Fællesskaber og forebyggelse skal løse trivselskrisen

Af: BUPL-formand Elisa Rimpler 

I 2023 spurgte vi 23.000 pædagoger på skole-fritid og daginstitutionsområdet om børn og unges trivsel. 7 ud af 10 pædagoger svarede, at de oplever, at antallet af børn og unge, som mistrives, er stigende. Så godt som ingen beretter om et fald. Det er helt i tråd med de mange andre undersøgelser, der jævnligt offentliggøres på området.

Bag de dystre tal og statistikker findes der tusindvis af børn og unge, som er ensomme. Som føler sig utilstrækkelige. Som ikke er en del af et trygt og inkluderende fællesskab. Og jo længere mistrivslen har stået på, jo stærkere reagerer børnene. Med selvskade, vold og skolefravær.

Det er forstemmende.

Mistrivsel bor ikke i det enkelte barn. 
Der findes selvsagt ikke en mirakelløsning på trivselskrisen. Derfor er Trivselskommissionen heller ikke en dårlig idé, fordi den har mulighed for at komme rundt om problemerne og give et nuanceret og bredt blik på problematikken – og ikke mindst på løsningerne. Mit håb er, at det kan give politikerne nye indsigter og håndtag, der fjerner automatreaktioner som ”smid dem uden for døren”. At symptombehandlingen afløses af en palet af indsatser, der gør en reel forskel for børn og unges liv. Ikke mindst når det kommer til forebyggelse.

For mistrivslen bor ikke udelukkende i det enkelte barn og skal ikke udelukkende løses der. Mistrivsel er oftest en reaktion eller et symptom. For eksempel på stress eller manglende omsorg. Og det kræver pædagogisk indsigt og et langt sejt træk - og ofte også en tværprofessionel indsats - hvis vi skal andet og mere end lade barnet være på ”tålt ophold”. Bedst af alt er det, hvis vi er i stand til at skabe sunde fællesskaber, der er så stærke, at selv de børn, der har det sværest, har en ven og føler sig inkluderet.

Det er målet.

Rammerne for forebyggelse skal være til stede. 

Men jeg er ærligt talt bekymret for, om trivselskommissionen ender med at blive en syltekrukke. For selv den viden, politikerne allerede har, handler de jo ikke på. For så havde politikerne for længst investeret i en styrket pædagoguddannelse og i nogle bedre vuggestuer. I stedet taler vi nu om den næste kvalitetsundersøgelse, der skal omhandle børnehaverne. Men hvorfor bruge penge på at måle og dokumentere, hvis det alene skal bruges på at dunke pædagogerne i hovederne?

Forebyggelsen handler ikke om ”særlige” indsatser, men om at fundamentet for det gode børne- og ungdomsliv er i orden.

Jeg hører af og til politikere i ramme alvor sige, at vi kan løse problemerne, hvis ”vi tager os sammen”. Men det er jo det, børnene, de unge og alle os fagprofessionelle har gjort alt for længe i en virkelighed med besparelser, knaphed på ressourcer og faglighed, og dermed mangel på den livsnødvendige omsorg, der udgør et godt børneliv. Så skal vi vende udviklingen - og det tror jeg fuldt og fast på, vi kan - skal de nødvendige rammer for forebyggelsen være til stede. Politikerne skal handle.

Forebyggelsen handler ikke om ”særlige” indsatser, men om at fundamentet for det gode børne- og ungdomsliv er i orden. Og det starter med kvaliteten i vuggestuen, i børnehaven, i skolen og i SFO'en og klubben. Det starter med høj faglighed og mulighed for at møde børnene i deres basale behov.

Desværre er pædagogmanglen mange steder så udtalt, at pædagogerne står alene med det faglige ansvar på stuen eller i gruppen. Nogle steder er der stuer helt uden pædagoger.

Det har konsekvenser.

Alle børn har ret til en barndom i tryghed og trivsel. 
Samtidig oplever pædagogerne, at de børn, der virkelig har behov for særlig hjælp og støtte, ikke får den. I vores vilkårsundersøgelse, hvor 13.000 pædagoger på daginstitutionsområdet deltog, kan vi se, at hver tredje af dem, der svarede, har et eller flere børn på deres stue, som venter på PPR. Helt op til et år eller mere.

Den lange ventetid betyder, at tusindvis af børn hvert år starter deres skoletid med tasken fuld af uløste udfordringer, som for manges vedkommende heller ikke bliver adresseret i folkeskolen. Tværtimod stiger forventningspresset voldsomt allerede i de små klasser, både fagligt og socialt.

Vi kan ikke diagnosticere os ud af en omsorgskrise

Pædagoger og ledere gør alt, hvad vi kan, for at få alle med i fællesskabet i skolen, i SFO'en og i klubben. Men igen er rammerne en hindring. Siden 2013 er kommunernes budgetter til fritidsinstitutionerne reduceret med omkring 2,5 milliarder kroner. I hver 5. kommune findes der ikke længere et klubtilbud. Til trods for, at det netop er i SFO'en og klubben, man kan dyrke interesser og aktiviteter på egne præmisser og blive støttet i at komme ind i fællesskabet, hvis det er svært på egen hånd.

I dag får 15 procent af en årgang en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år, viser tal fra Vidensråd for Forebyggelse. Ventetiderne i psykiatrien skal selvfølgelig nedbringes. Men vi kan ikke diagnosticere os ud af en omsorgskrise, og vi får ikke vendt udviklingen, hvis vi ikke også retter blikket mod den brede forebyggelse.

Alle børn har ret til en barndom i tryghed og trivsel. Pædagoger gør en kæmpe forskel i dag, men kan gøre endnu mere, hvis politikerne giver os mulighederne.

Bragt på Altinget.dk den 11/3 2024