En ambitiøs børneplan starter med et stop for nye nedskæringer

Når økonomiforhandlingerne snart begynder, bliver en af regeringens vigtigste opgaver at få KL til at droppe modstanden mod minimumsnormeringer. Forholdene er så pressede i daginstitutionerne, at man er nødt til at sikre et bundniveau.

Når regeringen snart indleder forhandlingerne om en ny økonomiaftale med kommunerne, er det samtidig første test af ambitionen om, at Danmark skal være verdens bedste land at være barn i.

Første skridt skal være at sætte en prop i de besparelser, som flere kommuner allerede nu planlægger i daginstitutioner, SFO'er, fritidshjem og klubber på næste års budget.

Regeringen har lovet at kompensere kommunerne for den demografiske udvikling, der betyder, at børnetallet vokser med 60.000 børn i alderen 0-6 år over de næste ti år. Og statsministeren har også lovet, at der oven i det skal ske et løft i forhold til niveauet i dag.

Derfor giver det selvfølgelig ikke mening, at regeringens ambitiøse børneplan skydes i gang med en ny omgang nedskæringer på børnene. Kommunerne skal i stedet starte med at skrotte de planlagte besparelser.

Selv om smertegrænsen har været overskredet i en årrække, og forholdene i daginstitutionerne er så pressede, at den basale omsorg for børnene er i fare, så fortsætter kommunerne med at udsulte området.

Foruroligende KL-modstand

Næste skridt er indfasningen af de lovbundne minimumsnormeringer, som er en af grundpillerne i den aftale med SF, Enhedslisten og Radikale, som den nye socialdemokratiske regering hviler på. Kravet fra vælgerne er ikke til at tage fejl af: Der er brug for flere pædagoger, og der er brug for en lov, der sikrer en bundgrænse for, hvor mange pædagoger der skal være til en børnegruppe.

Derfor er det selvfølgelig foruroligende at høre KL's formand Jacob Bundsgaard fastholde sin modstand mod lovbestemte minimumsnormeringer med argumenter om, at det er detailstyring og indgriben i kommunernes selvstyre.

Den logik er bestemt ikke for børn. Sagen er, at kommunerne ikke har formået at løfte opgaven. Selv om smertegrænsen har været overskredet i en årrække, og forholdene i daginstitutionerne er så pressede, at den basale omsorg for børnene er i fare, så fortsætter kommunerne med at udsulte området.

Minimumsnormeringer binder ikke kommunerne på hænder og fødder. Det er stadig en kommunal kerneopgave at tage bestik af de lokale forhold og sikre tilstrækkelige ressourcer i den enkelte institution. En ny lov vil bare sikre et bundniveau. Der er ovenikøbet et politisk flertal, som vil finde pengene. Det er en unik mulighed, som kommunerne burde omfavne, hvis borgmestrene virkelig mener det seriøst, når de siger, at de vil forbedre forholdene i landets institutioner og investere i et godt børneliv.

Manglende tid spænder ben

Vi kender ikke den endelige model endnu. Det afhænger af lovarbejdet og af finansieringen. Men hvis minimumsnormeringer skal gøre en forskel, skal der mindst én pædagog til tre børn i vuggestuen og én til seks børn i børnehaven. Her bør regeringen bruge kommuneforhandlingerne til at få KL's håndslag på, at de vil "arbejde med" beslutningen om at indføre minimumsnormeringer – og ikke imod.

Bedre normeringer er også en forudsætning, hvis kommunerne skal realisere den nye styrkede læreplan, der i øvrigt er bred politisk opbakning til. For udviklingen af gode pædagogiske udviklingsmiljøer, hvor leg og børneperspektiv er i centrum, kræver tid og systematik.

Otte ud af ti pædagoger oplever, at de aldrig eller kun en gang imellem har tid til at planlægge pædagogiske aktiviteter og forløb med børnene. Flere eksperter siger ligeud, at den manglende tid til forberedelse og refleksion risikerer at rive tæppet væk under de gode intentioner i den styrkede læreplan. Det kan ingen politikere være tilfredse med.

Styrk også fritidstilbuddene

Men det handler om mere end vores daginstitutioner. Regeringen har som bekendt også en ambition om at fremme trivslen hos børn og unge. Skole- og fritidsområdet er et godt sted at starte. Alene sidste år barberede kommunerne 290 millioner kroner af budgetterne til SFO'er, fritidshjem og klubber. Det er den helt forkerte vej at gå i en tid, hvor stress, ensomhed og andre former for mistrivsel blandt børn og unge nærmest eksploderer.

Når hver anden pædagog på skole- og fritidsområdet oplever, at de ikke længere har tid til at tage sig ordentligt af konflikter eller sociale problemer hos børnene, er der grund til bekymring. Vi ved, at fritidstilbud med høj kvalitet forebygger. Her skabes en vigtig social øvebane, hvor de unge kan indgå i stærke børne- og ungefællesskaber. Vi skal som samfund knække kurven for psykisk mistrivsel. Og her er det afgørende, at kommunerne indtænker og prioriterer SFO’er, fritidshjem og fritids- og ungdomsklubberne.

Regeringen og støttepartierne har givet bolden op til en ny retning. Nu skal det omsættes til handling og investeringer. Kommuneaftalen er første skridt, og det er afgørende, at kommunerne griber bolden og forpligter sig til at prioritere børneområdet. Det er en forventning hos vælgerne, men også hos pædagogerne. Vi skal have bedre rammer til at give børn og unge det gode børneliv, de har brug for.