KL og BUPL: Der skal langt mere prestige og kvalitet i pædagoguddannelsen
Af: Formand for BUPL Elisa Rimpler og formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen.
Forældre afleverer hver dag deres børn i landets daginstitutioner, skoler og SFO’er med forventningen om, at deres børn møder tilbud af høj kvalitet, mens de selv går på arbejde.
Skal vi kunne leve op til de forventninger, er vi dog nødt til at have en pædagoguddannelse, der er bedre, end den vi kender i dag. Vi har brug for en uddannelse, der sikrer en stærk grundfaglighed og med mulighed for specialisering. En uddannelse, der klæder de studerende på til det vigtige arbejde. Vi har også brug for en uddannelse, der vil være et attraktivt studievalg for flere unge.
Det hverken gør eller er pædagoguddannelsen desværre i sin nuværende form. Det slog evalueringen af uddannelsen fra 2021 fast med syvtommersøm. Der er store udfordringer med det faglige niveau på uddannelsen, som har oplevet vigende søgning i en årrække. Siden 2014 er søgningen faldet med 42 pct. Det skal vendes om. Vi har brug for en uddannelse, der nyder prestige hos de unge, der står foran deres uddannelsesvalg.
Fokus på praksisfagligheden
Om kort tid regner vi med, at regeringen endelig præsenterer en reform af de erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelser – og det betyder også en reform af pædagoguddannelsen. Dét har vi set frem til i lang tid. For vi har brug for en uddannelse der er mere attraktiv for de unge og et mærkbart løft af kvaliteten.
Vi ved, at for de unge, der vælger en pædagog- eller sygeplejerskeuddannelse, er det over 90 pct., der peger på, at det at gøre en positiv forskel for andre var afgørende for deres valg (EVA 2024). Det skal vi honorere gennem en stærk uddannelse med en tydelig kobling til det fag, de netop ønsker at gøre en forskel indenfor. Det kræver blandt andet dygtige undervisere med stærkt kendskab til virkeligheden ude på institutionerne, ligesom vi skal styrke samarbejdet mellem teori og praksis gennem stærke praktikker under uddannelsen. Men det handler i høj grad også om at højne uddannelsens faglige niveau gennem flere ressourcer til timer og feedback og en semesterstruktur med mulighed for at fordybe sig og arbejde i små hold.
Uddannelsen skal styrkes både for at højne det faglige niveau og dermed den faglighed, de færdiguddannede pædagoger efter endt uddannelse bringer i spil i daginstitutioner, skoler og fritidsinstitutioner. Men også for at styrke tiltrækningskraften, så flere unge vælger uddannelsen til, og vi kan få vendt de store udfordringer med rekruttering, kommunerne oplever i disse år.
Derfor er det vigtigt at sikre, at pædagoguddannelsen bliver en attraktiv uddannelse på lige fod med de øvrige professionsuddannelser. Det er også afgørende, at regeringen afholder de fulde kommunale merudgifter til en reform, også i forhold til styrket praktik og eventuelle ønsker om mere efter- og videreuddannelse, sådan så man ikke tørrer regningen af på velfærdsområderne
Det bliver ikke mindre vigtigt i de kommende år. For vi ser desværre en stærkt stigende mistrivsel blandt børn og unge i disse år. Det er en kompleks problemstilling, der kræver, at alle pædagoger har et solidt grundniveau af social- og specialpædagogiske kompetencer, der ruster dem til at tage hånd om de børn, der har særlige behov. Uddannelsen skal derfor i langt højere grad afspejle den stigende kompleksitet i det pædagogiske arbejde og de mange og vigtige opgaver, pædagogerne hver dag varetager. Det vil både gøre uddannelsen mere attraktiv at søge mod og løfte kvaliteten i landets dagtilbud, skoler og SFO’er.
Vi skal skabe flere karriereveje
Vi skal sikre dygtige pædagoger til fremtiden. Men vi har også brug for, at de dygtige studerende og medarbejdere bliver i faget. Derfor skal vi med den kommende reform have blik for, at der bliver flere muligheder for at udvikle sig og videreuddanne sig for dem, der gerne vil dygtiggøre sig i det pædagogiske arbejde.
De nye videreuddannelsesmuligheder skal være praksisrettede, så de peger ind i nye udviklingsveje og karrierespor inden for faget frem for at føre ud ad professionen. Det vil både gøre det mere attraktivt at søge mod disse uddannelser, blive i professionen og resultere i flere ’faglige fyrtårne’, der tager et særligt ansvar for løsningen af fx inklusionsudfordringer. Sammen har vi i KL og BUPL allerede taget et vigtigt skridt i den rigtige retning med indførelsen af en ny stilling som pædagogfaglig specialist, som vi aftalte ved de overenskomstforhandlinger, der lige har været. Men det er afgørende, at også regeringen ved den kommende reform har et blik for karriereveje, som både kan styrke fagligheden omkring børnene og fastholde pædagogerne i faget.
Vi skal have høje ambitioner på vegne af de kommende pædagoger. Det skylder vi både de studerende, børnene og forældrene.
Vi håber derfor, ministeren vil inddrage parterne i arbejdet med en ny reform. Vi er klar til at bidrage, så vi sammen kan skabe en pædagoguddannelse, der både kan tiltrække flere unge – og sikre den nødvendige faglighed i kommunerne.
Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark den 12/5 2024: https://avisendanmark.dk/debat/kl-og-bupl-der-skal-langt-mere-prestige-og-kvalitet-i-paedagoguddannelsen?teaser-referral=a0af5487-6524-411a-a1bb-ae6fdb2de81b-9