Fællesskabet er det bedste værn mod mistrivsel

Trivselskrisen blandt børn og unge vokser i styrke og nærmer sig epidemiske højder. Hver 3. unge kvinde og hver 5. unge mand mellem 16 og 24 år har ondt i livet og dermed et dårligt mentalt helbred, viser tal fra den seneste sundhedsprofil. Det er en stigning på otte procentpoint siden sidste måling. Alarmerende er ikke i nærheden af at beskrive alvoren.

Men nyt er det ikke. Desværre.

Hvis vi ser på de mindre børn, oplever mindst 16 procent af 0-9-årige børn i Danmark betydelige mentale helbredsproblemer. Og inden de fylder 10, vil knap hver tiende være diagnosticeret med en psykisk sygdom.

Når vi spørger pædagogerne på skole- fritidsområdet til børnenes trivsel, svarer hver anden, at mistrivslen er stigende. De fortæller om børn, der er angste og kede af det. Som ikke har lyst til at være i skole, og som føler sig ensomme.

Samfundets svar er lappeløsninger og symptombehandling. Vi skovler vand ud af den synkende skude, mens hullerne i skroget bliver flere og flere. Vi tager fat, når det er for sent, frem for at forebygge.

Problemerne tager børnene med sig ind i ungdommen.

Fællesskaberne er under pres
En af de vigtigste beskyttelsesfaktorer mod mistrivsel er deltagelse i stærke, positive fællesskaber, hvor det ikke handler om at være perfekt eller om, hvad du kan præstere, men om at føle sig tryg og have gode venner.

Men fællesskaberne udfordres af et accelererende præstationssamfund, hvor børn og unge er under konstant pres fra tests og vejninger, og hvor det handler om at blive klar til uddannelse og job hurtigst muligt.

Sat på spidsen, er det først når mennesket er i stand til at producere, at det får værdi. Og det ses tydeligt i samfundets prioritering. For det, der i samfundet ikke kan omsættes i produktionsværdi, er skåret ned til sokkeholderne. Fx. er der forsvundet omkring 900 millioner fra fritidsområdet i kommunerne siden 2015.

Men manglen på tid, omsorg og fysisk nærvær kommer med en pris. En undersøgelse fra Børns Vilkår viser fx, at 30 procent af pigerne og 14 procent af drengene i 9. klasse ofte eller hele tiden føler sig ensomme. Det sætter sig i trivslen. Men først når mistrivslen kan omsættes i en diagnose, skrider vi til handling. Vel at mærke ved at individualisere og placere årsagen til mistrivslen i barnet selv.

Det duer ikke. Selvfølgelig skal der være hurtig psykologhjælp og støtte til alle børn, der har behov for det. Men vi er simpelthen nødt til at diskutere rammerne for børne- og ungelivet – og sætte langt bredere ind med forebyggelse af mistrivsel. Vi skal se på strukturen og på de måder, vi organiserer os, og hvad vi prioriterer omkring børn og unges hverdagsliv og fællesskaber i daginstitutionen, skolen, fritidsinstitutionen og videre i uddannelsessystemet.

Vi har mistet første forsvarsbastion
Der er mere end nogensinde brug for præstationsfrigørende rum, hvor børn og unge ikke bliver målt og vejet og forventes at tage ansvar for egen læring og succes i livet. Det er et alt for stort ansvar at pålægge dem. Vi skal som samfund prioritere og investere i rammerne for en modkultur, der skaber en ny mening for børn og unge.

For faktum er desværre, at vi som pædagoger kommer til kort. Kun hver syvende pædagog på fritidsområdet fortæller, at de i høj grad har tid til at arbejde med kerneopgaven: Børnenes trivsel og deltagelse i fællesskabet. Det er fortvivlende.

For som pædagoger er vi ofte vidne til barnets vej fra trivsel til mismod. Og vi lider selv under det. Vi kalder det moralsk stress. Når vi år efter år oplever, at ressourcerne ikke rækker. Når vi med vores faglighed kan se, at der er brug for en ekstra indsats, men ikke har tid nok til at gøre det, der skal til. Gennem årelange besparelser og effektiviseringer har vi mistet den første forsvarsbastion mod børn og unges mistrivsel. Den skal vi have genetableret. Dét er grundlæggende forebyggelse af mistrivsel.

Sundhedskrisen er regulær. Og den beslutsomhed, vi ser, når landet rammes af epidemi, eller en krig på kontinentet, har vi brug for, når der inden længe skal der forhandles om en ny 10-årsplan for psykiatrien. Jeg håber inderligt, politikerne har mod og vilje til at kigge på de strukturer og rammer, der grundlæggende skaber mistrivsel. At man aktivt vil bruge fællesskaberne forebyggende. Det skylder vi den næste generation.

Bragt i Altinget den 22/4 2022