Det gode børneliv må ikke blive krisens første offer

Frihed og fleksibilitet. Hvem kan være imod det?

I et interview i Altinget (31/3-22) slår Thomas Gyldal Petersen (S), formand for KL’s børne og undervisningsudvalg, på tromme for maksimal frihed og fleksibilitet til at løse opgaven med de ukrainske børn, som skal have plads i danske skoler og daginstitutioner.

Det forstår jeg egentlig godt, for kommunerne står med en kæmpe udfordring. Der mangler pædagoger, og der mangler pladser i daginstitutionerne, når vi skal sikre gode rammer for både danske og ukrainske børn. Det skal vi løse sammen.

Friheden og fleksibiliteten skal dog ikke alene være et spørgsmål om at lette kommunernes arbejdsgange, men være en klar fordel for den kvalitet vi skal levere for børnene. Det er børnenes velfærd, vi skal have for øje.

Når kommunerne advarer imod at fastholde ”rigide” klasselofter og normeringskrav, så forsvinder det perspektiv. Vores fælles mission må og skal være, at børnene kommer før systemet, og hverken corona eller ukrainske flygtningebørn skal altså være en legitim undskyldning for at slække på ambitionerne om minimumsnormeringer i alle landets kommuner.

Ligesom både KL og regeringen bakker BUPL op om modtagesporet, fordi vi om nogen ved, at vi lige nu står med store akutte udfordringer med at tage godt imod de tusindvis af ukrainske børn. Særlige modtageinstitutioner er en praktisk løsning, fordi man her vil kunne samle den faglighed, der er behov for. Både pædagogisk, til tolkehjælp, socialrådgiver - og psykologbistand. Men modtageinstitutionerne må ikke blive en kattelem for at sænke ambitionerne for det gode børneliv.

Pædagogmanglen er et kæmpe samfundsproblem, det så vi under coronakrisen, og nu står vi her igen. Derfor bør kommunerne og regeringen hurtigst muligt komme i gang med at sikre flere pædagoger til fremtiden. Det er tvingende nødvendigt, at vi både løser de akutte problemer her og nu og samtidig arbejder målrettet på at løse de massive rekrutteringsproblemer, der har hobet sig op og kun bliver mere presserende i de kommende år, hvis regeringen og KL sidder på hænderne.

Jeg er så ærgerlig over, at politikerne stadig ikke er kommet i gang med en national strategi for rekruttering. Mange kommuner har brug for hjælp til at komme i gang, og samtidig er nogle af de helt store skruer, der skal drejes på, et nationalt anliggende. Men flere af handlingerne ligger lige til højrebenet, og i BUPL har vi for længst fremlagt gennemarbejdede forslag til, hvad der kan gøres.

Der er stadig et stort uudnyttet potentiale i alle kommuner, som blandt andet kan indløses ved at kommunerne gør det mere attraktivt for pædagoger at gå op i tid, laver gode seniorordninger for at holde pædagoger længere på arbejdsmarkedet og hjælper langt flere pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter i gang med en merit-pædagoguddannelse. Bare for at nævne nogle af mulighederne.

Lige nu arbejder BUPL på højtryk for at finde akutte løsninger. For eksempel arbejder vi sammen med vores A-kasse og pædagogernes pension for at skabe muligheden for at få efterlønnere og pensionister på banen. Jeg ved, at KL også er i fuld gang med at finde løsninger, men jeg kunne godt tænke mig, at kommunernes automatreaktion ikke samtidig er at skrue ned for ambitionerne for det gode børneliv. Det er i hvert fald ikke befordrende for den lokale dialog og opbakning, der er helt nødvendig for at løse udfordringerne.

Nu ser jeg frem til at indgå i en konstruktiv dialog med kommunerne, regeringen og alle andre gode kræfter, der skal i spil, for at vi kan løse den her opgave så godt som muligt sammen.