Daginstitutionerne svømmer over i kommercielle koncepter

Registrering, dokumentation og manualbaserede værktøjer er en stadig større del af pædagogernes dag med vores børn i landets daginstitutioner. Men er det det, vi ønsker, at pædagogerne skal bruge tiden med børnene på? Nej, vel.

Og har forældrene egentlig bedt om, at deres børns evne til selv at tage tøj af og på bliver vurderet på en skala fra 1-4, eller for den sags skyld deres evne til at udvise empati? Eller vil de hellere have en pædagog, som løfter blikket fra tjeklisterne og har øje for det hele barn, og det fællesskab, det indgår i?

Mit vilde gæt er, at de foretrækker det sidste. Det samme gør pædagogerne.

Alligevel skubber kommunerne et stigende antal kommercielle koncepter og manualbaserede værktøjer ud i daginstitutionerne, og for mange pædagoger er det en skal-opgave at udfylde ind til flere skemaer om hvert barn, selvom de ikke oplever, at det giver mening pædagogisk.

Samtidig med at antallet af koncepter og programmer, som forsøger at sætte udvikling, trivsel, læring og pædagogik på formel, eksploderer, bliver der længere og længere mellem pædagogerne. Men alverdens manualer, tjeklister og bureaukratisk dokumentationsarbejde kan ikke kompensere for en vigende pædagogandel. Tværtimod stjæler det tid fra pædagogerne – og dermed børnene – og begrænser pædagogernes mulighed for at bruge deres faglige dømmekraft.

Tag for eksempel Rambølls motorikredskab. Her skal pædagogerne observere og vurdere et barns motoriske niveau ved at udfylde et skema. Inden for en række temaer som grovmotorik, finmotorik og labyrintsansen skal pædagogerne vurdere børnenes evne til at udføre forskellige opgaver på en skal fra 1-4. På den baggrund spytter redskabet en samlet score på barnets motorik ud.

Hvad blev der af at øve linedans for cirkusshowets skyld, at slå kolbøtter for at få sommerfugle i maven, eller klippe julepynt fordi glæden og stoltheden over selv at producere noget smukt er indsatsen værd. Alle ting er motorisk udviklende. Men formålet er ikke at score fire point.

Der ligger en indre lyst i børn til at få nye færdigheder. Men der findes ingen manual for, i hvilken rækkefølge de tilegner sig dem. Når vi kigger på Aksel, kommer han måske meget højere op i klatretræet end sine jævnaldrende venner, men det med perlerne på en snor, er svært for fingrene. Han har en præference for at udvikle sin grovmotorik. Måske kan Oda synge med på alle sangene, men ikke komme op ad ribben endnu.

Tjeklister og udsagn, ud fra hvilke pædagogerne skal give børnene point, som med Rambølls motorikredskab, har det med at skære alle børn over en kam. Men one-size-doesn’t-fit-all.

Børn lærer hele tiden nyt. Det er som popcorn, der popper. Og der er ikke noget rigtigt eller forkert, når det kommer til, hvilke af børnenes popcorn, der popper først. Børn udvikler sig forskelligt - og det er okay. Ofte sker det, når de mindre børn spejler sig i det, de større børn kan, og pædagogernes rolle er at åbne den verden for børnene, hvor de får mod på at afprøve det, de ikke kan endnu. Det er det, pædagoger er uddannet til at se. Vi ser det hele barn, deres præferencer for læring og understøtter der, hvor barnets naturlige interesse er – men også der, hvor der er brug for en ekstra indsats. Det behøver vi ikke generiske tjeklister til – og børnene behøver ikke, at få karakterer. Det skal de tidsnok få.

Rambølls motorikværktøj er en del af konceptet Hjernen & Hjertet, som er en del af langt de fleste af landets kommuners værktøjskasser. Tilgangen bygger på et børnesyn, som strider mod pædagogernes grundfaglighed, fordi det som udgangspunkt fokuserer på børnenes mangler i stedet for deres ressourcer. Når pædagogerne bliver pålagt at bruge scoreboards og kompetencespind til at vurdere børnene, risikerer det pædagogiske arbejde at komme til at handle om at rette op på børnenes fejl og mangler i stedet for at understøtte børnene ud fra deres styrker. Og når de tilmed skal tage dem med til forældresamtaler, er der ikke noget at sige til, at forældrene bliver bekymrende for, om deres børn er i trivsel og udvikler sig normalt.

Men helt ærligt, pædagoger behøver ikke et langt scoreboard for at vurdere, om et barn forstår de sociale spilleregler og er god til at koncentrere sig. De har mere brug for frihed til at bruge og udvikle deres faglige dømmekraft og tid til at være nysgerrige på børnene og sikre de rammer, lege og aktiviteter, der understøtter det pædagogiske arbejde.

Selvfølgelig er metodevalg og systematik en vigtig del af det pædagogiske arbejde, men koncepter som Hjernen & Hjertet lænker pædagogerne til faste manualer og action-cards og fastsætter samtidig nogle alt for smalle kasser, som børnene skal passe ind i, for at leve op til ”normen”. Kommunernes forsøg på at sætte pædagogfaglighed på formel i en tid, hvor pædagogandelen rasler ned og en dramatisk faglighedskrise udspiller sig i daginstitutioner landet over, er komplet misforstået. For det har den modsatte effekt. Det ødelægger pædagogernes arbejdsglæde, når de ikke har frihed til at bruge deres faglighed. Når pædagoger ikke føler et meningsfuldt ejerskab til den førte pædagogik, risikerer man en tiltagende afprofessionalisering, der både udfordrer fagligheden og gør pædagogprofessionen mindre attraktiv.

På pædagoguddannelsen opbygger man faglig dømmekraft og evnen til at bringe de metoder i spil, som passer til situationen og de børn, man arbejder med. Men når man så kommer ud i praksis og må lægge sin faglighed på hylden, fordi nogen på forvaltningskontorerne har udpeget ikke bare et men mange programmer og koncepter, der skal tænke for en, så forsvinder den faglig stolthed.

Der findes koncepter for det meste. Et voksende politisk fokus på børns sprog betyder f.eks., at stort set alle landets kommuner bruger ’Dialogisk læsning’. En metode til at læse med børnene, som målrettet fokuserer på at udvikle deres ordforråd og narrative kompetencer ved at pædagogen skaber sproglige interaktioner med barnet undervejs i læsningen. Der er ikke i sig selv noget galt med hverken dialog under læsning eller at fokusere på at stimulere børnenes sprog, det er konceptualiseringen af det, jeg advarer imod.

En anden politisk strømning. hvor stadig flere børn med særlige behov søges inkluderet på almenområdet, har gjort NEST til et udbredt koncept. Oprindeligt er det udviklet til børn med en autismediagnose, men konceptets værktøjer til at sænke det kognitive niveau, skabe ydre struktur og faste rammer bliver også udbredt til ganske almindelige daginstitutioner med en indlejret risiko for at hæmme spontaniteten, kreativiteten og pædagogernes mulighed for at følge børnenes spor. Det er ikke alle børn, der har brug for en struktureret dagsplan synliggjort med piktogrammer, ventestreger og æggeure der angiver, hvornår man må tale i et bestemt stemmeleje, men også her skæres alle over en kam.

Daginstitutionerne svømmer over i koncepter. Mange af dem kommer fra kommercielle udbydere, der tjener penge på at udbygge deres manualbaserede værktøjer og sælge dem til kommunerne, som bider til bolle i forsøget på at styrke kvaliteten. Desværre er en markedsgørelse af pædagogikken den helt forkerte medicin, når det kommer til sikre mere kvalitet for pengene.

Derfor er mit budskab til de velmenende politikere, som vil frisætte kommunerne fra statsligt bureaukrati, at de går linen ud og sørger for, at daginstitutionerne sættes fri fra kommunernes misforståede forsøg på at sætte pædagogikken på formel.