Pædagoger er den vigtigste faggruppe for børns trivsel

Tro ikke, at andre faggrupper ved mere om trivsel

Forsker Anette Boye Koch håber, at pædagoger vil tage et vigtigt budskab fra forskningen til sig:

”Pædagoger er den vigtigste faggruppe i forhold til at arbejde med trivsel blandt børn og unge. Og de skal ikke lade sig forføre af, at der er andre, der tænker, at de ved mere om trivsel,” siger hun.

Ved at arbejde kropsligt og relationelt gennem brydning fik drengene i specialklassen nye erfaringer med hinanden. De lærte at afkode hinandens grænser, tage hensyn og samarbejde. Trivsel opstod ikke som et individuelt resultat eller en tilstand hos den enkelte, men voksede frem i fællesskabet.

Slipper pædagogikken, når svar søges uden for professionen

For forsker Anette Boye Koch er det et præcist billede på, hvad pædagogisk arbejde med trivsel er. Men det pædagogiske perspektiv på trivsel bliver ofte overset i debatten og i det tværprofessionelle samarbejde, der er præget af mere psykologiske og sundhedsfaglige blikke på børns individuelle trivsel eller mistrivsel, påpeger hun.

”Så snart der er noget galt, begynder pædagogerne ofte at trække metoder ind og henvende sig til eksperter uden for professionen for at få svar på, hvad de skal stille op? Så slipper vi pædagogikken,” siger hun.

Trivsel er en pædagogisk kerneopgave, men begrebet er uklart

Børn og unges trivsel har altid været en kerneopgave i pædagogisk praksis, men med dagtilbudsloven i 2007 og folkeskolereformen i 2014 er trivsel i dag blevet et helt centralt begreb for pædagoger i både dagtilbud og skoler. 

Det står nævnt i lovgivningen, indgår i evalueringer og bruges flittigt i både faglige og politiske sammenhænge. Alligevel er det langtfra altid klart, hvad der egentlig menes, når vi taler om trivsel, forklarer Anette Boye Koch.

Psykologiske metoder overskygger det pædagogiske perspektiv

”Hvad begrebet trivsel egentlig betyder, er ofte ikke defineret eksplicit. Det gælder, både når man som pædagog står ude i praksis og arbejder med trivsel og i al den forskning, der efterhånden findes om trivsel,” siger hun.

Anette Boye Koch peger på, at pædagoger ofte trækker psykologiske teorier og metoder ind i deres arbejde for at få et fagsprog at læne sig op ad. Det kan give en oplevelse af faglighed og sikkerhed, men det kan også betyde, at det pædagogiske perspektiv træder i baggrunden.

Ikke  en ny metode, men en ramme for pædagogers arbejde

”Pædagogerne griber til nogle af de trivselsforståelser og de metoder, som er udviklet af eksperter uden for den pædagogiske profession,” siger Anette Boye Koch og nævner, at det typisk kan være metoder udviklet af psykologer og koncepter som ICDP, som pædagogerne tyr til.

I forskningsprojektet TRIPP har Anette Boye Koch og Hanne Hede Jørgensen derfor sammen med pædagoger undersøgt, hvad der kendetegner et særligt pædagogisk trivselsbegreb. Det handler ikke om at udvikle endnu en model eller manual for trivselsarbejdet, understreger Anette Boye Koch.

”Det er meget vigtigt at understrege, at det ikke er en ny metode, men en strukturel ramme for, hvordan pædagoger forstår og arbejder med trivsel i praksis,” siger hun.

Forskere og pædagoger har sammen udviklet seks temaer

Pædagogerne i projektet har delt deres praksisfortællinger om, hvornår og hvordan trivsel opstår, og forskerne har så analyseret fortællingerne på tværs og derefter taget resultatet tilbage til pædagogerne og spurgt: Er I enige? Hvordan kan vi bedst formulere det?

”Sammen med pædagogerne er vi så nået frem til seks trivselstemaer i deres praksisfortællinger. Det er nogle opmærksomheder, som man kan have med sig, når man arbejder som pædagog med trivsel. Både i personalegruppen, børnegruppen og i forældresamarbejdet,” siger hun.

Pædagoger styrker trivsel ved at justere situationer og samspil

Trivsel forstås i pædagogisk sammenhæng ikke som noget, børn enten har eller mangler, men som noget, der opstår og udvikler sig i bestemte situationer og relationer. Det betyder blandt andet, at trivsel kan se forskelligt ud fra barn til barn og fra fællesskab til fællesskab, og at det kan forandre sig over tid.

Det pædagogiske trivselsbegreb træder frem og bliver tydeligt i praksisfortællingerne, hvor pædagoger ofte arbejder med trivsel ved at justere rammer, situationer og samspil fremfor at rette indsatser mod det enkelte barn. 

Pædagogens dømmekraft er afgørende i arbejdet med trivsel

Det gælder for eksempel i brydeprojektet i specialklassen med de syv drenge: 

”Indsatsen var ikke rettet mod én specifik dreng, men mod hele gruppen med henblik på at styrke fællesskabet og drengenes evne til at udtrykke sig kropsligt, tage sig af hinanden og indgå i en fælles aktivitet,” siger hun.

Det peger på et grundlæggende pædagogisk perspektiv, hvor trivsel opstår gennem deltagelse, gensidighed og mulighed for at indgå i fælles aktiviteter. Her er pædagogens dømmekraft helt afgørende, både i forhold til hvornår der skal gribes ind, og hvordan situationer kan formes, så børnene får nye erfaringer med hinanden.

Selve rummet er medspiller i pædagogers arbejde med trivsel

Et andet eksempel udspiller sig på et bibliotek, hvor pædagogerne i specialklassen tog børn med, som havde svært ved at finde ro i hverdagen.

”Der opstod et fællesskab, hvor børnene satte sig ned på en trappe og læste bøger. Det var et rum, som var meget æstetisk. Det talte til børnene. De blev draget af de lækre farver og af hele stemningen på biblioteket,” siger Anette Boye Koch.

Her blev rummet i sig selv en aktiv medspiller i trivselsarbejdet. Stemningen, materialerne og den fælles aktivitet skabte nye måder at være sammen på og dermed nye muligheder for trivsel.

Metafor om 'blomstring' er central i pædagogikken

For at sætte ord på den pædagogiske tilgang til at arbejde med trivsel har forskerne arbejdet med en metafor om ’blomstring’, som de seneste 5-10 år er blevet skrevet frem i den internationale videnskabelige litteratur som the paradigm of flourishing, forklarer Anette Boye Koch. 

Ifølge hende rammer blomstringsmetaforen noget helt centralt i pædagogikken.

”Blomstring, det at spire og gro, beskriver jo netop det særligt pædagogiske, hvor man interesserer sig for de ressourcer, børnene har. En positiv fortælling om, hvordan man kan få mennesker til at vokse og trives og finde en vej til det gode liv,” siger hun.

Alle børn skal mødes af ressourcetænkning 

Blomstring handler ikke om at overse børn og unges vanskeligheder eller udfordringer. Men metaforen peger på, at børn også har brug for at blive mødt som ressourcestærke, selv når noget er svært.

”De børn, som har udfordringer, har også brug for at blive mødt af ressourcetænkning, for det får mennesker til at vokse. Det handler om, at børn blomstrer, når de bliver mødt i det, de behersker, og udvikler sig med udgangspunkt i det, de allerede kan og er gode til,” siger hun.

Pædagoger må insistere på egen faglighed 

Ifølge Anette Boye Koch risikerer pædagogikken at glide i baggrunden, når fokus ensidigt rettes mod tidlig opsporing, risici i børnelivet og det, der ikke fungerer.

Hvis pædagoger fremover skal have større indflydelse på, hvordan trivsel forstås og arbejdes med, kræver det ifølge Anette Boye Koch, at de insisterer på deres egen faglighed, også når andre diskurser fylder. Det handler ikke om at afvise andre fagligheder, men om at stå fast på det pædagogiske perspektiv og gøre det tydeligt, både internt i professionen og i samarbejdet med andre.

”Pædagogerne skal tale det pædagogiske perspektiv frem og holde fast i, at det sprog, de har, er godt nok. De skal holde fanen højt og insistere på deres dømmekraft.”

Læs også artiklen Tal om trivsel fra et pædagogisk perspektiv: Hent inspiration fra seks trivselstemaer