Børneområdet har brug for en genopretningsplan – ikke for mere snak eller syltekrukke

Børn fødes ikke som seksårige, og vigtigheden af, at vi som samfund stiller vuggestuer og børnehaver med høj pædagogisk kvalitet til rådighed for barnets første år, har aldrig været større. Men kvaliteten halter trods en heldigvis stigende politisk interesse for den tidlige indsats.

Ifølge Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, og Stina Vrang Elias, adm. direktør i tænketanken DEA (JP-indlæg for nylig), ved vi ikke nok om kvaliteten i daginstitutionerne til at kunne foretage de rette investeringer. De to skribenter foreslår derfor en omfattende kortlægning af netop kvaliteten i landets vuggestuer og børnehaver.

Forskning – og da især den praksisrettede – tager vi som pædagoger altid godt imod. Men er det nu også sandt, at vi ikke ved nok om den nuværende kvalitet til at investere klogt i området og dermed øge kvaliteten her og nu?

Svaret er et rungende nej. Vi ved allerede endda rigtigt meget. Både fra en veldokumenteret forskning, men også hvis man spørger dem, der hver dag har ansvaret for kvaliteten: pædagogerne. Og vi har ikke brug for en syltekrukke. Vi har brug for politisk handling. Nu.

BUPL dokumenterer år efter år de problematiske vilkår. Børneområdet er udsultet efter års besparelser, der igen og igen overtrumfer ethvert politisk forsøg på bod og bedring. Hver eneste gang de kommunale budgetter falder på plads, skæres der på børnene – normeringer, åbningstid, overgange og tid til planlægning. Vi har lige set det igen i efteråret.

Med ønsket om yderligere data og evidens som betingelse for at øge kvaliteten på dagtilbudsområdet lukker KL og DEA ganske enkelt øjnene for det åbenlyse og det, pædagoger igen og igen fortæller til omverdenen.

Vi mangler 4.000 pædagoger, hvis normeringerne blot skal op på niveauet fra før finanskrisen. Samtidig er vi midt i et babyboom, som i praksis betyder, at Velfærdsdanmark i løbet af 10 år skal kunne rumme 70.000 flere 0-6-årige end i dag. En opgave, der vil kræve 10.000 nye pædagoger for blot at opretholde den nuværende og historisk ringe standard.

Hertil kommer, at det gennemsnitligt kun er 59 pct. af de ansatte i institutionerne, der har de uddannelsesmæssige forudsætninger, og at netop pædagoguddannelsen er presset i bund af de årlige 2 pct. besparelser, hvilket udfordrer den kommende faglige kvalitet. Og listen fortsætter desværre.

Efter- og videreuddannelse er en by i Rusland, fordi pengene til den del er sparet væk på institutionerne, hvor der i øvrigt heller ikke er råd til vikarer.

Samtidig har den pædagogiske opgave aldrig været mere kompleks, og pædagoger hitter da også listerne af offentligt ansatte, der har haft den største stigning, når det kommer til arbejdspres, stress og udbrændthed.

Seneste undersøgelse fra AE-rådet viser, at hver fjerde pædagog føler sig stresset. Fordi pædagogen står med en opgave, der kan synes – og ofte også er – uløselig, fordi ressourcerne til at løse den, har nået et historisk lavpunkt. Og samtidig er pædagogen den, der skal se barnet og familien i øjnene.

De kvalitetsmæssige udfordringer på børneområdet står altså i kø, og netop børnene holder i sidste ende for. Og dem er vi alle fælles om at ville det bedste for. Så lad os nu tage fat om nældens rod i stedet for at drukne nødvendig og oplagt handling i endnu flere undersøgelser.

Ikke et ondt ord om forskning og ny viden. Den er velkommen i den rette form. Men det er alarmerende, når politikere og meningsdannere lukker øjnene for den omfattende viden, vi allerede har. Ikke flere undskyldninger. Lyt til pædagogerne.

Børnene har ikke brug en afdækning, der kan give politikere et alibi for at sidde på hænderne. De har brug for en langsigtet, national genopretningsplan og den bedste start på livet.