Akut brug for flere pædagoger i SFO’erne

De mindste skolebørn må mange steder spejde forgæves efter en pædagog i SFO’en. Flere års udhuling af SFO’ernes budgetter har alvorlige konsekvenser for normeringerne, og det er desværre ikke en sjældenhed, at pædagogerne står alene med mere end 30 børn. Det bliver brandslukning uden tid til dem, der har allermest brug for god fritidspædagogik.

Pædagogerne fortæller om flere bekymrede, angste, ensomme og vrede skolebørn. Men er samtidig næsten magtesløse overfor at sætte ind imod mistrivslen, viser BUPL´s seneste vilkårsundersøgelse, som er besvaret af mere end 5.000 pædagoger på skole- og fritidsområdet.

58 procent af pædagogerne har slet ikke eller i mindre grad tilstrækkelig tid til at arbejde med børn i udsatte positioner. Arbejdspresset er simpelthen for stort. Børnene for mange og pædagogerne for få.

Aldrig børnenes skyld

Man skal ikke tage fejl. Små børn på 6 og 7 år lærer hurtigt de uhensigtsmæssige strategier, der er konsekvensen af for meget junglelov og for få pædagoger: At man skal råbe højere end de andre børn for at blive lyttet til. At frustrationer skal ud, eller konflikter skal løses ved at slå. Eller at man græder og flygter. Griber mobilen og ringer hjem, når det hele bliver for svært, og man ikke kan få fat i en pædagog.

Man skal hverken være psykolog eller pædagog for at forstå, at både dannelse, samarbejde og demokratisk forståelse er svært at lære, når rollemodellerne mangler. Eller at vigtige menneskelige egenskaber som empati og gå-på-mod bliver udfordret i en kultur, hvor der ikke er plads til at være barn. Eller menneske for den sags skyld.

Børn i problemer bliver omgivelsernes problem. Ikke kun i skolen, men mange år frem. Oftest reagerer børn blot på de rammer, strukturer og relationer, der ikke fungerer. Det er aldrig barnets skyld. Pilen peger på de politiske beslutningstagere, som siden 2015 har reduceret SFO’ernes budgetter med 900 millioner kroner med elendige normeringer til følge.

Og går vi tilbage til tiden før folkeskolereformen, er der forsvundet intet mindre end 2 milliarder kroner fra området siden 2013. Da skoledagen blev længere, og fritidshjemmenes åbningstid kortere, røg ressourcerne med fra fritid til skole. Lige så oplagt er det at sende dem retur til fritiden, nu hvor bevægelsen går den anden vej.

Når den politiske kage skal skæres, er første skridt at lytte til de fagprofessionelle, der hver dag er sammen med børnene. Og de siger det bekymrende klart: Børnene bliver i alt for høj grad overladt til sig selv. De får ikke den høje kvalitet i fritidsinstitutionerne, som vi ved, styrker både selvtillid og selvværd.

Brug for sociale normeringer

Børnene går ikke bare glip af den kvalitet, der følger, når pædagogerne har tid nok til at igangsætte aktiviteter med afsæt i pædagogiske overvejelser. Man lærer så ufatteligt meget om sig selv og andre, hvis man som barn i en mindre gruppe og sammen med en kompetent pædagog får tid til at fordybe sig på træværkstedet, i køkkenet eller i musikrummet. Mange steder er vi så langt fra den virkelighed, at første skridt i en genopretning af SFO’erne, må handle om, at børn i udsatte positioner ikke forsvinder i mængden – eller sågar forsvinder helt ud af fritidsfællesskabet.

Selv om vi er glade for, at politikerne gerne vil blive klogere på fritidsområdet og derfor vil sikre en opgørelse af normeringerne, som ikke findes i dag, er det skridt langt fra stort nok. Alle ved jo, at kvaliteten er afhængig af, at der følger penge med til reelt at forbedre normeringerne.

Der er pinedød nødt til at følge et minimum af ressourcer med nu og her. Til en start til de børn, der har allermest brug for det. Børn i udsatte positioner. De børn, der mangler et trygt børnefællesskab eller er udfordrede af, at mor og far selv mangler ressourcer. Målet må være, at de svageste mærker styrken ved et stærkt fællesskab ved hjælp fra pædagoger, der både vil dem og har tid til dem.