Lang vej til lige løn – pædagoger må vente i 757 år

Det var nok de færreste, der havde spået, at en værtspræstation for TV 2 Zulu ville blive årets vigtigste bidrag i ligestillingsdebatten i 2020. Hvis man ikke kendte Sofie Linde, så gør man det nu. Tak for det. Og tak for dig, Sofie. Det var så sejt. Og det er så vigtigt.

Der er nemlig brug for, at vi jævnligt får rusket grundigt op i de skadelige kønsstrukturer, der stadig er i vores samfund. Det gælder, både når det kommer til decideret krænkende ledere og lige løn for lige arbejde.

Jo mere vi river og flår i fundamentet, jo mere frigør vi os fra fortidens kønsstereotyper. Det er små skridt, men det er fremad. Derfor er debatten vigtig hver eneste gang.

Opgør med ulige løn

Men mens mediechefer, meningsdannere og politikere vred sig af led for at tage afstand fra de talrige grænseoverskridende eksempler på gramserier, seksuel afpresning og upassende bemærkninger, er det sværere at få øje på opgøret med den totalt ulige løn, der hersker mellem kønnene, som også var en stor del af Lindes budskab.

Det skyldes formentlig, at den er langt sværere at få greb om. Det gør den bare ikke mindre vigtig.

Trods årtiers kamp for at gøre op med løngabet mellem mænd og kvinder er vi i 2020 ikke meget længere, end vi var for ti år siden. I Danmark tjener kvinder 13 procent mindre end mænd. Det er ikke godt nok.

Det kan ikke være rigtigt, at det bliver ved med at være de traditionelle kvindefag, der halter efter, når lønkronerne fordeles i det offentlige. Hvis vi virkelig mener, at lige løn for lige arbejde er en grundpille i det danske velfærdssamfund, så er det på tide at gøre op med pædagogernes lønefterslæb.

Oldnordisk syn på løn

Faktisk er der bred enighed om, at det er en grundlæggende uretfærdighed. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 blev parterne enige om en såkaldt skævdeling af lønkronerne, så lavtlønsfagene kunne få et ekstra løft. Løftet blev på 0,03 procent. Det var vi glade for. Om ikke andet så for signalværdien.

Men hvis et årligt lønløft i den størrelsesorden er den eneste vej til ligeløn, så kan landets pædagoger først forvente at have lukket løngabet i år 2777. Om 757 år. Så længe kan vi ikke vente. 

Pædagogerne som faggruppe ligger allernederst i lønhierarkiet. Grundlæggende slås vi stadig med konsekvenserne af det oldnordiske kvindesyn, som gennemsyrede tjenestemandsreformen i 1969, hvor man placerede offentligt ansatte på forskellige løntrin. Skolelærere, politibetjente, pædagoger, sundhedsplejersker, sygeplejersker, professorer og andre blev plottet ind.

Uretfærdigt efterslæb 

Kvindernes indtægt blev dengang i bedste fald anset som en biindtægt, som kunne supplere mandens – og dermed husstandens indkomst. Og her mere end 50 år efter mærkes konsekvenserne af reformen stadig. Efterslæbet er aldrig blevet indhentet.

Fire ud af fem pædagoger er kvinder. Derfor må vi tage til takke med en lavere løn. Tænk, at vi et halvt århundrede efter reformen stadig ikke har gjort op med den uretfærdighed. Det må vi kunne gøre bedre som samfund.

Ligelønsloven fra 1976 slår fast, at arbejde af samme værdi skal lønnes lige. Sådan er virkeligheden desværre ikke.

Det er efterhånden mange år siden, pædagoguddannelsen blev en professionsbachelor. Faglighed betyder alt, når vi skal give vores børn og unge de bedste rammer for trivsel og udvikling. Det afspejles desværre bare ikke på lønsedlen. Pædagogerne er den faggruppe, der får mindst ud af deres uddannelse i kroner og øre, når man sammenligner med andre offentlige faggrupper.

Lang, sej kamp

I den meget nære fremtid får vi brug for mange flere pædagoger. Hvis vi skal have de unge til at vælge pædagoguddannelsen, så skal både løn og vilkår være i orden. Med minimumsnormeringerne nærmer vi os bedre vilkår rundt omkring på landets daginstitutioner. Men lønnen halter i den grad efter.

Ligelønspuljen fra 2018 var det første spæde skridt i retning af mere retfærdighed. Startskuddet til en lang, sej kamp, som kommer til at fortsætte og tage fart i de kommende år. Men jeg bilder mig ikke ind, at vi gennem overenskomstforhandlinger alene kan gøre op med fortidens synder. De ulige lønvilkår er skabt af politikere på Christiansborg, og derfor er det også helt rimeligt, at det er dér, de løses.

Politisk skabt skævhed

Det er en stærk og rigtig tradition ikke at blande det politiske niveau ind i overenskomstspørgsmål. Men det er urimeligt, at parterne pålægges at løse et problem, da den grundlæggende skævhed er skabt politisk. En del af den danske model er heldigvis også, at den type udfordringer kan løses i en trepartsaftale.

Her mødes det politiske niveau og arbejdsmarkedets parter, uden at nogen kompromitteres. Det kunne være en vej til at ændre på de skæve lønrelationer, som reformen i 1969 videreførte.

Så tak endnu engang, Linde. For at ruske op i ligestillingsdebatten og bane vejen for et mere retfærdigt og lige arbejdsmarked. Vi kæmper også videre. Men vi skal ikke vente 757 år.