Fondsfinansieret pædagogisk forskning er en risikabel glidebane
Tre store fonde har lige postet 250 millioner kroner i at åbne et stort nationalt forskningscenter for ”bedre børneliv” sammen med Københavns Professionshøjskole. Det lyder flot, og det er da også en god nyhed, at børns liv og trivsel opfattes som så vigtigt et forskningsområde, at Novo Nordisk Fonden, LEGO Fonden og TrygFonden kaster millioner efter et stort prestigefyldt forskningscenter, som skal sætte fokus på de mindste børns trivsel.
Når det alligevel får mig op af stolen, er det fordi, det er en risikabel glidebane, at fondene i stigende grad er involveret i praksis i landets daginstitutioner og i forskningen og dermed også undervisningen i pædagogik og børns trivsel. For selvfølgelig har fondene nogle bestemte formål og interesser, de er sat i verden for at tjene, og selvfølgelig er det ikke tilfældigt, at det lige netop er Novo Nordisk Fonden, LEGO Fonden og Trygfonden, som poster mange millioner i et center for bedre børneliv. De har særinteresser som rækker ind på børneområdet.
Det er en risikabel glidebane, at fondene i stigende grad er involveret i praksis i landets daginstitutioner og i forskningen og dermed også undervisningen i pædagogik og børns trivsel.
Elisa Rimpler, formand for BUPL
Selvom der garanteret ligger gode intentioner fra fondene bag den generøse investering, bør vi alligevel være på vagt. I professionshøjskolernes økonomiske situation falder kapitalindsprøjtninger af denne kaliber på et tørt sted. Kan vi overlade grunduddannelsen af pædagoger til uddannelsesinstitutioner, der gør sig afhængige af finansiering fra fondene, uden at pædagogikken markedsgøres?
Vi må sikre os imod, at markedslogikker kommer til at dominere et område, som bør være under demokratisk kontrol. Fondenes særinteresser må ikke blive styrende for hverken undervisning på grunduddannelsen eller den pædagogiske praksis i daginstitutionerne. Det bør og skal derimod være den styrkede pædagogiske læreplan og de pædagogiske værdier og børnesynet i et det pædagogiske grundlag som er fundamentet for det pædagogiske arbejde i danske daginstitutioner.
I BUPL peger vi derfor på en række krav, der bør stilles til fondssamarbejder. De skal bidrage til udvikling af professionen og både sikre en mangfoldighed i, hvilke temaer, der forskes i, og i synet på ”det gode børneliv”. Derudover bør det også være et krav, at fondssamarbejder ikke munder ud i koncepter, der anviser bestemte måder at udøve pædagogik på.
Vores børn har ikke brug for demotiverede pædagoger med manualer og quickfixes. De har brug for myndige pædagoger, der står stærkt i deres faglighed og kan tilpasse det pædagogiske arbejde i mødet med barnet.
Elisa Rimpler, formand for BUPL
Min bekymring for fondenes indtog på området går nemlig ikke mindst på, at kommunerne i stigende grad begynder at plukke hurtige løsninger fra fondene i form af tilbud med snævre emner som science eller leg eller i form af koncepter, som tvinger pædagogikken i baggrunden og i stedet for at se på hele barnet, ser på deres sprogkompetencer, motoriske kompetencer eller andet. Det er koncepter som lover styrket udvikling hos børnene, hvis pædagogerne ellers gør som der bliver sagt.
Men pædagogerne skal ikke bare gøre, som der bliver sagt. For virkeligheden er, at i pædagogik vil der aldrig være blot én metode, der virker. Og med de store udfordringer, vi står overfor, er der mere end nogensinde brug for et stærkt vidensgrundlag, der kan tilbyde pædagoger en mangfoldig værktøjskasse og en stærk fagprofessionel dømmekraft. Vi skal nysgerrigt kunne gå til det enkelte barn og børnegruppen og derfra i et samspil skabe de bedst mulige pædagogiske rammer for dannelse, trivsel og god udvikling.
Lykkes centeret under Københavns Professionshøjskole med at lave fri og uafhængig forskning som understøtter arbejdet med at styrke den fagprofessionelle dømmekraft, er det en generøs investering i et ellers trængt område.
Elisa Rimpler, formand for BUPL
Vores børn har ikke brug for demotiverede pædagoger med manualer og quickfixes. De har brug for myndige pædagoger, der står stærkt i deres faglighed og kan tilpasse det pædagogiske arbejde i mødet med barnet. Pædagoger, der ser barnet først og skaber rammer for dem, ikke omvendt.
Måske maler jeg fanden på væggen. Det håber jeg. For lykkes centeret under Københavns Professionshøjskole med at lave fri og uafhængig forskning som understøtter arbejdet med at styrke den fagprofessionelle dømmekraft, er det en generøs investering i et ellers trængt område.