BUPL: Politikerne har fået et katastrofeopkald fra fremtiden

Sommerens tal for søgningen og optaget på pædagoguddannelsen er nedslående og gruopvækkende læsning. Antallet af unge, der søger ind på uddannelsen, er faldet med 19 procent. Flere end hver femte pædagogstuderende er forsvundet siden 2016. Det er dramatisk.

Pædagogmanglen er allerede nu rå virkelighed mange steder. De seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at der på et halvt år har været 4360 forgæves rekrutteringsforsøg efter pædagoger. Læg dertil at 11.000 pædagoger har forladt faget og nu arbejder i andre brancher. 

Vi er i en situation, hvor kun hver anden pædagogiske medarbejder i daginstitutionerne har en pædagoguddannelse. Og andelen falder. På nogle stuer er der ikke éngang faste pædagoger, og alt for mange steder bliver børn og forældre mødt af løstansatte ufaglærte vikarer. Det er en kæmpe trussel mod kvaliteten. 

Faktum er, at der aldrig har været mere brug for veluddannede pædagoger. Mistrivslen blandt børn og unge vokser, tæt på hvert sjette barn mellem 0-9 år oplever betydelige mentale helbredsproblemer. Otte procent diagnosticeres med en psykisk sygdom, inden de fylder 10 år. Det stiller store krav til fagligheden i dagligdagen. Børnene skal mødes af pædagoger, der er eksperter i omsorg, nærvær og inkluderende fællesskaber – kort sagt trivsel. 

Hvis vi vil have pædagoger nok til vores børn i fremtiden, skal det være mere attraktivt at blive og være pædagog.

Samtidig ved vi, at børnetallet stiger med 45.000 frem mod 2030. Vi får brug for 14.000 flere pædagoger bare for at kunne følge med børnetallet, loven om minimumsnormeringer og opretholde den nuværende kvalitet. 

Skal ske noget nu

Det er egentlig ikke en nyhed, og burde derfor ikke komme bag på politikerne. Ligesom tendensen med færre pædagogstuderende og mindre ungdomsårgange – også er kendt viden.

Vi har forsøgt at råbe politikerne op i mange år. Tidspunktet for rettidig omhu er for længst overskredet. Der skal ske noget nu, hvis vi ikke vil sætte kvaliteten i vores børnevelfærd helt over styr.

Jeg er glad for, at uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen erkender problemet, og vil drøfte med os, hvad der kan gøres. Men vi kan lige så godt være ærlige og sige, at pædagogmanglen ikke løses med et snuptag. Der skal drejes på mange knapper, der også inkluderer politiske initiativer på mange andre områder end ministerens eget.

For vi kender vi godt svaret på, hvad der virker. Hvis vi vil have pædagoger nok til vores børn i fremtiden, skal det være mere attraktivt at blive og være pædagog. Det kræver investering i tre grundlæggende ting: En mere attraktiv uddannelse, bedre vilkår og rammer for det pædagogiske arbejde i hverdagen, og sidst men ikke mindst en bedre løn.  
Lad os tage det i nævnte rækkefølge. 

Skal løses politisk 

Investering i de studerende. Pædagoguddannelsen har i mange år haft det laveste taxameter per studerende af alle videregående uddannelser. Vi har fået en evaluering af uddannelsen, der viser, at den i høj grad halter flere steder. Og faktisk ligger der et forslag til, hvad der skal gøres bedre, som både eksperter, undervisere, elever, BUPL og kommunerne bakker op om. Det eneste der mangler, er politisk handling - og penge. Hvis man vil have flere unge til at vælge en uddannelse til pædagog, skal de selvfølgelig opleve, at politikerne prioriterer den højt. Alt andet er utroværdigt.

Bedre arbejdsvilkår. Minimumsnormeringerne, som bliver en realitet i 2024, er et stort fremskridt. Men det er stadig kun et minimum. Og vi kan tale nok så længe og højt om, at pædagoger har verdens måske vigtigste og mest meningsfulde arbejde. Det nytter ikke, hvis det man oplever i hverdagen som pædagog er, at der reelt ikke er tid til at bruge sin faglighed og give børnene, det vi ved, de har brug for. Det fører til moralsk stress, fysisk og psykisk nedslidning, og til sidst flugt fra faget. 

Løn, løn og løn. Pædagoger tjener mindst af alle offentlige faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse, og i flere tilfælde mindre end faggrupper med en kortere uddannelse. Lønnen er ganske enkelt ikke fulgt med vores uddannelsesniveau og kompleksiteten i vores opgaveløsning. Det handler om adskillige tusinde kroner om måneden, og over tre millioner kroner mindre i disponibel indkomst over et helt liv. Hvis det skal blive mere attraktivt at være pædagog, kommer vi ikke uden om at gøre op med pædagogers historisk betingede lønefterslæb. 

Jeg køber ikke fortællingen om, at unge vælger pædagogfaget fra, fordi de er uddannelsessnobber. Og heller ikke påstanden om, at vi som faglige organisationer bare skal holde kæft og tale virkeligheden lyserød, når den ikke er det. Jeg bruger enhver lejlighed til at fortælle, hvilken forskel pædagoger kan gøre for børn og unges trivsel og udvikling. Men det er og bliver et politisk ansvar at sikre en attraktiv uddannelse, gode arbejdsvilkår og en løn, der matcher kravene til vores uddannelsesniveau og arbejdsopgaver. 

Og der er brug for handling nu.