talstærkt op til landsdækkende demonstrationer og forlange forandring af politikerne.

Et krav der i 2019 blev omdrejningspunkt for en af de største folkelige demonstrationer i Danmark i nyere tid med cirka 100.000 deltagere. BUPL’s årelange kamp for at få det noget tekniske og ikke så mundrette begreb ’minimumsnormeringer’ på offentlighedens læber var endelig lykkedes, og samme år nåede et politisk flertal til enighed om at stoppe blødningen og indføre et historisk retskrav for børnene; et værn mod yderligere besparelser, som der ikke er mange tilsvarende af på velfærdsområdet.

Ingen kan bedrive god pædagogik alene med 17 børn

Loven om minimumsnormeringer er en milepæl i genopretningen af børneområdet og en vigtig anerkendelse af, at besparelserne på vores børn var nået et absolut lavpunkt, som vi aldrig vil tillade igen. Sammen med et højt uddannelsesniveau hos personalet er normeringer den vigtigste forudsætning for høj kvalitet i børnenes hverdag. Børn der har gået i daginstitutioner af høj kvalitet, klarer sig bedre i forhold til både skole, uddannelsen og job og havner sjældnere i kriminalitet og misbrug. Med andre ord mange gode grunde til at give børnene de pædagoger, som de nu får ret til.

Men de vigtigste grunde var for mig de beretninger om børn, der var overladt til dem selv, når de havde brug for en voksen. Børn der ikke blev hjulpet ind i fællesskabet og i stedet havnede i daglige konflikter. For som pædagoger ved vi om nogen, hvad det gør ved børns følelsesmæssige og sociale udvikling, at de gentagne gange ikke bliver hørt, når de kalder.

Det var historier fra pædagoger, der gang på gang måtte se sig slået af virkeligheden, fordi de høje forventninger de havde til sig selv, og som samfundet heldigvis også har til pædagoger, kolliderede fuldstændig med deres hverdag, hvor de oplevede at stå alene med 17 børnehavebørn. Ingen kan bedrive god pædagogik alene med 17 børn, og det går ud over børnenes trivsel og udvikling.

Stadig lang vej til minimumsnormeringer

Virkeligheden ude i daginstitutionerne er kun enkelte steder betydeligt forbedret, og det er først nu, det lange seje træk for at alle børn kan mærke forskellen hele dagen begynder. Hver fjerde daginstitutionspædagog oplever, at normeringen på deres arbejdsplads er blevet bedre. Og blandt dem er der større optimisme end blandt deres kollegaer, når man spørger, om de har tid til at sikre høj faglighed i det pædagogiske arbejde. Det gør en ægte forskel. Men det er musseskridt ind til videre. To ud af tre pædagoger i daginstitutionerne stod, sidst de var på arbejde, alene med den samlede børnegruppe på i gennemsnit 17 børnehavebørn og 9 vuggestuebørn. Én pædagog til 17 børnehavebørn er så langt fra en god normering, at det ikke kan undgå at blive brandslukning.

Tallene er et vidnesbyrd fra virkeligheden, og en påmindelse om, at børnene stadig møder en virkelighed meget langt fra minimumsnormeringer.

Kampen om at sikre, at minimumsnormeringer bliver til gode normeringer ude hos alle børn og pædagoger venter. Men hvor desperationen over tilstandene i 2019 var altoverskyggende, er der i dag grund til håb. For om tre år skal alle kommuner være på et minimumsniveau. Kommunerne bærer et stort ansvar for nu at sikre, at alle børn kan mærke forandringen, som de er blevet lovet. Og ikke mindst for at opretholde den faglige kvalitet, når lovkravet skal indfries. I forvejen er under halvdelen af de ansatte i daginstitutionerne uddannede pædagoger, og hvis kommunerne nøjes med at ansætte ufaglærte eller assistenter, får vi ikke den kvalitet i daginstitutionerne, som børnene har brug for.

Hverdagen i daginstitutionerne er langt fra genoprettet, men i dag er der grund til at fejre en historisk sejr, som sætter en prop i årtiers besparelser og lægger en bund under et stadig hårdt trængt børneområde. Loven er et politisk løfte, som skaber håb om forbedring af børnenes hverdag.