Mere frihed til kommunerne er ikke en smutvej til bedre kvalitet for børnene

Hvorfor har vi egentlig fået en lov om minimumsnormeringer i vores vuggestuer og børnehaver?

Det har vi, fordi det højt besungne kommunale selvstyre spillede fallit. Fordi årtiers økonomisk smalkost i kommunerne og besparelser på børneområdet til sidst smadrede rammerne for det pædagogiske arbejde, så pædagogerne ikke længere havde mulighed for at sikre den trivsel, udvikling, omsorg og nærhed, som børnene har brug for og krav på. Til sidst måtte et flertal på Christiansborg hårdt presset af forældre, pædagoger og eksperter gribe ind og gøre det nødvendige: At sikre børnenes rettigheder.

Og hvorfor har vi i det hele taget en dagtilbudslov, som kommunerne skal leve op til?

Det har vi for at sikre, at børnene bliver mødt i deres behov og får de bedste betingelser for at trives og udvikle sig. Og for at sætte en fælles barre for det pædagogiske arbejde, der skal til for, at det sker.

Dagtilbudsloven og minimumsnormeringer er eksempler på statslig regulering, bureaukrati om man vil. Men det er også rettigheder til børn og forældre, der forpligter kommunerne til at skabe rammerne og bruge de nødvendige ressourcer på at sikre kvaliteten i vores institutioner.

Så da statsministerens i sin nytårstale annoncerede, at regeringen vil udbrede frihedsforsøgene og sætte alle landets 98 kommuner fri fra statslige regler og bureaukrati på en række velfærdsområder, var min første indskydelse: Ved politikerne på Christiansborg egentlig, hvad vi som pædagoger konkret har brug for at blive fri for?

Helt instinktivt lyder det jo godt. Hvem vil ikke mere frihed? Hvem kan sige nej til mere tid til kerneopgaven. Færre processer og skemaer. Mindre unødig regulering og kontrol. Mere hjerterum og sund fornuft. Til at sætte fagligheden fri hos pædagoger, lærere og ansatte i ældreplejen. Men det er langt mere komplekst. Selvfølgelig er det dét. Og de rigtige løsninger for folkeskolen er ikke nødvendigvis de rigtige løsninger for daginstitutionerne.

I min tid som formand for BUPL har jeg fået utallige velmenende henvendelser fra politikere, der jagtede de formodede lavthængende frugter i at mindske reguleringer og unødigt bureaukrati, så alle pædagoger kunne bruge mere tid på gulvet sammen med børnene og mindre tid på administrative opgaver – helt uden at det kostede noget. Men så let er det desværre ikke. For mængden af bureaukrati er kun vokset i takt med besparelser, effektiviseringer, flere og mere komplekse opgaver og en vigende pædagogandel.

Skal vi for alvor gøre kål på det unødvendige bureaukrati i vuggestuer og børnehaver, skal regeringen starte med at løse manglen på pædagoger. Manglen på den ekspertise og den faglighed, der skal stå i stedet for de dyre amerikaniserede koncepter og tjeklister, kommunerne skubber ud i daginstitutionerne. Og så selvfølgelig sørge for, at pædagogernes også har tid og ordentlige rammer til at bruge fagligheden. Der er nemlig ingen smutveje til højere kvalitet.

Helsingør og Rebild fik et lille forspring, da de allerede i januar 2021 blev en del af frihedsforsøget på dagtilbudsområdet. En vigtig foreløbig erfaring herfra er, at langt størstedelen af bureaukratiet paradoksalt nok er opfundet kommunalt og ikke har rod i dagtilbudsloven. På daginstitutionsområdet handler det altså i mindre grad om den statslige regulering og kontrol, men mere om den kommunale “overstyring”.

For ambitionen om at vise pædagoger og pædagogfaglige ledere såvel som andre fagprofessionelle større tillid og give handlerum til at bruge deres faglighed er indlysende rigtig. Netop derfor var det et stort fremskridt, at politikerne på Christiansborg for tre år siden vedtog den styrkede pædagogiske læreplan, der beskrev både børnenes behov og den pædagogiske faglighed og metodefrihed, der er nødvendig for at indfri dagtilbudsloven. Et vigtigt skridt med en vigtig intention.

Fornyelig offentliggjorde Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en ny rapport om det stigende antal børn med diagnoser og udsathed i daginstitutioner. Her blev det blandt andet konkluderet, at der mangler pædagoger til at løse den komplekse opgave, og at kommunerne bør gøre meget mere for at sikre nogle rammer for det pædagogiske arbejde, der gør det muligt at realisere den styrkede pædagogiske læreplan.

Det, daginstitutionerne har brug for, er derfor et opgør med det, der forstyrrer det arbejde. At gøre op med kommunernes voksende forbrug af projekter og koncepter, målingstyranni og unødig politisk kontrol-iver. I stedet bør kommunerne gøre mere ud af at sikre de nødvendige rammer og ressourcer for det pædagogiske arbejde og lægge sig i selen for at gøre det muligt for pædagogerne at skabe de stærke faglige miljøer, hvor vi har tid til at inddrage ny viden, lave iagttagelser af børnene, planlægge kvalitative pædagogiske forløb med udgangspunkt i børnegruppen og evaluere og udvikle den pædagogisk praksis. Det er på den måde vi spotter de børn, der mistrives eller har brug for en ekstra hånd. Det er på den måde vi gør en forskel for det enkelte barn. Det er på den måde, vi indfrier de politiske ambitioner.

Vi får kort sagt ikke højere kvalitet i daginstitutionerne alene ved at give los for frihedsgraderne til landets 98 kommuner. Tværtimod er det vigtigt at værne om de nationale standarder og børnerettigheder, der beskytter mod vilkårlighed i den kvalitet, vi byder børnene. Det er netop, hvad dagtilbudsloven og loven om minimumsnormeringer er et værn omkring. Og frihedsgraderne bør som minimum følges af krav om, at kommunerne starter med at feje for egen dør og fjerner de koncepter og meningsløse projekter, der udvander medarbejdernes faglighed. Jeg er sikker på, at både ledere og pædagoger er parate til at hjælpe med den opgave.

Så når velmenende politikere håber at kunne veksle unødigt bureaukrati og administrative opgaver til mere tid på gulvet med børnene, svarer jeg, at frihed til kommunerne ikke kan løse den offentlige sektors problemer med et trylleslag. Stik imod hensigterne kan frihed fra nationale standarder fratage børnene vigtige rettigheder, som folketinget har taget ansvar for at give dem. Når det er sagt, antænder en udbredelse af frihedsforsøgene forhåbentlig et mod i kommunerne til at tænke nyt og rydde op i styringsværktøjer og koncepter og i stedet give friheden videre til de fagligt kompetente pædagoger, som er sammen med børnene hver dag.

Men det kræver også en regering og et folketing, der ikke bare lader stå til, men rent faktisk giver kommunerne forudsætningerne for at løse opgaven. At politikerne på Christiansborg sørger for at styrke pædagoguddannelsen, så flere unge vælger den til. At de giver kommunerne økonomi til at skabe attraktive arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø. Uden ekstra økonomi til vores velfærd giver regeringen alene kommunerne frihed til at forvalte elendigheden. Og så er friheden ingenting værd.