Hvis vi vil styrke lærer-pædagog-samarbejdet, skal vi have flere pædagoger i ledelsen

Med skolestart følger debat om skolen. Det er godt, for der er brug for skarpt fokus på, hvordan vi skaber en god skole, skriver Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL, i Politiken Skoleliv.

Det er vigtigt for mig, at debatten bygger fakta og ikke påstande om, at 7000 lærerjob er vekslet til pædagogjob. Sandheden er, at antallet af pædagoger på skole-fritidsområdet er faldet en lille smule fra 2013 til 2018. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Efter folkeskolereformen fik børnene - og dermed også mange pædagoger - færre timer i fritidsklub og SFO og flere timer i skolen.

Det er det bedste for børnene, når lærere og pædagoger i skolen arbejder sammen om børnenes udvikling, læring og trivsel. En relevant debat er derfor, hvordan vi sikrer det bedst mulige samarbejde, og hvordan både læreres og pædagogers kompetencer bliver brugt på den bedst mulige måde til gavn for børnene i skolen.

Det kræver ordentlige rammer og ressourcer. Det kræver både lærere og pædagoger nok. Og det kræver flerfaglig ledelse.

Flere pædagoger i skoleledelsen

Hvis folkeskolelovens intentioner om mere pædagog-lærersamarbejde i skolen skal omsættes i praksis, er der simpelthen brug for, at både lærerfagligheden og pædagogfagligheden er repræsenteret i skoleledelserne. Det er ledelsen, som sætter en retning, der giver mening for både kerneopgaven og medarbejdere. Så selvfølgelig skal skoleledelsen også have dyb indsigt i både lærerfaget og pædagogfaget, når den skal lede lærere og pædagogers samarbejde med at løfte skolens kerneopgave.

Desværre ser vi på mange skoler, at SFO-lederstillinger bliver erstattet af indskolingsledere, hvor der typisk bliver ansat en leder med lærerbaggrund. Det er ærgerligt, at man misser den mulighed for at skabe flerfaglige ledelsesteam i skolerne, når nu både pædagoger og lærere efterlyser bedre mulighed for at samarbejde mere og bedre med hinanden.

Når pædagogfaglige ledere og lærerfaglige ledere indgår i et ligeværdigt ledelsesteam på skolen, kan de bedre sparre med både lærere og pædagoger og sammen udvikle tværfaglige samarbejder til gavn for børnene. Det kræver en flerfaglig skoleledelse at kunne lede tværfagligt og være skarp på, hvordan lærere og pædagoger kan understøtte og komplementere hinanden. Inklusionsarbejdet, børnenes trivsel, alsidige udvikling, læring og mange andre målsætninger i folkeskoleloven.

Ligeværdigt samarbejde

Pædagogfaglig ledelse i skolen vil også være med til at sikre gode overgange fra børnehave til skole, så der kan bygges videre på det pædagogiske arbejde, som allerede er sket i børnehaven. Og det sikrer langt bedre mulighed for at skabe sammen mellem skole og fritidstilbud.

Lærer- og pædagogprofessionerne skal spille tæt og ligeværdigt sammen – både i klasselokalerne og i skolens ledelse - hvis vi skal lykkes med, at børnene får en varierende og motiverende skoledag, hvor de trives, udvikler sig og lærer. Og det er det, der er målet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.