Trivsel i pædagogers profession (TRIPP)
Trivsel i pædagogers profession (TRIPP) - kort akademisk version
Af Hanne Hede Jørgensen og Anette Boye Koch 2026
Projektet har med en design-based-research tilgang vedvarende prioriteret at anvende og udvikle metoder til inddragelse af pædagoger i forskningsprocessen. Kernen er dynamiske og iterative processer mellem kontekst (profession), forskellige former for workshops og interviews og foreløbige analyser. Konkret har vi foretaget stedssensitive interviews og forskellige former for workshops med en primær gruppe på 12 pædagoger fra dagtilbud og skole, herunder specialklasser.
Vi har bragt foreløbige analyser tilbage til pædagogerne til videre bearbejdning. Ligesom vi har taget de foreløbige analyser med på en turné rundt til 13 andre dagtilbud og skoler. Endelig har vi afholdt en afsluttende formidlingsworkshop med 12 nye pædagoger på tværs af institutionstyper samt studerende. Her har vi især haft fokus på at afprøve fund i formidlingsøjemed.
Projektets centrale fund er, at der findes et pædagogisk sprog for trivsel, der går på tværs af institutionstyper og grænser op til andre faglige forståelser af trivsel som fx en skolefaglig og en neuropsykologisk. Det pædagogiske perspektiv på trivsel knytter sig til en grundlæggende forståelse af pædagogik og fremskriver pædagogisk praksis som handlinger, der skal:
- balancere forhold mellem enkelte børns trivsel og forskellige fællesskabers trivsel
- understøtte et tidsperspektiv og rette sig mod barnets trivsel her og nu såvel som mod barnets fremtidige livsduelighed
- styrke den pædagogiske relation og herigennem skabe tryghed for ethvert barn
I projektet identificeres seks konkrete temaer, som pædagoger kan pejle efter, når de arbejder med at fremme børns trivsel. Disse temaer er ikke en tjekliste, for alle børn skal ikke kunne det samme. Men et barns trivsel kan understøttes gennem dets 1) deltagelse i fællesskaber 2) leg 3) evne til at ytre sig kropsligt og / eller verbalt 4) evne til at bestemme (noget) selv 5) evne til at finde fordybelse og fornøjelse i én aktivitet (blandt andre) 6) væren i modstand.
Derudover viser projektet, at pædagoger spontant og kreativt, når de understøtter trivselsprocesser for børn og fællesskaber, inddrager en bred vifte af materialer så som fx illustrationer og billeder, spil, redskaber, naturmaterialer, musik, legetøj m.m. samt børnenes og egne kroppe.